Fly-udstilling flytter på museum

Tekst & Foto Nordjyllands Historiske Museum

Dele af Messerschmitt-udstillingen flytter til Aalborg Historiske Museum. Pilotens personlige ejendele – herunder hans tøj, ur, soldaterbog, pung, kam og kondomer, instrumenter fra cockpittet, dele af maskingeværer og stempler fra Daimler-Benz flymotoren er nogle af genstande, Nordjyllands Historiske Museum har flyttet fra den midlertidige udstilling på Skudehavnen og ind på Aalborg Historiske Museum

I begyndelsen af marts i år fandt den 14-årige skoledreng Daniel Kristiansen og hans far Klaus Kristiansen vraget af et tysk fly af typen Messerschmitt Bf på familiens mark i Birkelse i det nordlige Jylland. Historien om fundet gik verden rundt – ikke mindst fordi, det var sønnens skoleopgave, der ledte familien på sporet af flyet.

Daniel skulle skrive en opgave om Anden Verdenskrig, og hans far fortalte, at hans farfar havde berettet om et tysk fly, der styrtede ned på deres mark i 1944. Bevæbnet med metaldetektorer går far og søn i 2017 ud på marken i håbet om at finde et lille stykke metal. Men de fandt meget mere.

Nordjyllands Historiske Museum rykkede ud og sørgede for at indsamle såvel vragdele som pilotens ejendele. Der blev også fundet ligdele af den afdøde tyske pilot. Disse blev sendt til retsmedicinsk institut i Aarhus.

Museet har efterfølgende renset de mange fund, og nu kan man byde velkommen til en særudstilling om flyet, der styrtede ned i 1944.

Piloten var den kun 19-årige tyske korporal Hans Wunderlich. Han blev født i Neusorg i delstaten Bayern 22. juli 1925. Han var ugift og barnløs. De tyske myndigheder oplyser, at hans forældre er døde for en del år siden, og i 2006 døde hans eneste søster – ligeledes barnløs.

Ifølge arkiver i Tyskland styrtede Hans Wunderlichs fly ned 10. oktober 1944. Som øjenvidner har berettet, og som det var kutyme, rykkede tyskerne ud for at fjerne alt fra styrtet, men i dag ved vi, hvorfor de ikke fik det hele med: De beskriver det som et dødeligt styrt i sumpet jord og har derfor indstillet bjergnings-arbejdet, da de fandt det forgæves.

Retur til landmanden

De fleste af selve vragdelene af det tyske Messerschmitt-fly, der i marts blev fundet på en mark ved Birkelse i Nordjylland, er returneret til landmanden, hvis søn fandt flyet. Men en række øvrige effekter samt de mange plancher, der fortæller den fascinerende historie om piloten, styrtet og Aalborg under anden verdenskrig, kan nu opleves på museet i Algade.

Ved vraget fandt man en række af piloten Hans Wunderlichs personlige ejendele. Disse blev efterfølgende renset på Bevaringscenter Nordjylland og er nu udstillet på Aalborg Historiske Museum sammen med historien om hans korte liv. Hans Wunderlich blev bare 19 år. Man kan se hans armbåndsur, hans soldaterpapirer, en pung med mønter, cigaretpapir, kondomer, madbilletter og en kalenderbog.

Desuden udstilles noget af hans tøj – blandt andet uniformsjakken med luftwaffemærker på.

Udstillingen fortæller den spændende historie om fundet af flyet og museets efterfølgende arbejde. Der vil være øjenvidneberetninger, beskrivelser og statistik over de mange styrt med Messerschmitt-jagerfly under træning.

For at sætte det hele i sammenhæng berettes kort om besættelsesårene i Aalborg, de tre tyske luftbaser og tyskernes tilstedeværelse i byen, ligesom der laves en tidstavle over vigtigste begivenheder i Verden- Danmark-Aalborg. Museet har desuden en permanent udstilling om Aalborg under besættelsen.