Jæger med livet som ledsager

Vi bevæger os langt væk fra Aalborgs larmende energier i den mørke morgenstund. Ud hvor krat og skov hersker, hvor musvågen helt lydløst holder skarpt øje med sit majestætiske territorie, og bæveren stadig sover i ske med sin kone nede ved den rislende stille å. Det lidt skæve gamle hus ligger der ved åen, så hvidt og fint ved verdens ende og minder mig om brødrene løvehjertes hjem i Nangijala, og indenfor varmer stearinlysene helt ud i mørket, da jægeren kommer os i møde og byder os velkommen til sit hjem

Hans hånd er varm, ergo må han, trods alt, være lavet af kød og blod. Jægersoldater er mytiske i min og mange andres bevidsthed, og dagen inden vi møder Lars Møller, Jæger nr. 200, får disse overnaturlige soldater, af ypperste karat, mig til at tænke på Apache- og Comancheindianere tilbage i den tid, hvor de stadig herskede over de uudtømmelige sletter og bjerge. De fuldkomne krigere i pagt med naturen og i pagt med broderskabet – fyldt med dødsforagt. Derfor var det befriende at sidde i jægerens køkken i duften fra god kaffe og gode energier, og se over på et menneske, der nogle gange med sit smil, grin og strittende morgenhår mest af alt mindede mig om en voksen udgave af dejlige, finurlige Steen fra tegneserien Steen og Stoffer – midt i vores alvorssnak.

Hvilken DNA er man bygget af, når man vælger en levevej, hvor døden er med i rygsækken hver eneste dag?

– Det var jo heller ikke det, jeg skulle. Jeg troede, jeg skulle udfordre mit kreative gen og blive reklametegner eller fotograf! Efter at have aftjent min værnepligt, som ung soldat i Sjællands Livregiment, hvor jeg fandt ud af, at soldaterlivet faktisk var noget, jeg trivedes godt i, og jeg derefter så et lille A4-opslag, hvor der stod ’Søg optagelse som Jægersoldat’, så tænkte jeg, uden helt at vide hvad det helt indebar, ’Der søger jeg ind!’

Pludselig havde den unge københavnerdreng, med det vilde blod strømmende igennem kroppen, skiftet det trygge og forudsigelige forstadsliv ud med den mest hardcore optagelsesproces inden for militæret. En optagelsesprøve der varer seks måneder, og igennem de seks måneder skilles krigerne fra soldaterne. Soldater kæmper med hænder og hjerne. Krigere kæmper med hjerte og sjæl. Lige der ligger den forjættende hemmelighed og forskel.

– En efter en falder de fra. Alle dem der godt kunne tænke sig at blive jægere. Resten bliver drevet helt der ud, hvor kroppen giver op, men viljen fortsætter. Krigeren mod soldaten.

Lars Møller træder igennem den magiske portal og bliver Jæger nummer 200 med hjertet som indsats.

– Det er ikke nok at kunne tænke sig at blive jæger. Så bliver du det aldrig. Det er den menneskelige olie, der skal i spil. Viljen. Jeg VIL være jæger. Jeg KAN. Og jeg TØR.

Vi sidder ved det lange rå træspisebord med det fine musselmalede og sølvbestik. Lars’ mor var porcelænsmaler, hans far var ingeniør og han selv stod ved de store brændeovne på den Kongelige Porcelænsfabrik, imens han ventede på at blive lukket ind i folden som aspirant på Flyvestation Aalborg.

– De første 10 år fløj ganske enkelt afsted! Der var så meget nyt at lære. Hele tiden blive bedre, udfordre hinanden og sig selv, og lige pludselig var klokken blevet ti over ti år! Det var under den kolde krig. Træningen var barsk, hård og uden sidestykke. Jægerne og Frøerne.

På den private front får Lars kæreste og lejlighed i Aalborg, og senere køber han huset, vi sidder i nu. Så venter han ellers på at skulle i krig. Der er masser af vigtige og væsentlige opgaver i indland og udland. Der er konsulentarbejde på Balkan. 1992. Bosnien. Force Protection hvor korpset lærer andre soldater, hvordan de holder sig selv og deres bataljoner i live.

– Men skal vi ikke snart i krig? Måske er ti år også nok. Ti fantastiske år. Rigtig mange jægere stopper der. En god ven foreslår mig et karriereskift for at udnytte alle de kompetencer, jeg har udviklet i korpset. Jeg tager orlov og får jobbet som uddannelseschef i Rema 1000, men det er svært for en kriger at føle den dybe grundlæggende tilfredshed ved at gå med slips, sætte stanniol på hylder og bestyre kasseapparater. Så jeg nåede tilbage i korpset igen, inden jeg overhovedet havde fået brugt noget af min orlov. Der var ingen tvivl om, hvor jeg hørte hjemme.

Vi får et glimt af familiefaderen, da Lars’ 19-årige søn Mikkel træder ind ad døren. De to bor sammen – derude ved verdens ende sammen med musvågen, bæverne og isfuglene ude i den ærlige natur. Mikkels lillesøster og Lars’ datter Sophie, bor her også halvdelen af tiden og halvdelen af tiden inde i Aalborg med deres mor.

Omsorg, nærvær og kærlighed. Det er ikke til at tage fejl af, når man ser det.

9/11

Så skete det som lyn fra en klar himmel. Mikkel er to år gammel, og Danmark vælger side. Nu skal jægerne endelig i krig. Det har været Lars Møllers levevej i 18 år. Nu er det nu. Som del af et korps, der havde været med til at forme ham – både som mand, kriger og ansvarligt menneske og kammerat. Et korps hvis træningsmetoder er uforlignelige med alt andet end de skarpeste og stærkeste udenlandske styrker. De skal til Afghanistan nu i forreste række. Alle de hemmelige og barske missioner vi ikke hører om, nemlig ninja- opgaverne.

Nu må jeg have svar på det med den rygsæk og døden

– Mikkel plantede den første dødelighed og sårbarhed hos mig. Og måske kunne jeg ikke alligevel. Som kriger skal du være afklaret. Du skal være forberedt. Soldaterkammerater går all in. De redder hinanden fra at dø, eller går i døden for hinanden. ”License to kill” er ikke en rettighed, man får tildelt, bare fordi man er soldat. Det kan end ikke Forsvarets ledelse eller Dronningen tildele. Det kan kun ens eget indre og samvittigheden. Din træning skal være formidabel, og vores træning var vildere end real life. Vi kunne komme hjem fra barske missioner, give high five og tænke: Nårhh var det bare det? Derfor har jeg, i de 25 år jeg var en del af korpset, heller aldrig mødt en kammerat, der er kommet hjem med PTSD. Vi ved, hvad vi skal, og hvordan det skal gøres. Man kan lære alle at skyde, men det er sværere at lære alle at skyde de rigtige på de rigtige tidspunkter. Det er et ansvar, som ikke kun handler om at kunne sine ting, træne og være pligtopfyldende, men som i allerhøjeste grad handler om at arbejde med hjertet forrest. Som jægersoldat er det en pligt hele tiden at have moralen og etikken siddende foran alt andet. Den største grund er medmenneskelighed. Den skal veje tungere end alt andet.

Birkebrændet knitrer i brændeovnen, i det hvide lidt skæve hus, og sender en varm og tryg duft ud i alrummet, imens Lars Møller roligt fortæller.

– Min far gjorde det lysende klart for mig. Han så mig i øjnene og fornemmede min tvivl. Du ER soldat, og det er også det, der er med til at gøre dig til en god far. Lige der faldt alle brikkerne til puslespillet på plads. Jeg var soldat og kriger dybt ind i hjertet. Jeg skulle blot give mig selv lov til at dø. Give mig selv væk. Hvis vi tør dø, lever vi stærkere. Det var jo helt enkelt, og det gav fuldkommen mening. For at leve fuldt ud, må du give plads til døden.

De kan sikkert gå på vandet

Jægerkorpset er en lukket hemmelig enhed. Det er derfor myterne opstår, og mange af os er sikre på, at de kan gå på vandet. Men vi må ikke tage fejl. De har så absolut også noget at have det i. Mange tror, for at bruge Lars Møllers egne ord, at de både har hår mellem tænderne og spiser små børn til frokost. Derfor skrev han i 2011 bogen ”Jæger 200 – med hjertet som indsats”, for at løfte sløret

en smule, uden på nogen vis at kompromittere sin gamle arbejdsplads, for det er en institution absolut ud over det sædvanlige. En markant og lærerig bog fyldt med refleksion, personlige tanker, solide ”røverhistorier” og et ærligt og fint indblik bag uniformen. Serveret af en kriger med absolut lige så mange modige meninger som handlinger.

– En jæger kan du ikke presse ned i kasser. En specialstyrke drukner, hvis alle gældende militære disciplinære regler skal overholdes. Det ligger i en specialstyrkes sind, at de er anderledes, og det kan skade den nødvendige utraditionelle tankegang at presse regler, som f.eks. anvendelse af en bestemt slags uniform eller støvler ned over jægerne. Der må være løssluppenhed, mere anarkistiske tilbøjeligheder og rum for flere fejl, fordi man hele tiden kører i højt tempo med nye ukendte ting. Der skal være vildskab, uorden og kaos! Det er på denne måde, jægerne bedst lever og arbejder, og derfor de også klarer sig godt i de kaotiske tilstande, der knytter sig til jægeropgaver. Ikke at vide. Blot at være.

Lars Møller har både været patruljefører, delingsfører og spejder. Ninja på første parket. Han har arbejdet side om side med BS, været med til at søsætte korpsets antiterror-team, været uddannelsesansvarlig i Operationssektionen og sideløbende, inden 9/11, en
af Danmarks elitesportsudøvere, som deltager på både triathlonlandsholdet, orienteringslandsholdet og det militære orienterings-
og biathlonlandshold. Hele tiden udfordrede han sig selv, sine grænser og sine ligemænd – både i Danmark og i udlandet. Eventyret og det lille ekstra ’Jeg kan ikke få nok af livet’-gen sprudler rundt i hele hans krop. Derfor var han selvfølgelig også at finde på det danske hold til de uovertrufne ECO Challenge og Raid Gauloises 800 km lange adventure ekspeditionsløb, der foregår i den vilde og barske natur rundt om i verden. Bl.a. i Argentinas vildmark, Borneos jungle og i Himalaya. Ridning, havkajak, bjergbestigning, wildwaterkano og løb når kroppen ikke kan mere. Mentale og fysiske processer som kun kan absorberes og udføres af den lille procentdel af befolkningen, der består af ren vilje.

Mindscout & Mindfullness

Men på et tidspunkt må han også videre i livet. Mentalt velforberedt og afklaret, med nye udfordringer og mål for øje, forlader den hardcore og garvede Jæger derfor korpset – akkurat på sin 25 års jubilæumsdag i 2009.

– Jeg besluttede mig for at stoppe på et tidspunkt, hvor jeg stadig havde muligheden for at skabe mig en ny karriere. I midten af fyrrene og med masser af livserfaring, lederskab og menneskekundskab samt med både mulige og umulige oplevelser i bagagen. Derfor skabte jeg coachvirksomheden Mindscout, som henvender sig til alle, der ønsker at arbejde seriøst med dem selv, deres familie, deres virksomheder – alle der trænger til en vital tuning.

– Vigtigheden i at lære os at samarbejde, bl.a. ved at arbejde med os selv, nå målene sammen med andre, lære at kigge ind, lære at være ærlige og være autentiske. Vi er det som børn – absolut autentiske. Min morfar var kapseltrykker på Tuborg – en del af en maskine. I dag fylder faglighed ALT i skolen. Jeg tror, at industrialiseringen har ødelagt os. At alt går op i tal og bogstaver, faglig kunnen, prøver og tests fra første klasse. Selvfølgelig skal vi kunne både læse, regne og skrive, men hvorfor lærer vi ikke psykologi fra første klasse? Hvordan vi samler mennesker, og ikke adskiller dem? Det er vigtigt at turde fejle, at være menneskelig – både som elev, menneske og som leder. Ingen er perfekte, men lysten til hele tiden at blive dygtigere, bevare vores nysgerrighed – se hinanden for hvem vi er. Mange ledere trænger til at blive hevet lidt ned på jorden igen og se dem selv og deres medarbejdere i et nyt lys. En dygtig leder leder med hjertet, med gennemsigtighed og troværdighed, og folk følger ham med hjertet.

– Rigtig mange går rundt og bruger ordet mindfulness i flæng, uden egentlig at tænke over, hvad det helt reelt betyder. at være nærværende. at være lige her. Lige nu. Leve og været i nuet. Vi bliver dagligt sønderbombet af informationstsunamier og går med vores hoveder dybt nede i vores iPads og iPhones helt fra barnsben, og derfor glemmer vi at træne vores evne til at være nærværende. Den gode leder, der er nærværende og ærlig, når utrolig langt, også selvom han måske ikke kan alt på papiret. Jeg vidste, jeg havde lært noget helt særligt i Jægerkorpset, og jeg ville ud og sprede dette vigtige budskab om tillid og commitment, indlevelse og fokuseret arbejde. Alle kan lære det, og jeg lever nu af at skabe stærke bæredygtige ærlige ledere, der virkelig har indflydelse og højtydende effektive teams, der kan opleve magiske situationer, når arbejdet nærmest løser sig selv i synergieffekter.

Lars har arbejdet med LEGO, Mærsk, Vestas og mange andre store virksomheder i Danmark. Men også mindre nordjyske virksomheder. Mekoprint, Bosweel og en særlig lille kunde, såsom Mr. Walther i Aalborgs hjerte. En tøjbutik med friske unge sælgere, der vil være et stærkt team.

Da vi spørger ejeren af herretøjsbutikken, Torben, om hvad det er, Lars har hjulpet dem med, er det netop i direkte tråd med det livssyn, Lars selv står for som menneske.

– Vi har været på mange salgskurser, der har været effektive i starten, men lidt efter lidt er indvirkningen alligevel dalet igen, for til sidst helt at udeblive. Det var indtil vi kom i kontakt med Lars for to år siden. Hans indgangsvinkel er jo fuldkommen anderledes. Hele teamet i butikken mødes med Lars to gange om måneden i nogle timer, og her handler det om at blive et bedre menneske 24 timer i døgnet. Hvad kan jeg give livet, og ikke hvad kan jeg få. Blive et bedre menneske både som far, kollega, leder, ægtefælle og ven. Efter et halvt år kom min kone og fortalte mig, at jeg havde ændret adfærd og absolut til det bedre! Nethandel er jo en stor konkurrent i vores branche, så derfor er god service og betjening så vigtig – og der vil vi være blandt de bedste. Nu er jeg med i en kæde af 72 bu- tikker, og jeg kan se vi vækster, hvor de andre enten holder status quo eller under, og det kan vi takke Lars for.

Krigeren bor i os alle

Det er blevet lyst udenfor, og jeg har drukket velduftende kaffe med en glød af kærlig omsorg for de gode råvarer. Jeg elsker oste,
de slår desserter til hver en tid, men jeg kan ikke både lytte, spise, interviewe og skrive alle refleksioner og historier ned på min store blok på én gang. Så jeg lader det skønne udvalg af oste på det smukke rustikke spækkebræt være, selvom de fine musselmalede tallerkner og de skinnende sølvknive står klar på bordet. Det er en nydelse at møde et nyt menneske, som man allerede ved første møde kan mærke udsender så mange gode vitale energier. Jægeren på den anden side af bordet fylder mig stadig med en snert af ærefrygt, hvilket jeg er glad for, selvom jeg nu har set og mærket, at han ikke er et overnaturligt væsen, uden fodfæste blandt os dødelige. Det er sundt hele tiden at lade sig begejstre og få flere facetter og farver på sit indre kalejdoskop.

På falderebet jonglerer vi igen videre med refleksioner over nogle af livets store spørgsmål

– Krigeren skal jo bo i os alle, men den er ofte sovset ind i ’appearance’, så vi fuldstændigt glemmer, hvad der er vigtigt. Vi opholder os i den evige jagt og glemmer at leve. Nøgleordene i vores liv burde være empati, medmenneskelighed, klarsyn og ærlighed. Alt det der gør dig stærkere. For i bund og grund lever vi alle sammen et liv som soldater, det er krigeren, vi skal finde frem.

– Jeg har levet med, og erkendt, at det kan være tilfældigheder, der bestemmer, om jeg lever eller dør. Det er en realitet. Derfor er det så vigtigt at leve et liv i nærvær. At være tilstede. Jeg har oplevet at et af de tidspunkter, jeg har været i allerstørst livsfare ikke var i kamp, men da vi lå i skjul i seks døgn under en observationsmission, uden mulighed for at modtage forsyninger. Der var vi bogstaveligt talt ved at dø af tørst til sidst. Men ingen ønsker at acceptere, at vores liv og død er overladt til tilfældigheder, og behovet for tro og religion vokser, når vi er ude på missioner. At opleve en større tilknytning til gud. Derfor er der også altid fuldt hus i feltkirken hver søndag.

Da Lars Møllers flok pakkede lejren sammen i 2002 i Kandahar efter mere end 30 vellykkede missioner, rejste de hjem med en af de fornemmeste udmærkelser, som den amerikanske præsident uddeler. US Presidental Unit Citation. For ekstraordinært heltemod og enestående tjeneste i kamp mod fjenden i Afghanistan fra d. 17. oktober til d. 30. marts 2002. Lars Møller rejste hjem med et lille personligt bibelcitat, givet til ham af feltpræst og tidligere jægersoldat Thomas Frank, begrundet med at Lars Møller var den mest erfarne og gale spejder, og derfor selvfølgelig skulle have følgende citat med videre i livet.

”Gud er den, der væbner mig med styrke og gør min vej fuldkommen. Han gør min fod let som hindens og giver mig fodfæste på højderne. Han opøver mine hænder til krig og mine arme til at spænde kobberbuen. Du giver mig din frelse som skjold, din højre hånd støtter mig, din hjælp giver mig styrke. Du skaffer plads for mine skridt og mine ankler giver ikke efter.”

Lars Møller har kæmpet med hjertet som indsats, han har alle dage, som jæger, levet med den store Jæger, døden, i sin rygsæk – men han har rejst og levet med livet som ledsager. Det vil han altid gøre til den dag den store Jæger griber ham selv, som musvågen griber den pilende mus i sine kløer nede ved den rislende å for enden haven, hvor bæveren og dens kone nu er stået op.