I Løvens Jyske Hule

REKLAME | LØVENS JYSKE HULE

Reklame – Det er i dag at Nichlas Andersen og Christoffer Sakstrup vover sig ind i Løvens Jyske Hule. De er på jagt efter kompetencer og kapital, der kan løfte deres virksomhed, Nichba-Design

Løven5

Selvom deres liv bevægede sig i forskellige retninger, bevarede Nichlas og Christoffer kontakten, efter at de i ungdomsårene havde spillet ishockey sammen.

Nichlas uddannede sig til smed og siden produktionsteknolog med speciale i virksomhedsdrift og organisation. Sideløbende med sit studie stiftede han sin egen designvirksomhed med tilhørende webshop.

Imens var Christoffer draget til Tyskland, hvor han i syv år arbejdede som sælger i møbelbranchen. Han fik lært både sproget og branchen at kende, og undervejs kom han til at stå for salget på markederne i Tyskland, Østrig og Schweiz.

Fra udlandet fulgte han med interesse vennens designvirksomhed hjemme i Danmark, og sidste år ville skæbnen, at de atter blev forenet. Christoffer blev partner i virksomheden, som de nu driver under navnet Nichba-Design.

– Nichlas står for den kreative del af virksomheden, mens jeg kommer med salgskompetencerne. Så jeg er gået i gang med at få hans designermøbler og boligtilbehør ud til forhandlere i Europa, forklarer Christoffer.

De er enige om, at virksomheden er deres et og alt. De lever for den, og de har satset alt, hvad de har. Lige nu betegner de deres privatliv som et økonomisk kompromis.

– Vi har kigget hinanden dybt i øjnene og sagt, at nu sætter vi begge to hænderne på kogepladen, og vi fjerner dem ikke før, at vi i værste fald må konkludere, at vi ikke kan gøre mere, siger Nichlas.

Løven3

Ingen af dem tror dog, at det kommer dertil. Siden august sidste år har Nichba-Design været heltidsbeskæftigelse for dem begge. Virksomheden har adresse i Business Park Nord i Støvring, hvor der blandt andet er mulighed for lagerfaciliteter.

– Hele efteråret lavede vi et hårdt fodarbejde, hvor vores produkter blev gjort klar til at komme ud og ligge i butikker, der har forventninger til dimensioner, stregkoder, priser og alt mulig andet. Nu har vi allerede 30 forhandlere i Danmark og Tyskland, og vi ved, at der er interesse for vores produkter, siger Christoffer.

Nichlas’ design bliver hovedsagelig fremstillet i stål, da han oprindelig er uddannet smed. I begyndelsen producerede han selv for at fodre sin webshop, men i dag er det udelukkende lokale underleverandører, som står for produktionen.

Nichlas ønsker at lægge sine stilrene designprodukter i forlængelse af den danske møbeltradition. Derfor vil han også gerne bevare produktionen i Danmark med de danske traditioner for gedigent håndværk. Foreløbig er produktionen da heller ikke større end, at det giver god mening.

– Vi vil ikke gå på kompromis med hverken materialevalg eller indpakning. Vores produkter ligger i en mellem prisklasse. De er ikke overbetalt, men kunden betaler for historie, tradition og de forskellige værdier, som designet hviler på, siger Nichlas.

Mens vi taler, nærmer tiden sig, hvor de to iværksættere skal træde ind i Løvens Jyske Hule. De er flere gange blevet opfordret af venner og bekendte til at sende en ansøgning, men de har hver gang følt, at de ikke var klar til at stå foran løverne. Det er de nu.

– Vi er så klar, som vi kan blive. Vi vil gå ind og fortælle, hvad vi står for, og så vil vi møde deres spørgsmål med et åbent sind. Det er jo mennesker med en kæmpe ballast af erfaring og viden, som vi ser frem til at møde og forhåbentlig også lære af, siger Christoffer.

Han og Nichlas har ambitioner om, at Nichba-Design skal vækste og udvikle sig. Det kræver netværk, erfaringer og risikovillig kapital. Derfor håber de, at de inde i hulen vil møde en investor, der kan se deres udviklingspotentiale.

– Vi vil gerne vækste, men det skal være sammen med nogen, der kan løfte os. En bank har for eksempel ikke det, som det kræver. Den vil gerne finansiere drift, men den bliver aldrig en sparringspartner på samme måde som en investor, der indgår som medejer af virksomheden, siger Nichlas.

Løven6

Han og Christoffer har overvejet, hvor meget kapital de efterspørger. De er nået frem til, at det afhænger af den mulige investors profil.

– Vi vil rigtig gerne overveje profilens værdi i forhold til, hvad vi går ud og beder om. Vi er jo ikke kommet i dag, fordi vi er ved at lukke og har brug for penge. Så er den rigtige profil her ikke, så er vi ikke tvunget til at tage imod en investering fra en profil, som vi måske ikke synes er den rette til vores firma. For os er pengene ikke det vigtigste tema. For os handler det først og fremmest om at finde en investor med de rigtige kvalifikationer, siger Christoffer, inden han og Nichlas træder ind i Løvens Jyske Hule.

Her er der ikke adgang for uvedkommende, men vi fanger de to iværksættere, da de godt en time senere kommer ud igen.

– Det er mange ugers spænding, der lige er blevet udløst, men det var en positiv oplevelse. Vi fik sagt det, som vi gerne ville sige, og vi blev mødt af nogle konstruktive spørgsmål, som gav god mening. Lige nu kører tankerne rundt i hovedet. Hvad var deres forventninger, og levede vi op til dem? Det skal lige have lov til at bundfalde sig, og når vi så sætter os med morgenkaffen i morgen tidlig, så er vi klar til at klø på igen, siger Nichlas.

Christoffer nikker.

– Det var meget positivt. Det var en god oplevelse. To af løverne sagde med det samme, at de ikke kunne hjælpe os, da deres kernekompetencer var på de felter, hvor vi følte, at vi var på rette vej. De to andre løver mente, at de kunne hjælpe os med at flytte os videre mod det, som vi gerne vil. Det handlede blandt andet om at få be- og afkræftet nogle ting i forhold til vores strategier og måske få luget nogle ting ud, som de af erfaring mente ikke ville bære noget godt med sig.

Nichlas og Christoffer ser nu frem til den videre proces.

– Nu starter vi dialogen med den ene af de interesserede løver, der skal fungere som sparringspartner. Vi skal helt ind til benet og have penslet ud, hvor vi er, og hvad vi vil. Der er ikke blevet nævnt nogle tal, men vi har jo heller ikke direkte bedt om en investering. Vi har lige så meget bedt om at få en person ind, der kan løfte virksomheden i forhold til de ambitioner, som vi har. Det håber vi vil lykkes.

Løvenrevisor

Revisor med en idé

Statsautoriseret revisor Torben Toft Kristensen er en af idémændene bag Løvens Jyske Hule. Her kan iværksættere og virksomheder med vækstpotentiale søge hjælp til startkapital, forretningsudvikling og generationsskifte

Løvens Jyske Hule blev stiftet i efteråret 2015. Idéen var at skabe en seriøs platform, hvor nordjyske iværksættere og vækstvirksomheder kunne mødes med professionelle investorer. Ophavsmændene til idéen var Brian Bundgaard, der er partner i rådgivningshuset Jysk Pension, og statsautoriseret revisor Torben Toft Kristensen, der i dag er direktør i revisions- og rådgivningsvirksomheden Revice.

– Brian og jeg har tidligere arbejdet sammen om en række idéer, som nok har været lidt anderledes, end hvad man traditionelt forventer af en pensionsmand og en revisor. Så det
er ikke fremmed for os at sætte nye initiativer i gang, fortæller Torben Toft Kristensen.

Han og Brian Bundgaard havde
begge set Løvens Hule på fjernsynet, og de var enige om, at de
gerne ville lave noget tilsvarende
i Nordjylland. De vidste fra deres
arbejde, at mange virksomheder
med spændende idéer manglede investorer, og mange investorer havde
omvendt svært ved at finde spændende projekter til at investere i. Der manglede simpelthen et forum, hvor de to parter kunne mødes.

– Brian og jeg var enige om, at det skulle foregå under mere seriøse former, end det vi havde oplevet på fjernsynet. Der skulle ikke være et nysgerrigt tv-kamera, og dørene skulle være lukket for uvedkommende, siger Torben Toft Kristensen.

Siden er Aalborg kommune gået ind i projektet, og i dag udgør de to idémænd sammen med John Büchler fra BusinessAalborg styregruppen i Løvens Jyske Hule. Investorgruppen har lige fra starten været stor og kapitalstærk, og da vi interviewer Torben Toft Kristensen, er det fjerde gang, at løvehulen holder åbent.

Han er ligesom Brian Bundgaard og John Büchler med, når ansøgerne pitcher deres forretningsidé foran løverne, men kun på sidelinjen. De tre sørger for, at processen kører, og at tidsplanen bliver overholdt. Resten er op til løverne og ansøgerne.

– Det er vigtigt, at både virksomhederne og investorerne får den bedst mulige oplevelse ud af at være her. Det kan godt være, at investeringen ikke lykkes, men så er de i hvert fald blevet klogere på hinanden. Det er forbløffende hvor meget viden og erfaring, der kan udveksles i løbet af et relativ kort møde. Det er jo også en af grundene til, at investorerne synes, at det er interessant at blive ved med at komme. Torben Toft Kristensen er da heller ikke i tvivl om, at Løvens Jyske Hule har en fremtid. Ganske vist bliver projektet aldrig selvkørende, men så længe Revice, Jysk Pension og BusinessAalborg vil engagere sig i det, er der masser af potentiale.

– Det har vi viljen til, blandt andet fordi det er vildt sjovt at være med. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at projektet på den lange bane kan give noget til Nordjylland. Jo flere investeringer, der lykkes, jo bedre muligheder er der for på sigt at skabe arbejdspladser og indtjening til regionen. Hvis vi kan understøtte den udvikling, så er vi nået langt med Løvens Jyske Hule.

LøvenThor

En anderledes løve

Som ny løve i Den Jyske Hule medbringer Thor Jespersen både privat og statslig kapital til investering i gode idéer, der endnu ikke har fået ben at gå på

Thor Jespersen er ny i Løvens Jyske Hule, men han kommer med mange års erfaring som investor og med stærke kompetencer inden for forretningsudvikling.

– Jeg er direktør i Borean Innovation A/S, som er et innovationsmiljø med hovedsæde i Aalborg. Vi investerer i det, der hedder pre-seed-segmentet. Det er de helt tidlige investeringer, hvor der i princippet kun er tale om et team og en idé, og hvor der endnu er stor usikkerhed om, hvorvidt forretningsidéen kan realiseres, forklarer han.

Ordningen med innovationsmiljøer er skabt og finansieret af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Målet er at skabe og udvikle videnbaserede iværksættervirksomheder, der kan blive morgendagens vækstvirksomheder.

– Vi investerer private penge hentet fra Borean Innovations ejerkreds af investeringsselskaber og private fonde sammen med statens penge. Idéen er, at staten er med til at bære risikoen, da der er tale om så tidlige og dermed usikre investeringer, at det private marked ikke vil løfte opgaven alene. Alligevel ligger det i vores opdrag, at vi skal gå efter at tjene penge på vores investeringer. Vi investerer for at udvikle og modne idéerne til markedet, og når de er vokset og kan klare sig selv, trækker vi os ud igen som investor, siger Thor Jespersen.

Borean Innovation vil også gerne investere sammen med andre, og det er en af grundene til, at han er gået med i Løvens Jyske Hule.

– Ved at forene vores investeringer og kompetencer kan vi gøre virksomhederne endnu stærkere og øge chancerne for, at det lykkes for dem. Jeg kendte da også flere af de andre løver i forvejen og har en investering sammen med i hvert fald en af dem.

Thor Jespersen peger på, at med Borean Innovation får man en investor med mange års erfaring og en portefølje på cirka 70 selskaber.

– Da vi taler om det helt tidlige segment, er vores investering oftest en kombination af lån og ejerandel. Derudover kommer vi med sparring, netværk og kompetencer. Men det er ikke en fast skabelon. Det er meget afhængig af det enkelte iværksætterteam og det, som de efterspørger. Måske kan vi lave et match med en forsker, der har nogle kompetencer, som vil kunne øge værdien af virksomheden.

Thor Jespersen har netop haft sin første dag i Løvens Jyske Hule, og han er tilfreds med det, som han har oplevet.

– Det er et glimrende initiativ. Jeg har jo arbejdet med det her felt i mere end 10 år, og jeg ved af erfaring, at det er godt, hvis der er en eller anden form for struktur. Det synes jeg, at Løvens Jyske Hule tilbyder. Vi mødes tre gange om året, og både ansøgninger og proces er sat i system. Det lover godt.

Løvinde

Den første løvinde

Efter mange år i en mandsdomineret branche har Tine Vejrum Terp ingen problemer med at være den foreløbig eneste kvinde i Løvens Jyske Hule

 Siden 2005 har Tine Vejrum Terp været direktør i driftsselskabet Linde Terp ApS. Her har hun på franchisebasis drevet syv Shell servicestationer i Himmerland med 100 ansatte. Sidste efterår solgte hun alle stationerne i forbindelse med, at Circle K købte størstedelen af Shells forretning i Danmark.

– Jeg fik solgt fornuftigt, og nu er jeg på udkig efter nye erhvervsmæssige udfordringer. Som franchisetager har jeg været selvstændig med eget CVR-nummer, og det har jeg været glad for. Jeg synes selv, at jeg er god til at skabe resultater gennem andre mennesker, og nu leder jeg efter nye projekter, hvor jeg kan gøre en forskel. Det kan for eksempel være i form af en investering i en virksomhed med vækstpotentiale, siger Tine Vejrum Terp.

Det var folk i hendes netværk, der skubbede på og mente, at det kunne være interessant for hende at komme med i Løvens Jyske Hule. Hun sendte en ansøgning om at blive en del af investorgruppen, og i dag har hun haft sin første dag i hulen.

– Det har været en spændende dag. Jeg har deltaget i fire præsentationer, og en af ansøgerne vakte min interesse. Jeg har tilkendegivet, at jeg gerne vil tale videre med dem. Det havde jeg bestemt ikke forventet ville ske den allerførste gang, hvor jeg deltog. Jeg var meget bevidst om, at jeg ikke skulle lade mig presse af noget. Men jeg blev inspireret, og jeg kan se en idé i den case, siger Tine Vejrum Terp.

Efter dagens oplevelser betegner hun Løvens Jyske Hule som et meget professionelt set up.

– Der er en rigtig god stemning i hulen, og jeg har følt mig velkommen. Jeg kan godt mærke, at jeg er omgivet af løver med stor erfaring og masser af viden. Det er en smadder god idé at skabe et forum, hvor virksomheder og projekter, der efterspørger viden og kapital, kan henvende sig. Det er en innovativ tankegang, som falder godt i tråd med den udvikling, som Aalborg gennemløber i de her år. Vi hører altid om København og Aarhus, men Aalborg er i den grad på vej op.

Nu håber Tine Vejrum Terp, at hun med afsæt i Løvens Jyske Hule kan bidrage til at fremme udviklingen i byen og regionen.

– Udover min investering kommer jeg med en bred erfaring inden for organisation, drift, personaleledelse, forretningsudvikling, markedsføring, indkøb og salg. At drive en servicestation rummer hele paletten. Der er så mange aspekter, og i kraft af mit job gennem de seneste 11 år har jeg været omkring dem alle. Nu vil jeg kigge bredt og med et åbent sind, indtil jeg har fundet det rigtige projekt at engagere mig i.

Løven7

Info og tilmelding

Løvens Jyske Hule blev stiftet i efteråret 2015. I Løvens Jyske Hule mødes investorer med virksomheder og iværksættere, der leder efter kapital til for eksempel opstart, vækst eller generationsskifte.

Løvens Jyske Hule afholdes hos:

Jysk Pension
Vandmanden 10a
9200 Aalborg SV

Der er planlagt yderligere to pitches i 2017:
Onsdag den 21. juni
Torsdag den 16. november

Virksomheder og iværksættere kan ansøge om adgang til Løvens Jyske Hule. Ansøgningsskemaet kan hentes på: lovensjyskehule.dk

Ansøgningsfrist for næste pitch er mandag den 22. maj 2017.