Filmanmeldelse: Vaiana

tekst ChriSTiNA SvENDSEN | foto Disney Danmark

©2016 Disney. All Rights Reserved.

4stjerner

Vaiana er nyeste skud på stammen i en lang række af Disneyprinsesser, der startede i 1937 med Snehvide. Meget er som det plejer, men den handlekraftige polynesiske prinsesse er alligevel milevidt fra den dydige Snehvide

Vaiana er datter af høvdingen på en idyllisk polynesisk ø, hvor de lever et godt og trygt liv med alt hvad de behøver indenfor det omkringliggende. Vaiana skal være den næste høvding i det lykkelige ø-samfund, men til hendes fars ængstelse, så længes hun mere mod havet end mod et liv som leder. Han er skrækslagen for de mytiske kræfter, der reagerer udenfor revet, men hun føler sig kaldet af eventyret. Da øens overlevelse er truet, stikker hun af og møder den arrogante halvgud Maui, der modvilligt skal hjælpe hende med at redde verden.

Vaiana er på mange måder klassisk Disney, der dog har lyttet til kritikken og givet hovedkarakteren en nødvendig make over. Hun er normalt proportioneret, intelligent og handlekraftig. Derover er der ikke en prins i sigte, for hun kan selvfølgelig klare skærene selv. Eller, hun får selvfølgelig hjælp af halvguden Maui, men han er mere side-kick end en kærlighedsinteresse, og har i øvrigt brug for at blive reddet mindst lige så mange gange som Vaiana selv.

I den engelske udgave er det skuespilleren Dwayne Johnsen, bedre kendt som The Rock, der lægger stemme til Maui. Han er arrogant, storskrydende og charmerende. Derudover har han en af filmens bedste sange, nemlig You’re Welcome, der har hængt fast i mine ører siden jeg så filmen for en uge siden. Jeg så filmen på dansk, men her ikke kunne finde den danske udgave af sangen nogen steder. Glæd jer til at høre den i biografen, for den er akkurat lige så ørehængende, og indtil da kan I se den engelske herunder. De danske stemmer fungerer i det hele taget fint.

Vaiana er langt fra en perfekt film, og, på trods af nogle nye takter, så virker den lavet efter samme skabelon, som rigtig mange andre Disney-film. Der er velkendte elementer, som heltindens sang, hvor hun tumler med livets formål. Der er selvfølgelig også et dyr, der følger med på rejsen, hvilket denne gang er en tumpet kylling. Og der er også rådgivning fra det hinsides, hvilket man efterhånden har set en hel del gange.

Men jeg var godt underholdt og glæder mig til at vise mine yngre familiemedlemmer, at både prinsesser og høvdingedøtre sagtens kan klare skærene selv i stedet for at vente på at blive reddet.

1 Comment on Filmanmeldelse: Vaiana

  1. Du kan finde alle de danske sange til filmen på yousee play.
    Syntes mange af sangene fra Vaiana er meget ørehængende

Kommentarerne er lukkede.