Kræft giver klarsyn

Tekst perA | Foto Helle Thorngaard Jessen

Vi gør det alle sammen. Brokker lidt, bare for en sikkerheds skyld. Hvis ikke det er vejret, så er det genudsendelserne på TV, eller at vores favorithold flopper på banen. Ja, og tænk sig – nede ved købmanden er de ikke hurtige nok til at åbne kasse 2, når det passer lige præcis DIG. For slet ikke at tale om de skide fotovogne. Og alle, er det jo store og vigtige emner, der kan være altafgørende for, om vi har et lykkeligt liv. NOT.

Vi må heller ikke glemme chefen, der måske ikke få øje på det store potentiale vi besidder, og det udløser en skidtspand til partneren derhjemme, alle hverdage ca. klokken 16.30. Det samme hver dag. Vanebrok er forstadiet til at gå i offerrollen, og ingen, der tager det fjæs på, har nogensinde været smukke på billeder.

Og et typisk træk ved dem, der pylrer, er, at de har meget energi til at vedligeholde utilfredsheden, mens der intet drivmiddel er i tanken, når det kommer til at gøre noget ved det. Handling ligger ikke lige for.

Ved du hvornår du skal dø?

Ingen kan jo svare på det spørgsmål, men de fleste lever som om de, som minimum, opnår gennemsnitsalderen her i landet, og vejen dertil er belagt med højt smørrebrød, skummende fadøl, hindbærsnitter og hygge – imens vi med militær præcision deler smukke øjeblikke fra vores liv på facebook.

Nederlagene, vasketøjet og det næsten tomme køleskab – hvor et karton mælk og en omtrent tom ketchupflaske er eneste tilstedeværende objekter – gemmes væk. Ligesom 02 og 4 på børnenes karakterskala ikke er godt nok til at blive luftet på mors og fars væg.

Vi navigerer efter, hvad vi tror der er vigtigt i livet, både for at tilfredsstille os selv, men også vores omgivelser.

Perspektiv er en fin lyskilde

Her kommer kræften så ind i historien. Det kunne også være en anden kritisk sygdom eller en stor livsomvæltning, hvor der sker noget i eller tæt på dig, som du ikke har haft indflydelse på, men hvor du nu er nødt til at forholde dig til dit fremtidige liv.

Og de døre du får mulighed for at gå ind ad herfra, bliver nu overvejet en ekstra gang. For det, der er på den anden side, skal give mening. Vi kommer i tanke om, at fotovogne og en håbløs linievogter ude på stadion, måske ikke er selve essensen i livet. Og chefen? Fuck ham – der er andre skorstene, der ryger.

Livet leves i nutid

Tid er pludselig blevet en eftertragtet vare, som vi nu erkender, at vi ikke har kontrol over eller ejer. Livet kan slutte, før vi selv finder det rimeligt, og det skærper sanserne. Mens vi kæmper for det satans liv, skal vi kunne sige farvel til den form og de farver, vi troede det havde, ellers kan vi ikke komme i gang med at leve det liv, der nu venter. Og overraskende nok, så er der ofte en gave i det.

 Tiden er egentlig ikke så svær at forstå – den gør jo det samme hver dag, endda over hele verden. Og alligevel forstår vi kun vanskeligt, at vores tid er lånt. Vi kan ikke leve i fortiden eller i fremtiden. Kun nuet eksisterer.

Tik-tak – uret går, og det der er brugt, kommer aldrig tilbage. Er du ikke helt i vater i dit liv, kan vi jo lave en aftale om, at du flytter dig og dit liv derhen, hvor du gerne vil være. Nu. Eller er du én af dem, der tøver?

Hvorfor gør du det ikke bare – og hvad ville eventuelt forhindre dig i at gøre det?

Lev dit liv lige nu og her, og som du ønsker at leve det. Hvornår skal du ellers få tid og mulighed til at gøre det?

perA