Genre: Kupfilm
Premiere: 21. juni 2018
Medvirkende: Anne Hathaway, Cate Blanchett, Sandra Bullock, Mindy Kaling m.f.
Instruktør: Gary Ross
Manuskript: Gary Ross og Olivia Milch
Længde: 110 min
Danny Ocean samlede for første gang sit slæng i 1960, da Ocean’s Eleven havde premiere. Dengang var det folk som Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis Jr., der spillede hovedrollerne i gruppen, der planlægger det ultimative kup i Las Vegas.
I 2001 blev filmen genindspillet, hvor det denne gang var George Clooney, der stod i spidsen som den entreprenante forbryder Danny Ocean, der samler elleve kumpaner der skal røve tre kasinoer i Las Vegas på en enkel nat. Ocean’s 11 blev en stor kommerciel succes, så Danny og Co fortsatte eventyret i to fortsættelser (Ocean’s 12 og Ocean’s 13 i hhv. 2001 og 2007).
Nu er det tid for endnu et kapitel i serien, men denne gang er drengehørmen afløst til fordel for et hold kvindelige forbrydere. Danny Ocean har nemlig en søster, Debbie (Sandra Bullock), der har siddet i fængsel i fem år, hvor hun har brugt tiden på at planlægge det perfekte kup.
Danny er i mellemtiden død af uvisse årsager, så båndene er (næsten) kappet til de populære forgangsfilm. Hun samler sig et rent kvindehold, for, som hun selv forklarer i filmen, så bliver de nemmere overset, hvilket er meget praktisk, når man skal kuppe årets største velgørenhedsbal.
Drømmehold
Ocean’s 8 kommer lige midt i en MeToo-tid, hvor kvindernes rettigheder og mangel på samme er kommet i fokus. Det er både en fordel og en ulempe for denne film, for den havde nok ikke fået grønt lys uden bevægelsen, men samtidig er det svært at se den som en helt almindelig kupfilm i sin egen ret.
Meget af kritikken lød på forhånd om hvad behovet var for en kvindelig Oceans-film og at den udelukkende blev lavet for at tækkes det skiftende mediebillede. Når det så er sagt, så er det tvivlsomt, at filmen nogensinde var blevet lavet, hvis idéen var, at det i stedet var Danny Oceans bror, der kom ud af fængslet.
Det kvindelige hold er en drømmebesætning af skuespillere, hvor det tydeligt ses, at de har haft det sjovt under indspilninger. De er sjove og bringer hver især noget unikt til deres roller. Det giver en helt speciel dynamik, at der ikke er et lem i sigte i de bærende roller, der giver et frisk pust til en efterhånden fortærsket genre.
Specielt Anne Hathaway er sjov som skuespilleren Daphne Kluger, der er vært for det store velgørenhedsbal. Men jeg var også tosset med Helena Bonham-Carter, der spiller den fortabte og utroligt godmodige designer Rose Well. Det var skønt at se hende i en helt anden rolle, der er i den helt modsatte grøft end den skumle Bellatrix Lestrange, som hun spillede med delikat ondskab igennem de fleste Harry Potter-film.
Kort sagt, så er man glimrende underholdt så længe filmen varer, men selve historien står lidt i anden række. Jeg har to kriterier, der skal være opfyldt, for at en kupfilm er vellykket for mig. Det ene er, at gruppen skal være så sjove sammen, at man har lyst til at tilbringe 2 timer sammen med dem i biografen. Det andet er, at man helst skal være en smule imponeret og overrasket over hvordan de til sidst lykkedes med kuppet. Den forbløffelse manglede lidt og flere elementer virkede en smule fjollede, men det stærke cast redder filmen for mig på målstregen.
