Gratis kaffe og entré på Kunsten

Pressemeddelse fra Kunsten

Voksentid: Det kan være distraherende at nyde kunst, når man har livlige børn med på museum, så nu tilbyder Kunsten de voksne en rolig hyggestund og en kop kaffe eller Sjælevarmer

Måske kender du det.

Du vil gerne læse skiltene ved værkerne, nyde indtrykkene og tale med venner, veninder eller din partner uden at blive afbrudt.

Det kan dog være svært, når I samtidig har nogle dejlig livlige og måske lidt utålmodige børn med, der gerne vil opleve kunsten i et andet tempo end de voksne.

Derfor tilbyder Kunsten nu voksne, som melder børn til at deltage i et stort, levende kunstværk, en valgfri kop kaffe eller Sjælevarmer (varm saft) i Café Aalto samt gratis entré på særlige dage.

–  På den måde tilgodeser vi både voksne og børn. Børnene får sig en sjov og hyggelig dag og kan i øvrigt engang fortælle deres børnebørn, at de var med i én af verdens sejeste kunstneres værk. De voksne får ro til at se udstillingerne og til en hyggestund i caféen. Bagefter kan børn og voksne mødes og sammen lave kreative projekter i vores Kunst-Lab, siger Peter Juul, projektleder på Kunsten Kreativitarium.

Kunsten vil gennem udstillingsperioden med værker af live art-kunstneren Tino Sehgal engagere omkring 2.000 børn fra 8-12 år, som skal lege frit og uden legetøj og teknologi i Store Sal i museets åbningstid, cirka 25 børn ad gangen – og de nyder det:
”Det har været den bedste dag i mit liv”, som Frigga sagde, da hun var med. Hun og familien var kommet hele vejen fra Horsens for at få oplevelsen med.

Kunsten mangler blot cirka 100 børn for at have alle datoer booket op – så det er først til mølle. Der er endnu ledige pladser søndag 28. oktober samt søndag 11. november, 18. november og weekenden 24. og 25. november.

Børnene deltager dels i kunstværket og i forskellige, kreative workshops mellem 9.30 og 14.00 på søndage og 9.30-17.00 lørdag. Børnene får serveret lette snacks.

Der er én kop valgfri kaffe eller Sjælevarmer pr. voksen, der har meldt et barn til at deltage i kunstværket. Der udleveres et gavebevis i billetkontoret ved ankomst, når du har tilmeldt et barn i alderen 8-12 år. Entréen er naturligvis gratis for både voksen og barn – og man er velkommen til at blive på Kunsten og hygge sammen, efter børnene er færdige i kunstværket.

Tilmelding nødvendig.

Læs mere på https://kunsten.dk/da/indhold/kunstens-kreativitarium-soeger-boern-til-kunstprojekt-8981