Mere end bare gøgl og joints

tekst Christina Svendsen | foto Johny Kristensen

Den bedste kunst er den, der underholder, men samtidig formår at kradse lidt i overfladen, så publikum går hjem med et forandret blik på verden. Det er langt fra altid det lykkedes, men Aalborg Teaters nye musical har gode chancer

Da musicalen Hair havde premiere i oktober, 1967 i New York, var USA et land i dyb krise. Vietnamkrigen var blevet et onde, der aldrig så ud til at ende. Samtidig var det første gang en krig blev vist i TV, så helt almindelige amerikanske familier kunne se gruen fra første parket hjemme i stuen. Da Saigon faldt i 1975 havde 58.220 amerikanske soldater mistet livet i en krig, som mange borgere ikke kunne se formålet med.

Derhjemme så det ikke bedre ud. Dr. Martin Luther King kæmpede stadig imod den groteske racediskrimination af sorte, men blev skudt året efter i 1968 på en balkon i Memphis.

Modkultur

Hippierne var ikke bare blomsterbørn, der gik ind for fri sex og fjolletobak, men en del af en større modkultur, der kæmpede for forandringer i et samfund, der var i opløsning. De var modstandere af Vietnamkrigen og gik på gaden i hobetal for at vise deres utilfredshed. De drømte om en bedre tid med større lighed og fred, hvilket er idealer vi stadig burde gå på gaden for i dag.

Derfor var Hair en radikal forestilling, da den havde premiere for første gang. Den beskæftigede sig med emner som seksualitet, ulovligt stofmisbrug og nøgenhed på scenen. Sidenhen har musicalen haft en regulær sejrsgang på forskellige teatre i hele verden. Blandt andet har den været opsat flere gang i gennem tiden både på Broadway og i London.

Nu er stykket kommet til Aalborg Teater, hvor publikum kan se frem til en aften med fantastisk musik og en samfundskritik, der stadig føles aktuel i dag.Hair 6

En spirende bromance

De to mandlige hovedroller spilles af Kasper Dalsgaard, der desværre forlader Aalborg Teater efter denne sæson, og Christian Gade Bjerrum, der er nyansat. De to mødte hinanden for første gang, da de startede prøverne til Hair i marts, men det kan man ikke mærke, når man sidder overfor dem. De har en umiskendelig kemi og virker til at have kendt hinanden i årevis i stedet for kun et par måneder. Derfor er de da også ærgerlige over ikke at skulle arbejde sammen så længe.

– Det er ret optur, for i forestillingen har vi jo ikke et decideret kærlighedsforhold til hinanden, men lidt alligevel, fortæller Christian om deres indbyrdes kemi.

Deres roller, Claude og Berger, er tæt knyttede, så det virker næsten naturligt, at de to også har fundet hinanden uden for scenen.

Krig, kærlighed og fællesskab

Kasper havde set filmen Hair (1979) inden han fik rollen som Claude, men ikke selve forestillingen, som har en helt anden handling. Christian havde ikke bare stiftet bekendtskab med stykket, men endda spillet præcis samme rolle som Berger for omkring 15 år siden i Holstebro Festspil.

– Det er fedt at få lov til at prøve det igen med en anden form for bevidsthed og andre redskaber. I mellemtiden er jeg jo uddannet skuespiller og blevet ældre, så jeg har en anden tilgang til det. Nu forstår jeg mere, hvorfor forestillingen har været så vigtig og stadigvæk er det i dag. den handler om krig, kærlighed og fælleskab. den handler om, at kunne rumme hinanden og sætte sig fri af de systemer, som gør, at vi ikke er frie.

Han krediterer endda første møde med Hair for at have vækket hans politiske bevidsthed og i høj grad været medvirkende til, at han stiller op for Alternativet til næste folketingsvalg.

– Jeg vil gerne bidrage til Alternativets arbejde i forhold til at skabe forandring i vores samfund. Meget af det de repræsenterer, er noget, der resonerer med det, som jeg synes er vigtigt. Den måde de forsøger at gentænke politik på, er det der giver mest mening. For eksempel synes jeg, at idéen om en 30 timers arbejdsuge er utrolig vigtig. Der er mange, der går ned med stress og ikke har tid til at passe på sig selv, hinanden og børnene. Der er nogle strukturer i vores samfund, som er usunde. Jeg synes Alternativet kommer med de bedste bud på forandring, fortæller han.Hair 5

Ensomhed i fællesskabet

Den gruppe mennesker, som stykket handler om, kalder sig selv for en ’tribe’. De er et stamme-fælleskab, hvor sammenhørigheden er dybfølt. Men selv i sådan en konstruktion kan man føle sig ensom, fortæller Kasper. Claude er en fasttømret del af gruppen, men står alligevel udenfor på nogle måder.

– Jeg kan godt genkende, at jeg i nogle forsamlinger kan føle mig mere ensom, end når jeg er alene. Jeg tror, at Claude føler sig ensom med nogle af sine tanker i den gruppe af mennesker. Selvom jeg personligt godt kan lide at være alene og lege eneboer, så kan jeg sagtens føle en enorm ensomhed, alt afhængigt af dagsformen, fortæller han.

Vemodigt at forlade Aalborg

– Det med hippier er jo ikke så meget noget, der ligger i vores tid, for det er efterhånden mange år siden. Da jeg gik i gymnasiet læste jeg bogen ”On the Road” af Jack Kerouac, som, sammen med resten af beat-forfatterne, bliver set som forgængere til hippierne. Noget af det, der ramte mig, var den voldsomme konsekvens af at være til stede nu og her og følge vejene betingelsesløst, hvor de end fører en hen, fortæller Kasper.

Han stopper på Aalborg Teater, når denne sæson slutter til sommer, efter at have været fastansat siden han blev færdiguddannet i 2015 fra skuespillerskolen i Odense. Derfor forlader han Aalborg til fordel for København.

– Det er vemodigt, for jeg har været glad for at være heroppe. Dette teater er et ret unikt sted. Der er en helt speciel ånd heroppe. Der er virkelig en følelse af, at det er et hold.

Håret blev en protest

Frisøren på Aalborg Teater har håndlavet smukke parykker til alle skuespillere og musikerne på scenen. Det virker passende, at der bliver gjort så meget ud af hårpragten på grund af stykkets titel. Kasper fortæller, at det lange hår var en form for protest mod krigen, da det var en modsætning til den militære karseklipning. Det var en lille men effektiv protest, der sendte et effektivt signal til ’overmagten’.

– Jeg synes, at vi som generation har svært ved at finde den samme ånd, der gør, at vi kæmper på den måde, som de gjorde den gang. Det eneste jeg selv har gjort, hvor jeg føler, at jeg måske har rykket noget for nogen, var, da vi lavede en forestilling sidste år, der hed ”Civilisations Historie”. Der snakkede vi om hvad outcomet er for den rejse, som menneskeheden er på, men vi snakkede også om vores ønsker for samfundet.

Under researchen til det stykke faldt Kasper over tænkeren Jacque Fresco, der beskriver sig selv som ’social engineer’. Fresco har foreslået en ny form for samfund, hvor penge ikke eksisterer og alle mennesker har adgang til de samme muligheder. det kan blandt andet lade sig gøre, fordi robotteknologien er nået så langt, at vi kan overlade meget arbejde til robotter. Hos Fresco kan Kasper genkende mange af de samme tanker som hos både beat-generationen og hippierne.

– De oplevede, at der var noget galt med verden, og gjorde aktivt noget for at skabe en forandring.

– Ja, og ikke det, som samfundet fortæller man skal, indskyder Christian.Hair 3

Modbølge

Christian har taget manuskriptet med til interviewet og citerer en replik fra stykket: ”Hvad kan gøre en hvid mand glad? At bombe og lynche og skille ad.”

– For 3-4 dage siden var der en bombe, der sprang i Skt. Petersborg. Vores instruktør er russisk og bor i Skt. Petersborg, og lige pludselig bliver det sindssygt aktuelt, det vi har med at gøre og det vil det altid være. Fordi der findes hvide mænd i denne verden, der kun tænker på at skrabe til sig og bombe andre, så de kan få mere. Sådan er det, siger Christian med tydelig indignation.

Han savner samme lyst til at gå på gaden og demonstrere imod fx Danmarks deltagelse i krige. I stedet foregår den stille demonstration på Facebook ved hjælp af likes og man kan diskutere, hvilken forskel det gør. Begge er dog forhåbningsfulde om, at der nok skal komme en modbølge.

Også alvor

– Problemet med hippietiden er, at den ofte er blevet portrætteret
som noget sjovt, hvor man tager lidt pis på det. Det var det også,
men det var eddermame også hamrende alvor. Det er også den forestilling, vi forsøger at lave, hvor det ikke kun skal være sjovt og underholdende. Det skal det selvfølgelig også, men de havde altså også noget, som var vigtigt. Hippierne bliver tit forbundet med noget sjovt og useriøst og sådan ser jeg dem ikke kun, fortæller Christian og Kasper er helt enig.

– For lige at vende tilbage til Beat-generationen; Når man læser ’On the Road’, så møder man nogle mennesker, som hopper fra den ene fest til den næste, men under overfladen lurer den eksistentielle indre kamp. Det er det samme i Hair; de har det sjovt sammen og har et venskab, men der er også alvor inde bagved. Der er folk, der bliver sårede og mister sig selv. Stykket handler jo egentlig også om Claudes rejse fra at være en del af denne gruppe, som alle er i mod Vietnamkrigen, men han ender jo med at tage af sted. Det er noget af et valg at tage som menneske, understreger Kasper.

– Forestillingen må gerne sparke folk i røven. Det gør den i hvert fald for mig, for når jeg går ind i materialet bliver jeg mindet om, at der altså er noget på spil her. Det er ikke bare gøgl og joints, fortæller Christian.

– Stykket er et syretrip, for noget af det, der foregår, er temmelig far out. Men bag det ligger der et enormt stærkt budskab. Så er det jo også bare rigtig god musik. Det er gode musiknumre, som vi forsøger at få drejet, så det passer til vores udgave, siger Kasper.

Fundamentale værdier

– Den tid vi arbejder med her, har lagt et fundament for meget af
det, der har udviklet sig i vores samfund. Den satte fokus på nogle værdier, som er blevet glemt. Derfor skal musicalen også minde os
om nogle af de fundamentale værdier, der er i vores samfund, som
ikke handler om penge og at skrabe til sig, men i stedet handler om
at være åben, forklarer Christian.

– Hvis vi antager at penge er modsætningen til hippietiden, så er det jo kun gået ned af bakke ud fra hippiernes synspunkt. De har jo ikke vundet, tværtimod. Når jeg ser den måde vi bruger eksempelvis jordens ressourcer, så bliver jeg lidt bange. Snart må vi se en planet, som går neden om og hjem, hvilket hippierne jo også påpegede, fortæller Kasper.

– De sagde, at vi skulle behandle hinanden med lige værd og respekt, og det samme gælder jo naturen. Det er jo gået helt fløjten, tilføjer Christian.

– Der er også en skyggeside til hippierne, som er meningsløsheden, hvor man går fra det ene stof til det andet, fra den ene rendesten til den anden og fra den ene person til den anden. Det hele skulle bare være nyt, nyt, nyt. Der, hvor der ikke ligger et politisk budskab bagved, men en magtesløshed. Den dobbelthed håber jeg også vi kan få med i forestillingen, for hippietiden var ikke bare ’happy-go-lucky’, siger Kasper.Hair 2

Værnepligt

Da det jo handler om at gå modvilligt i krig, så er det oplagt at spørge de to unge mænd, om de selv blev indkaldt til militæret.

– Jeg gad egentlig overhovedet ikke i militæret. Jeg synes, det var spild af statens penge, for det er ikke en uddannelse, jeg kunne tænke mig. Det er jo en god lederuddannelse at være officer, men ikke noget for mig. Jeg trak heldigvis frinummer, men var blevet erklæret måske egnet ved lægetjekket, fordi jeg fortalte, at jeg da egentlig havde lidt med lænden, griner Kasper.

Det er en oplevelse, Christian kan nikke genkendende til, da han selv havde vrikket om på foden før session og havde taget krykkerne med, selvom han i dag er lidt i tvivl om han stadig havde brug for dem på det tidspunkt. Derfor fik han også et stempel med ”måske egnet”, hvilket han var meget tilfreds med.

Begge fortæller, at de var blevet militærnægtere, hvis de havde trukket et lavt nummer.

Et folkeligt rum

Både Christian og Kasper mener, at teateret kan være et sted, der kan være med til at skabe forandring videre ud i samfundet.

– Teaterrummet er et folkeligt rum, hvor der både skal være plads til at koble hjernen fra og blive underholdt, og der skal være plads til, at man bliver rørt og forlader rummet med en klump i halsen. Så skal der også være plads til, at man får et los i røven, og måske skifter bank, fordi man kan se, at man kan gøre noget, der ændrer ens eget liv eller noget i samfundet, afslutter Christian.