– Og skal nu heeeelt ned igen.
Mens der har været fuld run på denne sommer, har alle omkring mig sagt ”Husk nu og pas på dig selv” ”husk nu på dig selv!”- ”Husk nu at sige fra” ”husk nu at holde fri!” Den ene klogere end den anden.
MEN det har ikke været muligt at holde fri, fordi der har været så meget, der skulle afvikles.
Og det har været uden problemer, fordi jeg har haft øje på målet og fundet glæden i det. En stor leg! – nemlig min leg.
Dansestudiet BeYou for voksne er sat i søen, hvor vi er fem kvinder, som har fokus på hver vores stilarter. Her kan den voksne – også helt uerfarende- danse trygt blandt andre, fra salsa, latin, hiphop til fredagsfest samt med mig finde den dybe ro gennem yoga og de dybe vejrtrækninger. Dansestudio på abonnement, hvor du som medlem bestemmer hvilke hold du ønsker, uge for uge.
Waater er netop afviklet. – en våååååd fornøjelse – men skal da love for det var en fed oplevelse at være med bag! Stor respekt til Nichlas, der står bag.
AaMAZE havde 5 års fødselsdag, og vi slog rekorden for medvirkende. Nærmest hundrede navne. Jeg er evig taknemlig for det team, som bare sparker r** -Det vilde er, flere medvirkende allerede har fået tilbudt jobs på baggrund af deres synlighed. Så batter det jo! Halleluja! We really made a difference! – det der behov for at gøre en forskel, jeg omtalte i sidste klumme…
Og nu er det ovre, det hele, sådan cirka. Nu ligger der bare et efterårsprogram, af private-/erhvervsevents, som måske på baggrund af sommerens events, er kommet i hus. Eller måske bare rent tilfældigt er kommet. Hønen og ægget. Hvad kommer egentlig først?… Law of Attraction, they say…
Og nu skal jeg så prøve at holde den der sommerferie, som alle andre har holdt – skal lige finde roen. Og det er så lettere sagt end gjort.
For selvom jeg har fri, så kører hjernen i højt gear. Selvom jeg ikke skal planlægge noget eller afvikle noget, så kører ideerne -især med hensyn til forbedringer. Alt det, man kunne have gjort, man skulle have kørt/sagt/fortalt i stedet for. Kender du det? Det med, at hjernen bliver ved og ved og ved. Selvom du ikke har bedt den om at stoppe. Så kører de der tanker om natten. Du sidder i en samtale med endelig en nær person, og pludselig kører ideerne derudaf, og det er svær koncentrere sig om almindelig samtale. Jeg kan nærmest ikke rumme personens hverdagsproblemer. Det er som om min hjerne ikke kan forstå, hvorfor det er så stort et problem, at der så ikke var mere mælk… Det er her skizofrenen virkelig viser sit ansigt – den autistiske del af mig – der mangler empatien og forståelsen.
– og så kommer næste personlighed: ”Kaptain-evig-kommando” med den dårlige samvittighed, for så er jeg oveni hatten også en ringe veninde nu!
”Har det bivirkninger? At leve et liv i det tempo?”
Næh nej da, hvor får du det fra? (læs: ironi might appear)
At leve – et selvvalgt liv (for det er det til fulde) i noget, nogle betegner, som overhalingsbanen.
…og så sidder man her, efter alt er afviklet, som en flad ballon, og alle spørger: ”er du ikke glad?” ”Er du ikke helt oppe og ringe?” ”Tillykke tillykke etc.”
– og jeg har allermest lyst til at lægge på sofaen, helt uforstyrret – bare være mig.
Jeg er det mest skizofrene menneske, jeg kender. Så social, som jeg ”syner” at være, så meget har jeg egentlig mest lyst til at gå rundt i hyggetøj og bare være.
Det ”at være” er jo det eneste vi ofte ikke kan i det her præstationssamfund, hvor du måles nonstop. – og så er det her, jeg bliver ”Rasmus modsat” – så gider jeg ikke.
Så nu ER jeg bare. – og pssst it feeeeels good!
Jeg glæder mig skam til et halvår, hvor der kan gå planlægning i det – ideer kan formes og mulighederne kan drømmes. – men ligenu, ligenu og her – så ER jeg bare!
– og det har jeg -og du også- vores gode ret til.
Vi skal holde op med at forvente hinanden tilgængelige 24/ 7 – eller kun at tale ”præstationer” såsom work mm, når vi mødes. Vi er mennesker med meget andet indhold.
Det værste jeg ved, er at sidde i en privat sammenhæng og blive afbrudt af en forbigående omkring noget arbejdsrelateret. Eks er jeg ikke ”Kathrine – event”, når jeg står i Føtex og blander frugt. Jeg er heller ikke ”Kathrine-event”, når du møder mig. Jeg er bare mig. En helt almindelig nordjyde, med knolden fyldt af jantelov, som forsøger at balancere mellem erhvervs-liv og privatliv. En balance, som i nogle perioder er pænt skæv, ja tak. Ikke let når ens ”hobby” er blevet ens erhverv. Lige nu drømmer jeg om en verden, hvor præstation er mindre vigtig, og væren er mere. – og det starter hos mig, …and play has been pressed.
