Mælk i blodet

tekst tiNNA FEiFEr MøLLEr | foto ANNE Brix | advertorial

Med lukkede øjne mindes jeg tilbage til min barndom, hvor jeg står med min lillesøster og forældre på Aabybro Mejeri, mens “ostemanden” langer en tyk skive ost henover disken. – Har I også lyst til at smage?, siger den lidt buttede, ældre mand på godt vendelbo. For mig og min søster var det at komme på Aabybro Mejeri noget helt særligt. Det var som at træde ind i en anden tidsalder, hvor service og godt håndværk var noget, der var en naturlighed. Og vi elskede at smage på de forskellige oste

Nu sidder jeg, 30 år senere, med ejeren af Aabybro Mejeri, N. H. Lindhardt, og får en snak om hvad det egentlig er, der gør mejeriet til noget helt specielt. Lindhardt er samtidig søn af den lidt ældre, buttede ostemand, som jeg så klart husker fra min barndom. Anker hed han. Anker overtog Aabybro mejeri i 1968 sammen med sin nu afdøde kone Ingeborg, hvor produktionen hovedsageligt bestod af smør og oste helt frem til 1989.

– Så kom der et nyt produkt på markedet… Kærgården hed det. Det ødelagde fuldstændig grundlaget for Aabybro Mejeri, fordi vi ikke længere kunne sælge vores smør i samme omfang, forklarer Lindhardt.

– Min far ringer mig op, og spørger: “Hvad skal vi nu gøre?”, hvorpå jeg svarer: “Hvad med at lave is?”

– Jeg er selv uddannet mejerist, og har rejst verden tynd, og startet mejerier op forskellige steder i verden. Blandt andet har jeg arbejdet på et ismejeri i Island, så jeg har en god ekspertise herfor, og fik derfra ideen om at lave iscreme, forklarer Lindhardt og tilføjer:

– Jeg sagde mit job op hos Arla, og hjalp mine forældre i stedet.

Dette skulle senere vise sig, at produktionen af is var en af nøglerne til den succes mejeriet har den dag i dag.

Der bliver solgt masser af literis, islagkager, portionsanrettede is og energitæt is til sygehusene, alt sammen som det vi kender som Ryå Is. Og siden start 90’erne har tingene udviklet sig, så butikkens hylder også indeholder skønne delikatesser hovedsagligt fra det lokale marked.

Og man må sige, at hvis du er oste-elsker, er der virkelig noget for enhver smag. Er du til en god Fætter Kras, børnevenlig ost eller bløde oste, så er mejeriet et sand slaraffenland.

Sønnen overtager mejeriet

I 1998 overtager N. H. Lindhardt mejeriet efter sine forældre, og sammen med sin kone Alice og deres to drenge, flytter de ind på mejeriet.

– Jeg er jo vokset op her. Mit barndomshjem ligger i samme bygning som mejeriet, så da mine forældre flyttede, overtog vi både mejeriet og privaten, siger Lindhardt. 
Her bor parret indtil 2015, hvor de køber nabogrunden og flytter ind i et nyt træhus.

– I den gamle privat, er der stadig møbler og inventar, som vi ikke kunne nænne at skille os af med. Alt var som da vi forlod det, siger Lindhardt.

Jeg kigger på Lindhardt med en del beundring. Jeg ved jo allerede, hvad han vil sige: “Og så tog vi lige en hurtig beslutning, og lavede en café i privaten – Café Privaten, blev den navngivet.” Og ganske rigtigt.

Lindhardt er bestemt en mand, hvor der ikke er langt fra tanke til handling, og jeg misunder hans gå-på-mod og syn på livet. For ham skal det være sjovt at gå på arbejde, og han har virkelig hjertet med hele vejen igennem. Han blæser på trends, og hvad der er smart i en fart, for som han selv siger:

– Hvis jeg og mine ansatte ikke selv kan lide det, gider jeg heller ikke producere det.

Min snak med Lindhardt foregår i Café Privaten, og jeg føler jeg er på besøg hjemme hos mine bedsteforældre. Det store vitrineskab i spisestuen, malerierne på væggen, radioen der kører i baggrunden, en duft af hjemmebag, og et hjertevarmt personale, får virkelig en til at mindes og føle sig godt tilpas. Man mærker tydeligt Lindhardts forældre, Ingeborg og Anker i det lille hjem.

– Min mor gik meget op i at sylte og bage, så det gør vi også her.

Vi har hyret Jette Bruun, som står for driften i Café Privaten, og hun laver alt fra bunden. Ellers har vi kød og grøntsager fra lokale leverandører, og går meget op i kvaliteten. Og til alt bagværket, er der selvfølgelig rigeligt af vores gammeldags kærnet smør serveret til. Det er både smagen, men også oplevelsen vi vil give vores gæster, siger Lindhardt.

Og hvilken oplevelse

– I skal da lige have en bette rundvisning, siger Lindhardt til mig og fotografen, og vi trisser forventningsfuldt med rundt på matriklen. Her går det op for mig, at Aabybro Mejeri er så meget mere end ost, islagkager og smør.

Næste gang, jeg selv har mine egne børn med ind for at købe ost, så har jeg en dejlig historie, jeg kan fortælle dem. Historien om et mejeri, der går helt tilbage til 1888, da Birkelse Hovedgård opførte det. Det er et historisk fundament med eget mejerimuseum, gamle biler, smuk natur direkte ned til Ryå, og alt sammen bakket op af ildsjælen N. H. Lindhardt og sin kone Alice. En mand, som går op i velgørenhed, at gøre mennesker glade, og ikke mindst i sit håndværk som mejerist. Og da jeg spørger ham, om der da overhovedet er noget den mand ikke har prøvet, svarer han med et glimt i øjet:

– Ja, jeg har aldrig malket en ko.

mejerilogo