Interview med Vejgaard Tårnblæserlaug – Nibe Festival 2017

Tekst Anette Vedfald | Foto Bjarne Kondrup

Efter at have set Vejgaard Tårnblæserlaug optræde i Jægerhytten et par gange, besluttede jeg mig for at mødes med dem og snakke lidt om, hvordan det er fra deres side af scenen. Jeg forstyrrede dem derfor lige midt i frokosten, og de var skam nogle hygsomme gutter at sidde sammen med. Vi grinte og jokede en hel masse, og lige inden vi rigtig gik i gang med interviewet, blev der konspireret om, hvorvidt der mon kunne tages et fælles foto med Gulddreng, som sad og chillede med sit crew lige bag ved os.

Hvordan forbereder I jer, inden I går på?

”Vi plejer at løbe forvirret rundt og finde noget, som nogen har glemt at sætte til. Det kommer vi lidt i godt humør af, og som regel, så når vi det. Vi drikker også nogle øl. Dem er der altid nok af på Nibe.”

Hvor mange øl når I at drikke i løbet af et show?

”Der går i al fald en liter øl i timen, og hvis det går rigtig godt, så kan vi godt komme op på halvanden. Men vi når også lige lidt Jägermeister og ting og sager. ”

 Er det noget ekstra særligt at spille ved Jægerhytten på Nibe Festivalen?

”Ja, det er det. Det er ligesom vores egen scene. Det er kun os, der spiller på den, da den ligesom bliver kørt ind med os og så væk igen. Vi har gjort det siden 2005, så det er trettende gang i år. Det er noget, vi ser frem til, og vi kan genkende mange af publikummerne.”

Hvordan mærker I publikum

”Vi mangler dem lige i hjertet. Det er jo også lyst, så vi kan jo se folk og se om de griner de rigtige steder. Men hvis der er nogen, som står sådan ret uinteresseret og ikke rigtigt gider at være med, så får de lov at stå, og så holder vi bare en fest alligevel og spiller til dem, der morer sig.”

Når I fjoller rundt på scenen, er det så for at få stemningen op eller er det, fordi I simpelthen bare ikke kan lade være?

”Undskyld, men hvad mener du med at fjolle rundt?” spørger Rudi Völler, hvorefter resten skraldgriner.

Hvordan kom I lige på, at Rudi Völler skulle med?

”Jamen, i helt gamle dage var vi klædt ud som alt muligt andet, som vi lige kunne finde. Det var uniformsjakker, klovneparykker og en kørestol. Alt muligt mærkeligt. Men så skulle vi finde på tyske navne til alle i bandet, og så kom Rudi Völler også lige med. Han er en naturlig del af orkesteret, og når vi spiller for hjemmepublikum, så er det Rudi, som de kalder på.”