Interview med Folkeklubben på Nibe Festival 2017

Tekst Anette Vedfald | Foto Bjarne Kondrup

Folkeklubben er et band, som dukker op alle steder efterhånden, og derfor satte jeg mig for at undersøge lidt nærmere, hvem de i grunden er. Vi mødtes derfor i regnen efter deres koncert, og krøb hurtigt i skjul i lidt mere hyggelige omgivelser med chips, slik og drikkelse i deres backstage camp. De viste sig at være nogle flinke gutter med masser på hjerte.

Hvordan har I det inden koncerten, og hvordan forbereder I jer?

”Det gælder om ikke at fyre den af, før man skal på. Så det gælder om at få pulsen langt ned, så man er parat til at få den helt op, når man skal spille. Men lige inden en koncert, så bliver man altid enormt træt og går rundt og gaber. Men det er nok fordi man lige skal have lidt ekstra ilt ind, inden man skal ud og levere et brag af en koncert.”

Har I nogle ritualer, som I lige skal nå igennem?

”Vi har et kampråb. Før i tiden drak vi rom, men det var fordi, at det var noget, vi havde hørt, at man gjorde. Men kunsten, som kunstner, er at aflive myterne og så skabe nogle nye smukke historier, så det er vi blevet meget bevidste om, så vi ikke går og reproducerer noget gammelt bavl, men i stedet finder på noget nyt. Så vores rutiner er faktisk i evig udvikling, og vi ser tit en liveudgave af David Bowies ”Young Americans” fra 1970’erne, hvor han er så meget på kokain, men alligevel spiller så godt. Det sætter os meget op, så det er faktisk blevet en tradition. Kampråbet i dag stammer fra en sang (”Idioterne og Vennerne”), som er på vores første plade, hvor vi synger ”Vi er klubben til dit folk og folket til din klub. Vi siger det, som det er, med fløjte og med luth” og det sætter hele holdet op. Vi er jo tre i bandet, men der er også nogle bagved, og alle står samlet og synger med. I dag har vi også en cubansk forstærkning med, Juhani Ramón (’Kongen af Nørrebro’ kalder de ham også, red), på percussion.”

Er det noget særligt at spille på festival?

”Det er en naturlig cyklus. Vi spiller hele tiden, men der er alligevel noget rituelt i at gå fra indendørs til udendørs og tilbage igen. Så når man spiller de sidste shows indendørs, så glæder man sig virkelig til at komme på græs, og sådan er det også, når sommeren slutter, hvor man gerne vil tilbage til ordnede forhold igen. Men det der lige er med Nibe Festival er, at det jo er en festival, som er bundet på enormt mange traditioner, så det vil sige, at den for eksempel næsten er hævet over vejret. Det er alligevel lidt imponerende. Det skider folk på og det er ikke det, der er afgørende for, om de tager på festival. Det er en tradition, at man gør det. Det er en meget værdifuld ting, at folk har lyst til at forene sig på den måde. Det er fin dansk ting.”

Er I selv på festival?

”Vi laver ikke andet, så når man har fri, så sidder man nok mere i sin egen lille stue og holder fri. Vi sidder for eksempel her og hygger og ryger cigar. Men vi hører da også lidt af musikken her, hvis der er tid til det. Tit er der bedre mulighed for at høre nogle af de virkelig store navne på en festival end ellers, da vi jo som regel selv spiller, når der er koncerter rundt omkring.”

Hvordan mærker I publikum på scenen, og hvad betyder det?

”Vi er jo meget ulige alle andre, da vi spiller på monitorkasser. Så vi bilder os ind, at vi er meget mere til stede, og måske derved har lidt nemmere ved at skabe forbindelse til dem, vi spiller for. Det bliver aldrig helt det samme, som dagen før, og på den måde er det en ny koncert hver dag. Det er vores fornemmeste opgave at kigge folk i øjnene, og en koncert er jo en duel, hvor man spiller op til hinanden. Både band og publikum. Og når det fungerer rigtig godt, så bliver det de der helt vilde og usædvanlige dueller, hvor man kan slå overraskelsesslag til hinanden. Så vi skaber en ting sammen med publikum, så det bliver en fælles oplevelse.”

Hvad hører I selv af musik?

”Vi har bussen fyldt med musik fra hver enkel i vores crew, så vi hører en masse forskelligt. Så det er alt fra cubanske rytmer, til Rihanna til Bjørn Ulvelius til Genesis til Future Islands. Så der er ikke noget fælles fodslag.” 

Hvad er jeres absolutte feel good song? (Spørgsmål stillet af vor læser Ann-Britt Pedersen.)

”Det er ”On Every Street” med Dire Straits, som vi hører, når vi krydser broer. Det er sådan en sang, som får hele bagsædet af bussen til at falde fuldstændig ned i zen, når Mark Knopfler spiller guitar..”

Hvilket nummer er I selv ret tilfredse med?

”Lige nu er vi glade for vores nummer ”Torben Ulrich”. Lige den er vi glade for, fordi den er lykkedes så godt på plade. Men vi er ikke et band, der laver mange fortolkninger til vores egen musik.”

Hvad er jeres guilty pleasures?

”Ham Seebach, som vi kender så godt. Og sild og snaps. Og ”Matador” og ”Skam”! Men egentlig så det der med, at man skal gå og skamme sig over det, det gør vi ikke. Det er noget mærkeligt noget. Det er et træls fænomen, og vi er lidt for gamle til begrebet ’guilty pleasures’. Det er for uselvstændige hipsters og tøsedrenge på Nørrebro. Det hidser os faktisk lidt op, men det er nu meget fedt at få lov at svare på.”

About Anette Vedfald 107 Articles
Anette er musikskribent for appetize.dk og laver både spændende interviews og anmeldelser. Derudover er vi så heldige, at hun også har sin egen appetize-blog. Den kan du læse her.