Instruktøren Steven Spielberg har været en fasttømret del af den amerikanske filmindustri i mange år. Han slog igennem med filmen Jaws fra 1975, der handler om en haj, der terroriserer en badeby og til dato kan Spielberg skrive 57 opgaver på CV’et som instruktør (ifølge imdb.com).
Den første succes kom dog også til at forfølge ham, da han havde store problemer med at blive taget alvorligt som seriøs instruktør. Til trods for at han lavede klassikere som Close Encounters of the Third Kind og ET, så lykkedes det ham først at vinde en Oscar i 1994 for Schindlers List.
Mit første møde med Hr. Spielberg var Jurassic Park, hvor jeg blev sneget med i biografen som 10-årig. Filmen gav mig mareridt flere år efter, men samtidig var jeg blæst fuldstændig bagover og havde intet større ønske end at blive som filmens heltinde, Dr. Ellie Sattler. Hun var både klog og badass og det er da ikke det værste at stile efter.
Samme år kom Schindlers List i biografen, der handler om forretningsmanden Oskar Schindler, der udnyttede krigens muligheder i det nazi-besatte Poland, hvor ariske tyskere havde gunstige muligheder for at gøre forretninger. Hans fabrik ansatte jødiske arbejdere, men han blev hurtigt utilfreds med den måde nazisterne behandlede jøderne. Han er krediteret for at havde reddet 1200 jøder fra den sikre død i koncentrationslejrene.
Det er helt vanvittigt at tænke på, at én mand kunne lave to så forskellige film på et enkelt år, men det var ikke desto mindre hvad Spielberg præsterede. Han har selv fortalt hvor svært det var at filme de hårde scener i Schindlers List og derefter skulle hen og klippe dinosaurscener sammen.
De to film illustrerer dog meget godt hvorfor Spielberg har haft så stor betydning for efterhånden flere generationer af filmgængere, inklusiv mig selv. Han er en fantastisk historiefortæller, der stadig fortæller med et barns nysgerrighed. Jeg glæder mig allerede nu til at introducere mine børn for Spielberg.
Spielberg har endnu engang præsteret at lave to vidt forskellige film på et enkelt år. The Post og Ready Player One har begge haft premiere på de sidste 14 dage i danske biografer og hvis man ikke vidste bedre, så skulle man tro at de var lavet af to forskellige instruktører.
The Post handler om Washington Post, der i starten af 70’erne fik muligheden for at publicere de hemmeligsstemplede Pentagon Papers, der fortalte om amerikanernes 30-årige indblanding i Vietnamkrigen. Den amerikanske regering ville ikke have dokumenterne offentliggjort af åbenlyse grunde, så The Post blev truet med fængsel og skandaler. Historien er fortalt gennem ejeren af avisen, der kæmper med at forene kommercielle interesser (for der er ingen avis, hvis der ikke er penge til det) og avisens journalistiske ansvar.
Ready Player One er en film i en helt boldgade og er en filmatisering af en elsket Sci-Fi bog. Filmen handler om Wade Watts, der lever i en nær fremtid, hvor de fleste flygter fra en trøstesløs hverdag og besøger den virtuelle verden Oasis. Da skaberen af Oasis dør, så startes der et årelangt kapløb om at løse gåderne, der giver ejerskab over hele den virtuelle verden. Wade er en af spillerne og kæmper mod ligesindede, men også store firmaer, der vil bruge Oasis til at tjene så mange penge som muligt.
Begge film vidner om en instruktør, der i den grad stadig er en af de bedste. Han har givet mig utallige smukke og sindsoprivende filmoplevelser og jeg har svært ved at se en instruktør, der skulle toppe ham på listen af mine favoritter.
