Kulturen er en vitaminindsprøjtning

Tekst & Foto Christina Svendsen

Mit happy place - til filmfestival i London

I hvert fald for mig. Lige så længe jeg kan huske, så har historierne i bøger og på film været en essentiel del af mit liv. Da jeg først fandt vej til biblioteket brugte jeg timer på at drømme mig væk til fremmede verdener og fandt en stor glæde i at kunne rejse for nybyggernes USA (Det lille hus på prærien) og direkte videre til en hestepiges drøm (Den sorte hingst).

At læse udvidede min barnehorisont og førte til at jeg gjorde en karriere ud af det, og fik en kandidat i litteraturhistorie. Glæden ved bøger blev hurtigt udvidet til også at elske det store lærred i biografen. Her kunne man putte sig i biografens mørke og være prinsesse under vandet, komme på besøg i verdens første dinosaurpark og blive gode venner med en fremtidig elefant-regent (Barbar). Efter et par timer kunne man danse ud af biografen igen, helt opfyld af indtryk.

Længe var det et supplement til et lykkeligt børneliv, men som gammel teenager oplevede jeg hvordan bøgerne også kunne give frihed fra svære oplevelser. Her var jeg igennem sygdomsforløb med et par indlæggelser på sygehuset som følge og oplevede for første gang, hvor rart det kunne være at lade hverdagen passe sig selv og i stedet besøge Harry Potter på Hogwarts og følge Frodo Baggins på hans lange rejse for at ødelægge ringen og redde verden.

Litteratur som medicin

Litteraturen blev min medicin, som gjorde lange kedelige dage lettere at komme igennem og hvis Harry og Frodo kunne klare skærene, så kunne jeg nok også. I en alder af 33 år, så besøger jeg til tider stadig de to bøger, som stadig giver mig samme glade følelse i maven, som de gjorde for 15 år siden.

Siden da er der kommet flere favoritter til, både serier, bøger og film, som jeg besøger når livet bliver for travlt, hårdt eller man bare gerne vil underholdes. For det er nemlig det som kulturen kan og skal. Den skal kunne relatere sig vores eget liv, lige meget om det er lav- eller højkultur. Vi skal blive bevægede, lære nyt om os selv og vi skal underholdes.

1 Comment

  1. Jeg er helt enig; alt starter med ens indre fantasi og forestillingsevne. Og det er nok pga. bøgerne at Aalborg Teater, Nordkraft, Kunsten og bibliotekets bogudsalg er nogle af byens bedste steder i min bog – selv Zoo fortæller en historie, på sin egen måde. Alt kultur, litterstur, musik og kunst starter med nysgerrighed.
    Selv læser jeg stadig Harry Potter serien og Det Lille Hus På Prærien, en gang om året, ligeså vel som Astrid Lindgrens jul skal frem snart. Det bliver jeg vist aldrig for gammel til.
    Så jo, de børnebogsforfattere der, dem har jeg en del at takke for 😀

    – A

Kommentarerne er lukkede.