Kommunen møder borgerne over valgflæsk

Som det første af mange eventsamarbejder mellem FOKUS og APPETIZE, hvor aktuelle mennesker bliver sat i stævne om, hvad der foregår i samfundet, kunne dørene d. 11. oktober åbnes op for arrangementet Meninger, Mandater og Moderne Valgflæsk. Her fik et par modige kommunalpolitikere mulighed for at stille spørgsmål til lokale meningsdannere og diskutere, hvordan kommunen møder borgerne og fremmer iværksætteri og beskæftigelse i Aalborg

Den socialøkonomiske virksomhed Kaffefair i Sundheds- og Kvarterhuset i Aalborg Øst husede arrangementet, hvor der undervejs blev serveret stegt flæsk og kartofler fra Egholm Folkefarm. Der var hyggelig stemning aftenen igennem med et engageret publikum, der også fik stillet en masse spørgsmål og bidrog til at fremme en god debat.

Her følger nogle brudstykker af aftenens diskussioner.

Tilbage til livet

Første time af arrangementet bestod i, at 1. viceborgmester Daniel Nyboe Andersen stillede spørgsmål dels til Josefine Passer, journalist og klummeskribent på Appetize, dels til Mikkel Salling Holmgaard, stifter af The Back to Life Project, om hvordan Aalborg Kommune bedst møder og hjælper borgeren.

Som det første spørger Nyboe efter Holmgaards baggrund for at starte The Back to life Project, der yder praktisk støtte til rehabilitering af borgere, som har lidt en fysisk skade. Holmgaard fortæller om sin egen oplevelse med som 19-årig at lide en skade af en så unik karakter, at kommunen ikke havde et tilbud, der passede ham.

– Jeg tror, jeg blev mødt rigtig meget af det her med, at ”Du må da hade systemet fuldstændigt!”, og det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg synes, vi i Danmark har et fuldstændig fantastisk system om ikke andet i intentionerne, fortæller Holmgaard.

– Jeg blev mødt af en kommune, der gerne ville prøve at stille et tilbud op til mig – de havde det bare ikke.

Han besluttede sig for at vende tilbage til skole igen efter blot sytten dages sygemelding og arbejdede på sin rehabilitering uafhængigt af kommunen og systemet, som han valgte fra.

– Det var ikke sådan, at jeg stoppede med at blive dansker og skulle aflevere mit pas – det var ikke på den måde! Folk var stadig rigtig flinke, men jeg modtog faktisk aldrig penge eller hjælp fra Aalborg Kommune. Jeg valgte faktisk at gå hele vejen udenom det.

Det skal være en oase, ikke en jagtzone

Som det næste spurgte Nyboe ind til Passers erfaring med systemet. Passer stiftede bekendtskab med det for første gang under krise-Danmark, hvor hun ønskede at få arbejde på et reklamebureau, hvilket hun mødte udfordringer med.

Hun fik en god jobkonsulent, men blev introduceret for et omfattende system. Hun prøver at gengive et møde med jobkonsulenten.

– ”Ja, jeg kan se, vi har nogle paragraffer, og vi kan gøre sådan og sådan, men du skal have gået hjemme så og så lang tid, for at vi må kalde dig ind til næste samtale, og så skal du gå endnu i nogle måneder, og hvis du så har gået i X antal måneder, så kan du få lov til at møde en, der eventuelt kan noget.” og jeg sidder der og tænker ”Hvad skal jeg gøre for at få dit job?” fortæller Passer.

Hun advarer mod tonen i samfundet, og hvordan kommunen møder borgerne.

– Det må ikke blive en jagtzone. Det skulle gerne være en oase, hvor folk kommer ind og føler, at de bliver hjulpet, og derfor synes jeg, at tonen er vigtig, og så skal de også have evnerne, og det betyder også, at mange af de her konsulenter og sådan nogle, de skal ud og skabe noget netværk, så de også har noget at tilbyde.

Passer så gerne, at kommunen gjorde mere for at møde folk udenfor kontorerne og være sammen med borgerne.

– Kom ud når solen skinner! Gå en tur ved fjorden i stedet for! Walk and talk! Skab nogle rum i huset, der kun er til gode oplevelser. Så skaber man altså også nogle borgere, som pludselig siger, ”Hey, der er nogle, der virkelig gerne vil hjælpe mig!”

Først bliver brevene skrevet, siden bliver de oversat

Tonen i samfundet bliver et omdrejningspunkt for diskussion. Holmgaard kommenterer på succesen i The Back to Life Project i forhold til den måde, man omgås hinanden på.

– Jeg tror, at vi på vores projekt er rigtig gode til at bryde den formelle distance, der er. Vi er på krammere, vi er på fornavn, og vi bliver bedste venner. Vi bliver alle de her ting i vores arbejde, så der tror jeg helt sikkert, der er noget omkring tonen, fortæller han.

For Passer ligger der en problematik i indholdet af skrivelser fra det offentlige, hvor sproget efter hendes opfattelse er for Djøf-agtigt.

– Og det skal det ikke være. Det skal være menneskeligt. Og med de breve, der bliver sendt ud; Der er mange, der ikke forstår, hvad der overhovedet står i de her breve, pointerer hun.

Nyboe bider mærke i omtalen brevene og nævner et kommunalt tiltag, der hurtigt får latteren til at brede sig på Kaffefair.

– Et symptom på det, som i begge to fortæller med folk, der har svært ved at læse deres breve over tiden: Vi har faktisk haft flere projekter og har også projekter nu, hvor en del af det er, at vi rent faktisk har kommunale medhjælpere ansat rundt omkring til at hjælpe konkrete befolkningsgrupper med at læse deres breve, fortæller han.

– Det er jo fuldkommen sindssygt! udbryder Passer.

– Du har fuldstændig ret. Det er også derfor, at jeg nævner det som et symptom. Er det ikke fantastisk? Vi har først har nogen til at skrive nogle breve, og derefter har vi nogen anden til at oversætte dem og få folk ned på kommunen, fortæller Nyboe.

Et sted til de skæve profiler

Senere på aftenen fulgte anden runde, hvor det denne gang var borgmester Thomas Kastrup-Larsen, der skulle snakke iværksætteri med Kathrine Skovsgaard fra By Skovsgaard og Sven Buch, der er udviklingschef i Himmerland Boligforening.

Talen kommer hurtigt ind på det nu hedengangne iværksættermiljø Byens Rum, der havde til huse på østre Havnegade, og som lukkede ned 31. april. Skovsgaard var formand for Byens Rum, der skulle rumme ”de skæve” eller ”de kreative” profiler, hvilket Skovsgaard understreger ikke skal forveksles med noget alternativt.

– Det var et seriøst erhvervshus, og mange af virksomhederne, som også lever til dels i dag, de havde været i gang i mange årtier, fortæller hun.

– Vi havde virkelig alt. I en sæson havde vi møbelsnedkere i et lokale. En halv sæson senere var det to modedesignere og en keramiker – så fik vi lige pludselig en stor, kæmpe ovn ind, og ved siden af var der så graffitimalere, og så rykkede de lokale kaffedrenge ind med deres kaffebar, og så ville de til at lave kaffe.

Skovsgaard erfarede i sin tid, at de fleste af virksomhederne i iværksættermiljøet ikke følte sig godt nok rådgivet af Aalborg Kommunes Erhvervsafdeling, der ikke kunne tage stilling til de typer virksomheder, der henvendte sig fra Byens Rum.

– De oplevede decideret, at det var waste of time. Der sad aldrig nogen, der i uanset hvad felt, det var – fordi det ikke var det firkantede felt – der kunne vejlede dem, og det er jo vanvittigt, at vi har et erhvervscenter, som bare siger: ”Det er kreativt; det forstår vi os ikke på,” for hvad fanden er kreativt? Det er så alt det andet.

Et dårligt brand

Kastrup-Larsen kunne tidligere på aftenen nævne, at Aalborg Kommunes erhvervsråd har afsat en del midler, bl.a. til et iværksætterhus. Han spørger Skovsgaard om, hvad hendes oplæg ville være til, hvad huset skulle indeholde.

Hun giver først sin prognose for, om huset vil gøre nogen forskel.

– Det bliver ikke bedre, Thomas. Når jeg laver rundspørgen i miljøet i forhold til, hvad det reelle behov er, så er behovet for det meste, at man finder nogen i øjenhøjde, der kan hjælpe en videre, siger Skovsgaard.

Da borgmesteren senere spørger ind til, hvad der så kan gøres for at fremme iværksætteri, lyder Skovsgaards respons:

– Jeg tænker i hvert fald, at på baggrund af de erfaringer, vi har med Byens rum, så er opskriften: giv nogle rammer til nogle mennesker, som i forvejen drømmer om at vækste og gøre noget. 1/10 vil komme og sige, ”Er jeg god nok? Må jeg gerne have lov at være en del af det her?” Folk kommer med en ydmyg indstilling. ”Hold da kæft, hvor er jeg beæret over, at jeg får adgang til det her!” Så folk vil værne om noget, fordi man får lov at skabe sit eget miljø. Det gør du ikke, hvis det er kommunalt.

– Så kommunen skal faktisk holde sig væk? spørger Kastrup- Larsen.

– Ja, det tror jeg. Jeg tror, det er ligesom et dårligt brand, svarer Skovsgaard.

Latteren runger fra publikum og efterfølges af en klapsalve.

Huse, der skal rumme fremtiden

Buch fra Himmerland Boligforening kan godt se berettigelsen af steder som Byens Rum.

– Det med at have en befolkning i Aalborg og nogle mennesker og nogle miljøer, der vil noget, det er én ting. Men en anden ting det er også at finde de rigtige steder og miljøer at udfolde sig i, og det er så lykkedes i en periode i Byens Rum, mens det var der, siger han.

Himmerland Boligforening er netop i gang med et renoveringsprojekt i Aalborg Øst, hvor man blandt andet ønsker at skabe et interessefællesskab omkring selvstændigt arbejde blandt beboere på Fyrkildevej. Buch svarer på Kastrup-Larsens spørgsmål om, hvad boligforeningen håber på kommer op at stå.

– Det er jo lidt a la Byens Rum, men bare med udgangspunkt i de miljøer, hvor man ved, at her sker der noget; Her bor der nogle mennesker, som beskæftiger sig med kreativ virksomhed i et eller andet omfang, svarer Buch.

– De kan hjælpe hinanden, understøtte hinanden samtidig med, at det miljø også er i kontakt med de øvrige beboere.

– Det er jo vigtigt at sige, når man laver almen bolig, at vi laver jo boliger for alle, så man skal ikke være iværksætter for at blive boende.

Han kommenterer i den anledning på den fremtid, unge går i møde rent arbejdsmæssigt.

– Der er ingen tvivl om, når du kigger frem, at de børn, der vokser op nu i Aalborg Øst, de skal vænne sig til et arbejdsliv, hvor man i nogle perioder vil være lønmodtager, i andre perioder vil man være iværksætter. Det tror jeg bliver et issue.