Hej! Og velkommen til min blog ;)

Jeg vil her, i mit første blogindlæg, forsøge at skrive lidt om hvem jeg er, hvad I kan forvente af min blog, og hvorfor I skal læse med 😉

Hvem er jeg??

Ann-Britt Pedersen, men nok mest kendt som Ann eller Mama. Jeg er 33 år gammel og bor alene med min søn Sean på 5 år. Jeg er uddannet Pædagogisk Assistent og negleteknikker.

Jeg har hele livet kæmpet med overvægt, depressive tanker og overspisning, og har diagnosen BED (Binge eating disorder). Jeg har været igennem en del ting i mit liv, kommet ud på den anden side (eller er ihvertfald godt på vej) og vil nu invitere verden ind i mit kaotiske, udfordrende, livlige, humoristiske og selvironiske hovede.

Hvad handler min blog om?

Bloggen kommer til at handle om mig! Kort og godt 😉

Jeg har valgt at lave min blog, fordi der er så mange mennesker derude som har kontaktet mig og været meget fascineret over hvordan jeg bare kan være SÅ ærlig, og ligge alt ud – uden filter.

Der er så mange mennesker der lider af BED, men som ikke erkender det/fortæller deres omverden det, fordi det er en sygdom som desværre stadig er meget tabu. Det vil jeg lave om på! Ingen skal være flove, skamfyldte eller andet, over hvem de er!

Jeg er Mama, på godt og ondt, om jeg vejer 65 kg eller 150kg!

Hvad kan APPETIZE´s læsere forvente af min blog?

I kan forvente en blog der er hudløs ærlig. Jeg pakker ikke tingene ind, og siger tingene som JEG ser det. Jeg er en person som har meget på hjertet, en kampgejst og en vilje som er svær at slå ud. Men, vejen er hård og lang, det hele er ikke bare lyserødt, og jeg vil dele det søde med det usøde.

Jeg er kaotisk, sjov, selvironisk, blærende, sød, hidsig og vanvittig- og i kommer med på hele rutche-bane turen af et liv, mod et gladere og sundere jeg.

Hvorfor ville jeg igang med at blogge?

Min ide med at starte denne blog, var egentlig fordi jeg på Instagram havde fået en del henvendelser fra piger som lider af BED/overvægt og overspisning. De skrev at de var overrasket over at nogle var så ærlige omkring deres spiseforstyrrelse, og de var imponeret over at jeg ikke følte skam/var flov. Hertil kunne jeg kun sige at jeg på INGEN måde er flov eller skamfyldt over hvem jeg er! Jeg er mig! Jeg er Mama, på godt og ondt, om jeg vejer 65 kg eller 150 kg. Det har taget mig MANGE år (og MANGE svære perioder i mit liv) at nå til den tankegang jeg har om mig selv, mit selvværd og min selvtillid. Det er bestemt ikke noget der er kommet over natten. At arbejde med mig selv er en HÅRD proces, den er pinefuld/smertefuld og fyldt med ufattelig mange negative tanker. Men, når man arbejder med sig selv, erkender sit problem, accepterer HVEM man er, så kan man også komme videre og blive en endnu bedre version af sig selv. På trods af hårde odds er jeg en FIGHTER!

At se at der er så mange piger/kvinder (og også drenge/mænd) derude som ikke føler de kan være dem selv, at se at de er flove over dem selv og kæmper med et ideal som omverden giver dem – DET vil jeg gøre hvad jeg kan for at stoppe! Kan jeg, med min måde at være på, den helt igennem hudløs ærlige mig, gøre en forskel for bare ‘en anden, så er jeg glad 😉

Jeg vil invitere jer ind i min hverdag, de gode dage OG de dårlige. Jeg vil være 100% ærlig, og er altid klar på at svare på spørgsmål eller kommentarer.

I er nu en del af min verden, råt og usødet, og jeg håber I både vil grine og græde med mig 🙂