Interview med Johnny Deluxe på Nibe Festival

Tekst Anette Vedfald | Foto Bjarne Kondrup

Inden mødet med Johnny Deluxe-drengene står jeg og bliver lidt smånervøs. Det går nemlig pludselig op for mig, at det jo er bandet bag hittet ”Elskovspony”, som jeg skal møde. Det tager mig tilbage til mine første gymnasieår, hvor jeg følte mig voksen og stiftede bekendtskab med en masse nye oplevelser. Hittet var lidt frækt, men alligevel skrålede jeg glædeligt med ude på dansegulvet i Jomfru Ane Gade. Men drengene er nu enormt søde, og vi får hurtigt skabt en hyggelig stemning, hvor vi joker lidt frem og tilbage mellem spørgsmålene

Hvordan har I det inden koncerten, og hvordan forbereder I jer?

– Vi tager det bestemt ikke for givet, at der er kommet en masse for at se os. Så vi bliver bare så glade, når vi kommer ud på scenen og ser folk. Vi har jo prøvet at stå og spille for tomme sale, og det er bare ikke sjovt, så man lærer at sætte pris på det her. Vi snakker også altid lige sammen inden, hvor vi gennemgår settet, samt lige minder hinanden om, at vi jo også skal huske at have det sjovt.

Er det noget særligt at spille på festival?

– Ja. Festivaler har jo den der stemning, og så er der forskellige kunstnere, der kommer og går. Der kommer også lidt andre mennesker end dem der måske plejer at komme til vores koncerter, og det kan jo være, at de også synes, at vi er ret gode.

Er I selv på festival?

– Ja, lidt. Jeg har lige været på NorthSide (musikfestival i Aarhus, red). Det var super fedt, men det er noget mudret, og man savner backstage og den gode behandling man får der, griner Morten.

Hvordan mærker I publikum på scenen, og hvad betyder det?

– Dem mærker vi meget. Det er sådan en lykkefølelse, man ikke kan beskrive. Det er simpelthen så fedt!, svarer Noam.

– Men man skal også passe på ikke bare at lade sig rive med, fordi så ryger alt sammen, og så spiller man ikke ordentligt. Så hvis publikum pludselig giver den meget gas, så skal man selv holde en lille smule tilbage. Hvis publikum er lidt træge, så kan man godt skubbe lidt til dem, svarer Jakob.

Hvad betyder jeres fans for jer?

– De betyder rigtig meget. Publikum betyder mere end bandet. Publikum kan jo godt holde en rigtig god fest uden os. Men vi ville have svært ved at holde en uden dem, forklarer Søren.

– Nogle gange giver de jo mere, end vi føler, at vi kan nå at give dem. Så når man er meget væk hjemmefra, så minder publikum en om hvorfor man gør det her, og at man jo elsker det. Den respons man får derude, den gør det hele værd, siger Morten.

Hvad er den vildeste musikalske oplevelse I har haft, og som har gjort et særligt indtryk på jer? (Spørgsmål stillet af vor læser Katrine Hvidberg Møller.)

– Da vi spillede i Tivoli tilbage i 2005. Det var før vi begyndte at spille på Grøn koncert. Da vi kom ind i Tivoli, var der ikke nogle mennesker og det regnede. Men lige inden vi gik på, fik vi at vide at der var gået flere tusinde igennem tælleren. Det husker vi som en rigtig god koncert.

Hvorfor gik I fra hinanden tilbage i 2012? (Spørgsmål stillet af vor læser Camilla Bødker.)

– Vi skulle have en pause. Det begyndte jo bare at gå sådan lidt ned ad med populariteten, og der var også lidt skriveblokering, hvor der ikke kom noget vi syntes var fedt nok. Musikscenen ændrede sig også meget særligt lige i de år, så det var ret svært at få guitarmusik på radioen.

Hvorfor fandt I så sammen igen? (Spørgsmål stillet af vor læser Camilla Bødker.)

– Vi savnede det simpelthen. Og så var der en stor efterspørgsel efter os fra gymnasiefester.

Hvad er jeres absolutte feel good song? (Spørgsmål stillet af vor læser Ann-Britt Pedersen.)

– Jeg er ret vild med vores egen ’Så er det sommer’, svarer Noam.

– For mig er det ‘Despacito‘, svarer Søren.

’Elskovspony’ – er det en true story?

– Den er stærkt inspireret af en true story. Der er mange rigtige detaljer i.

Hvad hedder jeres nye single, og hvad kan I sige om den?

– Den hedder ’Systembolaget‘. Vi lavede en plade i Stockholm i 2007/2008, og der blev vi introducerede til det svenske sprit-system. Vi måtte ikke tage sprut med tilbage til hotellet. Det syntes vi bare var for dumt. Men så pludselig fandt vi den der Systembolaget rundt om et hjørne, og så var himlen pludselig blå igen.

Hvilken årstid er jeres favorit?

– Sommer! Folk har ikke så meget tøj på, og det er varmt og dejligt, svarer Noam.

– Danske somre er dejlige, og de er ikke for varme, svarer Jakob.

Læs mere fra årets Nibe Festival her