Kreativiteten finder vej

Reklame | FOKUS Folkeoplysning

Selvom vi efterhånden har bygget et system, hvor effektiviseringer er blevet hverdag, og der er større og større krav om resultater på bundlinjen, findes der stadig kreative åndehuller. Steder hvor det er et krav at trække vejret en ekstra gang, og hvor der er plads til at vejlede dem, der ikke lige passer ned i den form, samfundet har stillet op

Daghøjskolen FOKUS er et af de åndehuller, hvor både unge og voksne får den nødvendige tid til at udfolde sig og finde en vej videre ud i job og uddannelse. Et af de forløb daghøjskolen udbyder, er Kreativitet og Vækst. Det er et aktiveringsprojekt for sårbare unge bosat i Aalborg Kommune. Målgruppen vil gerne arbejde kreativt, men de har ofte udfordringer som introverthed, angst eller andet. Derfor arbejder de unge sammen med undervisere og vejledere på at finde mod til at turde, til at blive inspirerede og til at give og modtage anerkendelse gennem kreative processer i det innovative værkstedsmiljø.

Brobygger

Der er knyttet dygtige medarbejdere til projektet. En af dem er vejleder Tina Muusholm, som guider de unge i at mestre tankemylder, skabe struktur i hverdagen og kommunikere deres budskaber. Hendes job er også at hjælpe med at bygge bro fra den enkeltes evner og fremtidsdrømme til det rigtige valg af uddannelse eller job. I Daghøjskolen FOKUS arbejder de med at omfavne de forventninger, som mange unge har til, hvad de skal præstere. Tanker der ofte spænder ben for kreativiteten og evnen til at tro nok på sig selv til at gennemføre en uddannelse eller trives i et arbejde. Konkret handler de kreative forløb i daghøjskolen om at skabe positive selvbilleder, fremtidsoptimisme og evnen til at sige ”pyt”, når noget ikke lykkes. De fleste kender følelsen af, når evnerne ikke rammer samme niveau som den idé, man har i hovedet. Hvordan lærer man så at acceptere, at resultatet kan blive noget andet, der er lige så godt? Og at ens evner ikke kun måles efter resultatet, men efter den udvikling, man har haft i processen? Det lærer man ved at arbejde kreativt og procesorienteret i et fællesskab.

Cool portrætter

Et af de fælles projekter er Vi På Vrangen, hvor de unge har produceret
et nyt T-shirt brand. Her har de taget fotoportrætter af byens hjemløse, fortolket dem til stregtegninger og trykt dem på T-shirts og muleposer, som sælges via gruppens egen webshop. De unge får erfaring med projektstyring fra A til Z, fordi de har haft hænderne nede i hele processen med serigrafiske tryk, bearbejdning af fotos, salg, regnskab og lager. Men de arbejder også med tegning, maling og keramik og opbygger gradvist en stor viden om kunst og kultur. De kreative processer bliver et redskab til personlig udvikling og erfaring. Erfaringer som i sidste ende viser vejen til alle former for opgaveløsning og giver overblik og tillid til egne evner. Erfaringer som også gerne skulle gøre det nemmere at fastholde et fremtidigt job eller en uddannelse, hvilket jo er det ultimative håb for deltagerne.

– Det er det fedeste, at du kan se nogle mennesker lykkes med at lave kreative aktiviteter i et fællesskab, og at dét gør, de kommer videre. Nogle af dem ser sig selv som stagneret, de har gemt sig og har været ensomme. Igennem det kreative får de øjnene op for, at de har nogle kvaliteter, som de kan byde ind med i vores samfund. Nogle af dem har talenter som rækker vidt. Vi skal lade talenterne blomstre, udfordre dem og give dem plads i vores samfund. Vi har et samfund, der til en vis grad er bygget op om, at vi skal passe ind i uddannelsesmæssige termer og jobs. Det kan man også sagtens gøre, selvom man er kreativ. Så derfor må vi bare aldrig lukke ned for kreativiteten hos mennesker i vores stræben efter effektivisering og ensretning, for så går alt i stå, fortæller Søren Mortensen, der er leder af Daghøjskolen FOKUS.

Endelig selvforsørgende

Daghøjskolen FOKUS udbyder fire kreative forløb; Kreativitet og Vækst, Talentspejlet, Kunstskolen og Designskolen. Tre af de unge som har været igennem de forløb på Daghøjskolen er Fie, Martin og Nikolai. Martin er en af de nylige succeshistorier. Han faldt tilfældigt over et lærred og lidt maling og kunne lide det, så han er fortsat lige siden. Før han kom til daghøjskolen, havde han været på andre aktiveringsforløb via kommunen, men ikke fundet noget, han var helt glad for. Derfor sprang han til, da socialrådgiveren foreslog Kreativitet og Vækst. Her fandt han motivationen til at satse på maleriet. Forløbet byggede bro til en praktikplads på Aalborgmuseet KUNSTEN og videre til fast arbejde samme sted. Martin er i dag selvforsørgende og nyder at være uafhængig af offentlige ydelser.

– Det er fantastisk! Lige da jeg kom ud, mærkede jeg en frihed, som jeg ikke har haft i mange år, fordi det lidt har føltes som et fængsel, der har ligget over én, fortæller Martin.

Maleriet er også blevet et redskab til at finde ro i hverdagen, det er et frirum. Martin nævner, at han føler sig mindre frustreret, når han har stået med en pensel i hånden.

Nye veje

Fie er en anden deltager, der har fundet den rette vej via forløbet. Hun har netop søgt ind på uddannelsen som grafisk tekniker og har indset, at hendes kreativitet kan udnyttes som en ressource til løse de opgaver, hun møder. Egentlig havde Fie en plan om, at hun skulle søge ind på et af kunstakademierne. Men hun kom frem til, at hun ikke ville trives i det ustrukturerede miljø efter hun sammen med aktiveringsforløbet havde besøgt en af skolerne. Nu arbejder hun i stedet hen imod at blive Concept Artist.

I modsætning til de to andre har Nikolai ikke tegnet så længe. Faktisk har han kun tegnet i 2 år, men det kan man bestemt ikke se på hans værker, hvor han allerede har sin helt egen stil. Der er mange geometriske former og lige linjer, så vejleder Tina fortæller med et skælmsk blik, at hun har sat ham nogle opgaver, hvor han skulle tegne udenfor stregerne og afgive lidt kontrol. Det var bestemt ikke noget Nikolai synes var sjovt, så han fandt en genvej, så der stadig var orden i sagerne.

Hvis man skal dømme ud fra disse tre unge kunstnere, gemmer der sig mennesker med kæmpe talenter. Det kræver bare, at de rigtige kreative initiativer at hjælpe dem frem i lyset.