Hjemmelavet oksekødssuppe

Tekst & Foto Madfilosofie

Hjemmelavet oksekødssuppe smager vidunderligt og det er perfekt til det kølige og rå efterår vi går i møde. Har du en god kraftig fond, evt fra oksebryst med med ben, et stykke oksebov eller andet tilsvarende, er det meget nemt at fremtrylle den herligste hjemmelavede oksekødsuppe

Til den hjemmelavede oksekødssuppe har jeg brugt et godt stykke oksebryst og et stykke spidsbryst der sammen med urter og grøntsager er blevet kogt i suppegryden. Oksespidsbrystet blev brugt til en omgang spidsbryst med peberrodssauce en aften – den resterende fond kom i fryseren. Det er vigtigt at gemme al den gode fond der kan bruges til supper. Er der noget bedre end en god suppe fyldt med kraft og smag på de kolde efterårs- og vinteraftener? Se flere detaljer på Madfilosofie

Suppegryden

  • Oksebryst med ben
  • Oksespidsbryst eller spidsbryst fra ungkvæg
  • 2 gulerødder (og gerne persillerødder)
  • 1 porre
  • 1 løg
  • 1 hvidløg
  • Et stykke knoldselleri
  • Laurbærblade
  • Persille
  • Timian
  • Kørvel
  • Salt og peber

Kødboller

  • 500 gram kalv/flæsk
  • 1 æg
  • 1 revet løg
  • Mel til farsen har en fast konsistens •Masser af kværnet sort peber og salt

Melboller

Jeg plejer at købe dem fra Mou.

Farsen røres som en almindelig kødfars til f.eks. boller i karry. Kødbollerne formes og lægges i småkogende vand, tilsat salt. Jeg brugte en teske, men bollerne blev alligevel så store, at de blev delt i 2 eller 3 dele under middagen. Når de små kødboller har fået et lille opkog og flyder op, er de færdige.

  • Svits oksebryst og spidsbryst på alle sider og dæk kødet med vand
  • Tilsæt alle grøntsager, urter og krydderier og lad det småkoge
  • Skum af efter behov
  • Spidsbrystet skal kun koge i ca. 1,5 time. Tag ́det op og lav den ret du ønsker hertil. (Jeg anbefaler nedenstående)
  • Suppen koges ind til ønskede kraft, smag til ca. en gang i timen
  • Når suppen har nået den ønskede kraft og fonden er fyldt med smukke perler, kan du pille kødet af oksebrystet, hvis du ønsker dette. Kassér grøntsager og urter.
  • Si suppen, så den bliver ensartet. Tilsæt små tern af 3 gulerødder, 1 stykke knoldselleri og 1 porre. Lad det småsimre lidt.
  • Tilsæt de hjemmelavede kødboller samt melboller, pas på du ikke koger suppen når melbollerne er tilsat
  • Smag til med salt og peber og urter og servér

Go’ appetit!