For nu at tale om noget andet

Tekst & Foto Cecilie Vestergaard Wennerlin

Jeg må være ærlig og indrømme, at vi har haft en lorte-start på året. Jeg har før skrevet om vores influenza-futtog, men inden det blev rigtigt forår, har vi lige skullet igennem en træls og uvelkommen bølge af sygdom endnu engang.

Børnefamiliernes lod. Det hærder, som man siger.

Men det her indlæg… Det skal simpelthen ikke være negativt. Det skal hylde de små ting, som på trods af nogle lange sen-vintermåneder og kaskader af snotnæser (og et sindssygt maveonde), har lukket lys – og lidt forundring – ind hos os.

  1. William-snart-4-år og de små-foruroligende spørgsmål

Søde William med pagehåret og de livlige øjne er det noget af det smukkeste, når man kommer til at sidde og betragte ham. Og derfor er det også lidt som at blive revet ud af en meget sød og lyserød fortælling, når det meget brat kommer fra ham:

”Mor, er du bange for myrer?”

”Tja…”

”Er du bange for, at de skal kravle og kravle ind i dine øjne, eller mund, eller næse, eller negle? Er du det?”

”…..”

”Du er sød, mor. Må jeg få en franskbrød med spegepølse?

  1. Verdens mest autentiske interview 

Jeg elsker fortidsarv. Ligegyldigt hvor meget fortid det er. For et par uger siden så jeg et afsnit af Poul Hammerichs ”Gamle Danmark”, som er en dokumentarisk serie bygget op om klip fra TV og radio. Der så jeg, hvad der må betegnes som et perfekt billede på, hvordan man i 60’ernes TV-spæde barndom interviewede folk – og så på kvinder.

Det pågældende interview så umiddelbart ud til at være fra starten af 60’erne, og en mandlig, midaldrende journalist med en kraftig hornbrille udspurgte en nyansat kvindelig togkonduktør – også kaldet for en ”Trisse”.

”Hvordan har De de med at blive kaldt en Trisse?”

”Joh.. Jeg ville jo gerne, om vi bare kaldtes kvindelige konduktører.”

”Ja, det kan jeg tænke mig. Har De så nogen relevant uddannelse eller erfaring for Deres arbejde her?”

”Jeg er udlært på kontor.”

”Er det et hovedkontor?”

”Ja.”

”Nå, men så har De da lidt forstand på penge derfra.”

Og jeg sad tilbage med et syret smil på læben, fordi det på én gang er både grinagtigt, urkomisk og tragisk, at interviewstilen dengang mindede om et krydsforhør, og at synet på kvindelige konduktører (og kvinder i det hele taget) var sådan lidt ”Ja, men så prøver vi da det… meeeen… de er jo ikke mænd”.

  1. Hamburgerryggen og jeg

Jeg fik udfyldt endnu på punkt på min at-blive-voksen liste, da jeg tog 1 kg’s hamburgerryggen fra køledisken i Fakta for i ramme alvor at kaste mig ud i at lave den til et måltid. Og da den lå der i vognen, fik jeg tanken, at nu mangler jeg efterhånden kun at prøve at male noget udendørs træværk og at bage noget i en randform (og et par ting mere), før alt på listen er krydset af.

Og den blev altså god, den svend. Selvom jeg 60 % af tiden var forvirret, da jeg tilberedte den, blev den til sidst så vellykket, at begge unger sad så stille og spiste, som de ellers kun gør, når det handler om lasagne eller kage.

  1. Diskussion og børneprut

Det er sket, faktisk ikke så få gange efterhånden, at en små-ophedet diskussion om et emne mellem Christian og jeg er blevet afbrudt på det mest iltre sted af en børneprut. Og det giver faktisk lidt en blandet følelse indeni en…

”Men jeg synes bare, det er så dumt, hvis ikke du kan tage den røde bil… Det er jo mig, der har længst.”

”Jeg skal have el-klaveret med.”

”Jamen, det kan da godt være der? Altså, for filan, kan du ikke b….”

PRUT

”……”

”……”

Og det er faktisk smart, for når det sker, fungerer børneprutten som en naturlig afslutning på diskussionen. Et fint punktum.

Nu er foråret her, og vi er meget klar til et sommerhalvår med et minimum af sygdom og med et maximum af vaffel-is, glade børn, skovture, terrasseaftener og havedage.

¨¨¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med:)