Kunsten at leve i, af og med naturen

tekst & foto MARIA ELLERMANN

– Fortalt i små papirklip

I en verden af papir har illustrator, forfatter og kunstner Theresa Maria Jessing en unik evne til at formidle meningsfuldheden omkring temaer som økotrend, tid til refleksion og værdien i lavt materielt forbrug

Theresa er allerede kendt af mange, men for noget ganske andet end papir. Theresa Maria Jessing er nemlig ‘Bonderøven’ Frank Erichsens kone og bor på Kastaniegaarden som DR ́s tv-seere har fulgt tæt de seneste 10 år.

APPETIZE er blevet inviteret til Djursland på Kastaniegaarden til en snak med Theresa om alt imellem himmel og jord.

Langbordet er fyldt med igangsatte projekter, arbejdstegninger og kastanjer fra haven. Vi sidder i Theresas charmerende arbejdsværelse. Væggene er klistret til med børnetegninger, som Theresa og Franks søn Johan (10 år) er mesteren bag. Mine øjne dvæler ved en tegning af et skelet. Skelettet er nøje proportioneret og optegnet sirligt med knogler og led. Ud fra leddene står der betegnelser som: glideled, kugleled og drejeled. Et deltaljeret studie af kroppen. Ved siden af skelettet en skoletegning, et portræt af Hitler med et sagligt og tvetydigt Mona Lisa-smil. Det er tydeligt, at der er et ungt, skævt talent med sans for detaljer og udtryk, der slægter sin mor på.

– Ja, han ligner helt sikkert mig. Han har en kæmpe fantasi og stor skabertrang. Han samler hele tiden noget op, og skynder sig op på værelset for at transformere det. Alma (8 år) er lige modsat, og ligner mere Frank. Modig og praktisk, og hun vil gerne være med, når der skal skydes eller slagtes. Hvorimod Johan er mere romantisk og blød. Han knytter sig til dyrene, giver dem navne, og tårnene triller, når der skal slagtes.

Samler du som Johan også din inspiration op ude i haven?

– Min kunst centrerer sig meget omkring naturen, og hvordan vi respektfuld lever med og i den. Der sker så meget inde i mit hoved, så jeg har brug for naturen, at være i for at genvinde fokus og prioritering.

Over Jorden Under

Theresa har netop lanceret en imponerende papirkunstudstilling: Over Jorden Under. Udstillingen skildrer et søskendepars relation, udspillet i hverdagens situationer på en bondegård ude på landet og med tidshorisonten, én dag fra morgen til aften. Skabt i stemningsfulde øjebliksbilleder og mikro deltaljerede scenarier i papir.

– Jeg vil gerne vise de parellel-eksistenser, vi lever i med naturen og dyrene. Så der kan skabes en helhedsforståelse for den verden, vi befinder os i.

Udstillingen kombinerer klassiske sort/hvid illustrationer med tredimensionelle papirobjekter udført i blæk og blyant på akvarelpapir. Theresa fortæller, hvordan hun har brugt forskellige papirkvaliteter. Noget skulle være tykt og bastant andet tyndt og fint, hun har endda hængt noget af papiret på tørresnoren, så det kunne få nogle vindtæsk og give et mere vildt udtryk.

Sammenlagt har det taget Theresa et år at skabe udstillingen. ‘Det var hårdt, men jeg er også enormt stolt af resultatet‘. Hun er derfor spændt på reaktionen – men nu må det kunne, hvad det kan, siger hun smilende.

Kom med indenfor i Theresa fortryllende univers og oplev udstillingen fra 21. september 2018 – 3. marts 2019 på Center for Papirkunst i Hune.

Ikke noget glansbillede

– Men det er ikke noget glansbillede, altid at være sin egen chef. At skulle have alle kasketterne på, kan være opslidende, for det er jo langt fra alle discipliner jeg behersker.

Theresa ser reflekterende ud af vinduet, mens hun krammer sin kaffekop. Siden 2007 har hun drevet virksomheden Sort Lakrids og udgivet flere bøger.

– Illustrationsbranchen er hård i Danmark, og det kan være svært at sælge bøger. Svarene er langsomme og omhyggelige. Men jeg kan ikke være andet end selvstændig, det er iboende i mig. Hendes blik flammer op.

– Jeg har nok altid haft det lidt svært ved at indordne mig efter andres definerede regler og rammer.

Moden var ikke den rigtige vej

– Vi synes, at du er dygtig med en masse potentiale, men du skal lære at sy! Ellers bliver du ikke optaget.

Det var meldingen, da den 22-årige Theresa, søgte ind på Koldings Designskole. Juryen, der optog elever, var imponerede over Theresas kreativitet og besluttede sig for at satse på hende, hvis hun lovede at lære at sy.

– Jeg lærte at tråde en maskine, men blev aldrig god til at sy, for jeg synes, det var SÅ forfærdelig kedeligt.

Alt kan lade sig gøre på papiret

– Jeg elskede idéfasen. Alt kan lade sig gøre på papir, men da det kom til eksekveringen, forståelse for stof, syning og tilpasning, ja, så sivede alt lyst og kreativitet ud af mig. Jeg havde ikke sans for stoffer og meget lidt interesse i mode. Egentligt søgte jeg nok ind på modelinien, da jeg elskede at klæde mig på i forskellige stilarter, siger hun og ryster på hovedet. Hun holdt dog meget af skolen, men var landet på den forkerte hylde. Alle mine klassekammerater var fremme i skoene, vidste hvad de ville, og var meget dygtigere end mig. Lærerne så min frustration, og lod mig helt utraditionelt kombinere tekstil- og modeuddannelsen, hvilket jeg var taknemmelig for.

Ulempen ved at hoppe mellem fagene var dog, at hun ikke kunne indstilles til en bachelor.

– Så da jeg var færdig, stod jeg uden papirer.

Den skarpe streg

Men hun lod sig ikke kue. Skabertrangen var intakt og ivrig efter at komme videre. Under sit ophold på Kolding Designskole havde Theresa fundet sin naturlige lyst til at fortælle gennem illustrationen. I flere år havde hun været inspireret og tiltrukket af børnebogsillustratoren Dorte Karrebæks hånd. Derfor kontaktede Theresa hende, og spurgte om hun kunne være interesseret i at blive hendes mentor.

– Jeg har nok altid været meget direkte. Hvis jeg møder folk, der interesserer mig, tager jeg gerne kontakten, og jeg er også af den opfattelse, at hvis man brænder igennem, og tager sig selv seriøst, så vil folk også gerne hjælpe, hvor de kan.

Ny linie. Ny start

Og Dorte ville gerne hjælpe den unge Theresa med at få en skarpere streg. Dorte boede på det tidspunkt i Spanien, så de aftalte, at hun ville sende Theresa opgaver via mail, som hun så ville give kritik på. På et tidspunkt mødtes de i København, hvor Dorte tog Theresa med på indkøbstur. Fyldte kurven med godt tegnegrej, maling og andre remedjer – og betalte for det. Det forpligtede.

– Nu tager du dig sammen, formanede Dorte. Fra nu af går du til croquis og dedikerer dig til at blive optaget på Kolding Designskoles Illustrationslinie. Og det blev hun. Samme skole. Ny optagelsesprøve. Ny linie. Ny start.

Theresa var taknemmelig for alt, hvad Dorte havde hjulpet hende med, at finde i sig selv. Skolen blev desværre bare igen en følelse af, ikke at være det rigtige sted.

– Jeg mødte hurtigt den velkendte frustration. Denne gang over, at der i min optik var alt for få konkrete tegneøvelser og ditto undervisning. Meget var computerprogramlære og opgaveskrivning. Jeg var der for at lære det basale i at tegne! Ikke sidde ved en computer og gøre det, jeg ikke endnu kunne på et stykke papir. Jeg havde fået blod på tanden til at skulle ud og virke.

Det blev startskuddet til hendes selvstændige karriere som forfatter, illustrator og kunstner i virksomheden Sort Lakrids.

Ude foran vinduet står hesten Solvej og græsser løs ved huset, for sådan er det her på Kastaniegaarden. Dyrene går frit. Hest, gæs, høns, kat og hund lever side om side. Den hvalpede formel1 labrador, er ved at lære at holde afstand til de oppustede gaser, der som en anden baggårdsbande regerer i gården, jeg fik også lige et hvæs med på vejen.

– De skal altså ikke blive alt for aggressive, siger Theresa. – Man skal gå med hurtige skridt mod dem, så fører man dem, hvis man går for langsomt mod dem, kan de godt finde på at jage dig.

Jeg holder dermed lidt behørig afstand, da jeg ikke helt ved, om jeg har samme autoritet som Theresa. Men de er godt værn mod uvedkommende.

Bagsiden af succesen

Har I mange problemer med uvedkommende? Theresa trækker på skuldrene.

-Jeg synes, der er mange, der går over min og Franks grænser ved at parkere udenfor og stå og filme ind i haven. Vi har måttet lukke af for den oprindelige nedkørsel, da den i sin tid ledte lige ned til foran husdøren. Det forhindrer ikke folk i stadig, at køre ned i gårdspladsen, men nu er der en større afstand til huset vi bor i, og det giver lidt mere tid til at overveje, om de skal stige ud, eller om det virker for privat. Derudover har de plantet en del frugttræer og nøddebuske ud til hovedvejen, da folk kører langsomt forbi og filmer.

– Der er ting vi ikke gør længere. Jeg vil for eksempel ikke længere ligge topløs i haven og tage sol. I tilfælde af, at der skulle være nogen som filmer og fotograferer – det er før sket.

Er det bagsiden af den succes, som Frank har med Bonderøven. At jeres frihed ikke er helt fri?

-Ja, det er da lidt et paradoks, siger Theresa vedkendende. Alt har konsekvenser, og det her er så nogle af de, som følger med i vores situation – men jeg synes, det er ærgeligt. Men sådan har det været i varierende grad igennem stort set hele vores forhold.

– Jeg så selv Frank på tv, og blev dybt fascineret af hans værdier og livssyn. Jeg fandt efterfølgende hans mobilnummer og startede med at stille nysgerrige spørgsmål af praktisk karakter. Theresa fik efter en tids korrespondance overbevist Frank om, at de skulle mødes. Spændt tog hun bussen fra Aarhus til Djursland med morgenbrød under armen, og trådte for første gang ind over dørtrinnet på Kastaniegaarden.

– Nogen ville nok synes, at stedet var lidt en bid at gabe over, men for mig var det bare et eventyr, og jeg var fra første øjekast helt vild med stedet. ‘Bonderøven’ startede på DR2 et år efter, at de blev kærester og hurtigt blev Frank TV-darling.

– Heldigvis er folkene fra lokalområdet som de altid har været omkring os, vi har ikke særstatus – og det skal vi heller ikke have. Vi er en del af flokken, som driver landbrug – dog efter vores egen devise. Det er det gode ved at bo helt herude på Djursland. Vi afholder os dog fra, at tage for meget ud, som firkløver offentligt. Børnene kan godt blive overvældet eller forvirrede over den særlige interesse, de bliver udvist. Vi tog dem for nyligt med til åbningen af min kunstudstilling. Jeg vidste, at det ville være som at entrere løvens hule. Vi havde på forhånd aftalt med Karen Bit Vejle, som ejer Centret, at vi måske gik lidt tidligere. Alt i alt, gik det fint, og det var en god oplevelse for os, men til sidst blev det dog nok, især for Alma, der ikke kunne overskue mere kindknibning og klappen på hår, af folk hun ikke kendte. Vi er bevidste om, at børnene ikke har valgt tv-programmerne, og det som følger med succesen omkring dem. Derfor er det især vigtigt, at de bliver skærmet for den opmærksomhed, der følger med, og at de har et hjem, som er totalt fredet og privat – og den ramme forsøger vi at give dem.

Vi laver så meget vi kan selv

– Er det ikke nogle gange for stille herude?

Theresa åbner lågen til køkkenhaven.

-For stille? jeg synes aldrig her er stille. Jeg drømmer faktisk om mere stilhed. Om et lille hus langt inde i skoven, jeg kan søge eksil i, siger hun drømmende og ser ud over markerne, der omkranser gården. Theresa går i i gang med at grave porrer og gulerødder op til aftenens fællesspisning med naboerne.

– Jeg skal lave forårsruller, det er en god måde at få flere grøntsager i børnene.

Laver du alt maden selv til hverdag?

-Så meget som muligt, men jeg køber bl.a. fillodejen til forårsrullerne, den dej har jeg ikke rigtig remedierne til at lave, men vi er på ingen måde fanatiske, så vi handler, det vi har brug for.

Fanatiske bliver vi aldrig

Det kan dog godt være svært at have lyst til milkshake fra MacDonalds, når man hedder Frank ‘Bonderøven’ Erichsen. Det blev sidste tur i drive in ́en for snart ti år siden. På en tur hjem fra Sjælland svinger Frank indenom en drive-in MacDonalds, for at få en milkshake, og SNAP, så er der en, som har taget et foto af ham og lagt det på sociale medier. Snart indeholder kommentarsporet ord som `hykler ́.

– Vi er på ingen måde fanatiske, siger Theresa grinende. De gør selv, hvad der er muligt, sjovt, interessant, og det som der ligger en undersøgelse i, men de er ikke ekstreme, på ingen måde. Theresa forstår godt, at folk har en holdning og forventning til dem, når de er i medierne, men er noget paf over hvor meget folk blander sig helt konkret.

– Folk kigger ned i min indkøbskurv, når jeg handler og kommenterer det de ser, eller skriver til mig, hvis de synes jeg gør noget, i deres op- tik, forkert. Det er noget underligt noget at bruge sin tid på – siger hun med favnen fuld af grøntsager.

– Jeg havde lånt en bæresele til Johan, da han var spæd, efter en venindes råd, hvilket fungerede rigtig godt for mig, da jeg genvandt mine armes brug. Så blev jeg kontaktet af en forening og flere private, hvoraf nogen kritiserede mit uansvarlige valg og sendte mig slynger og vikler. De mente det valg, jeg havde truffet, kunne skade mit barns fysiske udvikling. Som førstegangsmor var alt nyt, så jeg forsøgte mig med en af de tilsendte – og velmenende – slynger, men jeg følte mig utryg ved at bruge den, og det fungerede overhovedet ikke for hverken Johan eller mig. Jeg måtte derfor gå tilbage til den oprindelige løsning. Idag kan Johan da både gå og slå kolbøtter klatre i træer, som alle andre – så det gik! Viklerne forærede jeg videre til interesserede veninder – så de er derude i omløb, og gør andre mødre og børn glade.

Fakta om Theresa Maria Jessing

Alder 37 år
Opvokset i Agersted i Nordjylland
Familie Gift med Frank ‘Bonderøven’ Erichsen
Sammen har de børnene Alma (8 år) og Johan (10)
Karriere Forfatter, illustrator og kunstner.
Bor på Kastaniegaarden på Djursland, hvorfra hun driver sin virksomhed Sort Lakrids

Instagram: @sortillustration
sortlakrids.dk
Aktuel med udstillingen: Over Jorden Under
På Center for Papirkunst i Hune.
Vises i perioden 21. september 2018 – 3. marts 2019