HUSET for BØRN

 Pressemeddelelse

lørdag 11.8. 2018 kl. 10-18
Huset i Hasserisgade Aalborg byder velkommen til en dag i børnenes tegn med masser af musik, dans, mad, underholdning og hygge. Tag dine forældre og små søskende under armen og kom ind til en super dag!

Børnelopper
Du kan i løbet af dagen gå på opdagelse i sjove ting og sager i dagens børneloppemarkedstelt, hvor tøj, legetøj, spil, bøger og meget mere kan købes.

Den Dromedarfremkaldende Danseskole
Den Dromedarfremkaldende Danseskole udspringer af en ide om, at det skal være rart og gerne sjovt at dyrke noget motion.

Den Dromedarfremkaldende danseskoles mål er at sætte rummet frit og at I skal være i det på en måde, så det er rart for jer. Formålet med danseskolen er ikke at lære at danse noget som helst, men derimod at få en skøn, nærværende og sjov tid med din familie. Vi øver os kun på at slukke lidt for hovedet og være i kroppen og bruge den på mærkelige, bløde, sjove og hoppende måder.

Denne dag bliver der lavet nogle korte “introduktioner” til de hold som vil køre på Huset i løbet af efteråret, så du og dine forældre har mulighed for at prøve om det er noget for jer. Barnets/børnenes alder er underordnet, bare du selv vurderer, hvad der giver mening, og I har lyst til at fjolle og danse sammen.

Børneyoga
Dyveke Yoga & Pilates og har to skønne hold, hvor ALLE kan være med – børn og voksne. Holdene er gratis at deltage i, når du køber en indgangsbillet. Tilmelding er ikke nødvendigt, vi fylder lokalet op med dem der er plads til efter først til mølle princippet. Huset har et lille antal yogamåtter, men tag gerne din egen med.

Moster Metas Monster Myriade
Moster Meta er helt tosset med dyr. Hun rejser rundt i hele verden for at kigge på alle mulige slags dyr, det være sig en lille pilegiftfrø eller en panter, men hver gang dukker der bare noget andet op. Hun har en særlig tiltrækningskraft for de lyssky og hidtil ukendte monstre der bor rundt omkring. Hver gang Moster Meta støder på en af disse, så ser hun det som sin fineste opgave at tage sig godt af de små og hun driver noget der mest minder om et pensionat for alverdens monstre. Hun deler gerne ud af sine historier om hvordan hun er stødt på alle monstrene og viser dem stolt frem.

Åbne Kreative Værksteder
Besøg Husets keramikværksted, hvor børn sammen med deres voksne kan udfolde sig kreativt og lege med ler sammen. I kan fx lave et navneskilt, et fantasidyr, aftryk af en hånd, en lille skål eller hvad jeres fantasi nu byder på den dag.
Aktiviteten er gratis. Der vil være personale, der kan hjælpe med at sætte børnene i gang.
På selve dagen vil vi på keramikværkstedet have en liste, hvor I kan skrive jer på, i hvilket tidsinterval I har lyst til at bruge værkstedet.

Copenhagen Jazz Festival præsenterer: Jazz For Kids

Sax Kontra Bas
Kontrabassen er lidt af en drillepind og ’mobber’ saxofonen mindre og mindre – indtil tenorsax’en til sidst er blevet til en sopransax og musikken ganske forandret! Det er blot ét af
flere eksempler på den humor og musikalske slapstick som Jakob Mygind (saxofoner, sang) og Olav Gudnason (kontrabas, sang) betjener sig af i deres duo-koncert, hvor de to musikere
ubesværet blander musikgenrer fra rockabilly til free-form. Det hele præsenteres med deres helt eget udtryk, ikke mindst formet af den lidt usædvanlige duo-konstellation. Her er alt
overflødigt skåret væk i musikken. Undervejs vil de også demonstrere, hvordan næsten alt kan bruges til at lave musik på: tandbørstning, opvask, kroppen osv.

Master Fatmans Jazzskole
Tag med Jazzskolen helt om på den anden side af jorden til et af verdens allersmukkeste og dejligste steder – Brasilien. Vi skal høre samba, bossa og swingue, lære at danse ret vildt, spille på vores maver (også hvis de er små) og springe over hinanden, når vi prøver Capoeira.
Entertainer, radiovært, jazzentusiast, bassist, filminstruktør, musikguru mv. Master Fatman kan, som ingen andre, tryllebinde børn og voksne med sin landskendte og vaskeægte gode karma. Fra første tone sættes an, spredes en stemning hvor der er plads til alle; dem der stille vil sidde hos far og lytte, dem der er spørgelystne og dem der bare vil danse.
Mens de rutinerede musikere holder den musikalske gryde i kog, tager Master Fatman os med ind i sit musikalske univers hvor han fortæller og viser frem. Børnene får små opgaver som fx at lytte efter bestemte fraser der spilles, at fange toner i mors hår, klappe rytmer, spille luftguitarsoloer,bevæge sig, m.v.
For Master Fatman er forholdet mellem jazz og børn helt særligt: “Børn er jazz, for jazz handler om 100 % nærvær. Vi kan lære meget af børnene, for dem er det ok at være helt vildt ked af det – og at være helt vild glad! For mig er jazz at være åben. At man ikke har alle mulige regelsæt eller forventninger med.”

Skolemester: Master Fatman
Skoleorkester: Samba Da Gente (Salvador/Brasilien)
Dans: Luciano Papagaio
Capoeira: Malta de Capoeira

Klezmofobia
Når Klezmofobia spiller koncert er der fest og farver, der bliver sunget og danset, lyttet og kysset og publikum føler sig hjemme og særlig indbudt.
Bandet Klezmofobia er et af de få danske orkestrer der har spillet live i Mexicansk TV, danset kædedans rundt om den lille havfrue på EXPO i Beijing, (med daværende udenrigsminister i spidsen), lavet koncert efter at have kørt snescooter i 20 graders kulde på Svalbard og mange flere skæve og misundelsesværdige begivenheder.

Det meste af musikken er skrevet af bandet selv og læner sig op af den østeuropæiske jødiske folkemusik KLEZMER. Der bliver sunget på yiddish og publikum synger med og opfører sig som om de befandt sig til den fedeste familefest.
Man får serveret et stor udvalg af stemninger og under den østeuropæiske melankoli strømmer glæde og sorg fra langsomme sørgmodige ballader til festlige sange med uptempo instrumental klezmer.
Med på vokal er hele nordens ukronede klezmerdronning Channe Nussbaum, der i spidsen for bandet er parat til at tage børn og barnlige sjæle med på en skøn rejse til fjernere himmelstrøg.

Børnevenlig vegetarmad
Til frokost og aften vil du have mulighed for at stille sulten i en lækker vegetarisk buffét der i dagens anledning vil være lavet i en børnevenlig version.

Program
10.00 – 18.00 Børnelopper
Kom og køb, sælg og byt i de mange boder med børneting. Har du noget du vil sælge så book en 2 timers Loppemarkedsbod for 30 kr. inkl. entré – købes på huset.dk
10.30 – 10.50 Den Dromedarfremkaldende Danseskole
11.00 – 16.00 Åbne Værksteder For Børn
11.00 – 13.00 Vegetarisk Børnebuffét
11.00 – 11.30 Børneyoga
11.30 – 11.45 Afsløring af graffitivæg
12.00 – 12.50 Jazz For Kids: Sax Kontra Bas
12.30 – 13.00 Børneyoga
13.00 – 13.30 Moster Metas Monster Myriade
14.00 – 14.50 Jazz For Kids: Master Fatmans Jazzskole
15.30 – 16.00 Moster Metas Monster Myriade
16.00 – 16.50 Jazz For Kids: Klezmofobia
17.00 – 17.20 Den Dromedarfremkaldende Danseskole
17.00 – 19.00 Vegetarisk Børnebuffet

Entré: 30 kr. (Børn 3 – 14 år) Voksne gratis i følge med børn (max 2 voksne pr. barn).

Ar.: Huset og Jazz Danmark med støtte fra Knud og Dagny Gad Andresens Fond.