’I Danmark er jeg født…’

Tekst Anette Vedfald | Foto Anette Vedfald/privat

Det har været en hed sommer, der i den senere tid har været afløst af en tiltrængt regn i det ganske danske land (og sikkert også andre steder). Omtrent samtidig med regnens indtog gik min bedstemor bort, og min sindsstemning har derfor passet godt til sommerens vejrskift. Siden da har jeg følt mig tom for ord og tom for inspiration. Så da jeg skulle i gang med denne måneds blogindlæg, kunne jeg ikke rigtigt komme på noget vidunderligt spændende at skrive om. Jeg har derfor valgt at skrive om det, der ligger i min malstrøm af tanker.

Når man mister nogen tæt på, så bliver alt pludselig så stille. Stille indtil noget igen begynder at larme. For mit vedkommende var det byens virvar af larmende boremaskiner, alarmerende sirener, skrigende børn og regnens trommen. Det sidste var befriende, og som et fristed at søge helle hos, indtil man igen kunne tage alle lyde ind. Også musikken. For netop musikken har været borte i mit sind, som om pladsen var for trang. Men så har den dog alligevel sneget sig ind hist og her. Men det har ikke været en genre, som jeg plejer at høre. For den musik der har sat toner af ord i mit indre, og som jeg har haft lyst til at lytte til og synge, har været hvad jeg vil kalde for nationalt folkeeje. Det har været sange som H. C. Andersens ’I Danmark Er Jeg Født’, Adam Oehlenschlägers ’Der Er Et Yndigt Land’ (Danmarks nationalsang) og salmen ’Altid Frejdig, Når Du Går’ af Chr. Richardt. Ingen af dem har som sådan en særlig forbindelse til min bedstemor, og hun var heller ikke udpræget nationalist med Dannebrog viftende i hånden. Men måske det er kommet, fordi hun repræsenterede nogle historiske rødder, som jeg kunne forholde mig til i min egen tid. Ganske vist har jeg også mødt oldeforældre, men det har ligesom været noget andet.

Jeg har altid været historieelsker, og fortællingen om f.eks. den danske kongerække, har jeg altid syntes var fantastisk. Den indeholder nemlig alt, hvad diverse eventyrs fortællinger består af, måske med undtagelse af drager. Den har været min merit siden 7. klasse, og de gange jeg har besøgt f.eks. Roskilde Domkirke – hvor mange danske konger og dronninger ligger begravet – så har jeg haft et mindre følge af fremmede folk, der interesserede var med på en lytter, når jeg berettede om historiens gang for mine egne tilhørere. Jeg er ikke nogen radikal nationalist, men jeg er glad for mit land, dets historie og klenodier. Jeg kan godt lide at vi, i så lille et land som Danmark, har så megen historie og næring. Dog er det direkte trælst, at det nu om stunder bliver opfattet som noget negativt, hvis man kan lide at se Dannebrog vejre i en flagstang eller at synge med på nationale hymner med en form for æresfrygt for historien. Sådan var det ikke dengang jeg voksede op. Men sådan er det gået hen og blevet, hvilket er en skam, synes jeg.

Jeg har det ligesom H. C. Andersen ”at rejse er at leve”, men samtidig også ”ude godt, hjemme bedst”. For selvom jeg elsker at rejse, så elsker jeg også at vende hjem til mit lille flade kludetæppe af et land igen. Min bedstemor elskede også at rejse, og hun elskede også at modtage postkort, når vi andre rejste ud. Så på trods af den digitale verdens indtog, så holdt jeg stadig traditionen i hævd med at sende postkort til min bedstemor. Det var lidt småstressende at skulle finde postkort, frimærke og postkasse samt sætte sig ned og skrive, men siden hendes glæde var uvurderlig, så blev jeg ved. De nyeste postkort kom altid op på køleskabet og hænge, og da vi tømte hendes lejlighed viste det sig, at hun havde gemt alle postkort. Selvom det for nogen virker som noget ligegyldigt og nyttesløst at samle på, så havde det en stor indvirkning på mig. For det var ikke bare et helt livs postkort vi fandt. Det var også et stykke national historie. Et produkt af samtiden, dets mennesker, oplevelser og tanker. Det vækker ganske vist ikke genlyd i nogen større historie lige nu, men hvis man finder mappen om 300 år, kan det være at nogle historikere vil finde stor behag deri.

I takt med at vi om dagen tømte min bedstemors lejlighed og fordelte hendes livsminder imellem os, brugte jeg om aftenen derhjemme tiden på at se den danske tv-serie ’1864’. Det var en udmærket tv-serie, der startede godt ud, men som kunne have været bedre. Ikke mindst fordi Ole Bornedal altid skal bringe noget odiøst okkult ind i sine produktioner, hvilket for mig altid ødelægger det han laver. Men jeg elsker dog overturen til serien, hvor man ser maleriet ’Fra Forposterne I 1864’ af Vilhelm Jacob Rosenstrand (1896) akkompagneret af musikken fra den amerikanske komponist Marco Beltrami. Det er et smukt genre-maleri, der fortæller et stykke vigtigt national historie, og musikken bevirker til forståelse af situationens alvor. Den er nemlig melankolsk, men også som en sang fra alle de døde. Min bedstemor var glad for kunst samt at male malerier, og måske er der derfor, at dette billede samt andre har fanget min opmærksomhed i denne tid. Min bedstemor oplevede ganske vist ikke Slesvig-krigen i 1864, men hun oplevede dog 2. Verdenskrig, hvilket hverken mine forældre eller jeg gjorde. Så igennem hendes generation har jeg bedre kunne forholde mig til det tidlige 20. århundredes historie i min egen tid. Måske er det derfor at salmen ’Altid Frejdig Når Du Går’ – som blev stærkt tilknyttet frihedskampen mod den tyske besættelse (1940-1945) – altid for mig har virket opmuntrende i forhold til at den handler om at kæmpe for friheden og det man tror på. Jeg hører den dog oftest til begravelser eller i danske film omhandlende 2. Verdenskrig (hvor den nærmest er obligatorisk), men jeg finder stadig en trøst i den. En trøst om, at man ikke er død forgæves, men at alle har en plads i historien.

Min bedstemor, som hed Korna, var en rigtig bedstemor, der altid kom med varme tæpper, søde sager og småsnakkede om alt muligt. Jeg fik dog aldrig talt så meget musik med hende, men jeg ved dog at hun i sin ungdom var vild med Elvis Presley, Otto Brandenburg og Johnny Reimar. På sine ældre dage var det Helmut Lotti og Hansi Hinterseer der vandt indpas, og dem så hun både dvd-koncerter med, samt var til livekoncert med sidstnævnte.

Mit sidste postkort nåede hun aldrig – takket være det danske postvæsen – at få i levende live. Så jeg derfor afslutte mit indlæg med ordene; ”Kære Bedstemor, en sidste bette hilsen herfra. Tak for alt, ære være dit minde <3”