Gør dit hjem til din edition

Boligklumme | unum

Fotograf Johny Kristensen

Sponsoreret af unum

2018 er allerede i fuld gang, og det betyder, især inden for boligbranchen, at der er et stort fokus på, hvilke boligtendenser, der bliver de største, og hvilke trends du hurtigst muligt skal skille dig af med, fordi de er “so last year”

Boligmagasiner, aviser og ugeblade viser de samme farver, de samme historier og de samme must-haves, men betyder det så, at det er de retningslinjer, du skal følge for at skabe det perfekte og moderne hjem anno 2018?

Bliver du så et gladere menneske? Er dit hjem så et “rigtigt” hjem?

Det mener vi ikke… Dermed ikke sagt, at vi ikke har vores egne trends, som vi gerne vil fortælle om, men i unum ser vi bare trends og tendenser på en anden måde.
 Vi vil helst ikke diktere trends, men i stedet inspirere med en personlig tendens.

Unum betyder “det ene” eller “enestående”, og det er ud fra disse ord, unum er skabt – og dét synes vi er en tendens, du skal adoptere – ikke kun i 2018.

Skab dit eget unum derhjemme

Vi er ikke meget for lemmingeffekten. Den effekt der opstår, når for eksempel de store kommercielle brands lancerer en ny kollektion, som vi alle vil have fingre i fordi, det er det 
“man” vil have i dag.

I stedet kan vi meget bedre lide at
 spørge os selv ”hvad kan vi godt lide,
og hvad vil vi gerne selv omgive os
 med?”, og så søge den stil og de produkter, der kan skabe den stemning. Det lyder som en stor kliché, at dit hjem skal være personligt, så i stedet vil vi sige, at du skal se dit hjem, som dit “unum hjem” – dit helt eget enestående hjem.

Og hvordan gør du så det?

Måske kender du vores unum edition, som er vores helt egen serie af produkter, som vi selv har udviklet alene eller i samarbejde med andre. Vores unum edition er kernen i unum og et udtryk for, hvad vi er, hvad vi kan, hvad vi vil og hvad vi elsker. På samme måde skal du arbejde med dit hjem, og det du omgiver dig med.

Inden du synes det lyder alt for svært, så vil vi selvfølgelig gerne guide dig til, hvordan du arbejder på at skabe din egen edition.

Tænk i statement-items

Noget der kan give din indretning kant er, hvis du tænker i ”statement items”. Med statement items mener vi produkter, som skiller sig ud, fanger øjnene og dermed tager plads i dit hjem. Statement items sender et signal om, hvad du godt kan lide, hvad enten det er en farve på væggen, et møbel, eller nipsting.

I unum er et af vores helt store statement items keramikstolen fra Venezianske Reinaldo Sanguino. Stolen bliver lavet i New York, den bliver formet og malet i hånden, og der findes ikke en stol magen til.

Vores ”Reinaldo” står altid centralt i butikken. Den skal have fuldt fokus. Stolen et statement item for os, fordi den er super smuk – et kunstværk – men det er i høj grad også fordi, den er håndlavet, one of a kind og helt unik. Dét er kendetegnende for størstedelen af de produkter, vi har i unum, og det er, hvad vi er, hvad vi kan, hvad vi vil, og hvad vi elsker.

På samme måde kan det være en særlig lampe, en vase, eller for eksempel et gulvtæppe, der får lov at spille den helt centrale rolle hjemme hos dig. Det kan være en kontrastfarve, som giver en iøjnefaldende farveplet, som fortæller at ”hey, jeg elsker farven grøn”. Som en lille tilføjelse kan vi afsløre, at vi ELSKER farven grøn, og den er derfor en afgørende del af vores identitet (vores grønne facade, grønne indkøbsnet, grønt silkebånd osv.) – vores edition.

At vælge et statement item handler i høj grad om den følelse, dit “item” giver dig. Det skal gøre dig glad i maven! Du skal ikke vælge en farverig lampe, fordi den er smart – du skal vælge den, fordi du bliver glad i låget, når du ser på den.

Originalitet giver eksklusivitet

En anden måde at skabe noget unikt hjemme hos dig, er ved at fokusere på originale og unikke produkter, fremfor de kommercielle og masseproducerede produkter – og ikke et eneste ondt ord, hvis du er vild med disse produkter, så længe de giver dig den føromtalte lykkefølelse i maven – men hånden på hjertet, så er det altså tit de produkter, der efterfølgende sættes til salg, når der skal ryddes op og ud.

Prøv at tænke mere i unikhed. Et oplagt sted er når du vælger nyt til væggene. Prints og billedevægge har i flere år haft stort fokus, og det vil der fortsat være, men vi tror på, at der vil og skal snige sig flere originale værker ind. Originaler bidrager med meget mere historie – især de værker, der trækker tydelige spor og nærhed tilbage til kunstneren. Det er historien, der skaber noget unikt og giver personlighed. Og lad os så slå fast, at det er 
en skrøne, at du skal spendere flere tusinde kroner på kunst. Det kan faktisk lade sig gøre at finde både fin, skæv og original kunst til under 1.000 kr. – se bare pernilleEs skønne værker, som vi er så glade for at præsentere i unum.

Det kan også være et håndlavet vægtæppe, en skæg figur eller et vintage gulvtæppe, som giver originalitet. Det behøver ikke være en ny ting, det kan være, det er en af børnenes tegninger, oldemors broderi eller noget helt tredje. Måske sat i en flot, enkel egetræsramme af god kvalitet – og pludselig har du skabt dit eget kunstværk.

Etnicitet og mixede materialer uden at gå helt boheme

Det nordiske hjem har fyldt meget de sidste år, og det er heldigvis let at tilsætte personlighed og varme til denne stil. En måde at gøre det på kan være ved at give din hjem et etnisk twist, som giver en ny form for aura. Det kræver ikke alverden at invitere den etniske stil ind. Nogle gange kan det gøres med blot et chunky tæppe, nye pyder, et tungt gulvtæppe i mørke eller sprælske farver, en flettet kurv til opbevaring… Flere varme farver og lidt tungere og bløde elementer.

Du kan også skabe et mere sprælsk udtryk ved at mixe materialer – eksempelvis puderne i sofaen. Måske skal du have en strikket pude ind, en velourpude eller en simpel bomuldspude. Du skal i højere grad turde mixe farver, tekstiler og materialer. Det giver kant, det giver personlighed, og det giver varme.

Vi oplever ofte, at folk er bange for farver, fordi de føler, det bliver dikterende for resten af indretningen. Vi mener ikke farver dikterer, tværtimod synes vi, de åbner op for flere muligheder, detaljer og skaber kant. Nogle gange kan én sprælsk pude lyse hele stuen op, og pludselig passer den grønne skjuler i vinduet perfekt ind – den har fået en medspiller og en at tale med. Tænk sig hvor dejligt… En anden måde kan være at tænke tone i tone og i stedet mixe materialer. En velourpude sammen med en bomuldspude eller en strikket pude. Når du mixer materialer får du en lækker stoflighed – et varm og blødt udtryk.

Det kan være svært at lave til- og især lave fravalg, men vi kan kun understrege, hvor vigtigt din mavefornemmelse er. Dit hjem er dit hjem, og du skal føle dig glad og afslappet hver gang du træder ind ad døren. Hvis du har det godt i dine omgivelser, vil det smitte af på alle, som træder ind ad din dør.

Derfor håber vi, at du vil følge vores “trend”. Investere i få men gode ting, som føles rigtige. Og som gør dig glad i maven. Det er vores opskrift på at skabe din egen unum edition hjemme hos dig selv.

God fornøjelse – vi håber, vi ses i unum, Sofie & Jeanette

unum, Nørregade 27, 9000 Aalborg,
45 28 26 20 70 , unum.dk, hello@unum.dk