Filmanmeldelse: Mission: Impossible – Fallout

Tekst Christina Svendsen | Foto Paramount og Skydance

Tom Cruise som Ethan Hunt i MISSION: IMPOSSIBLE - FALLOUT | Foto Paramount Pictures og Skydance

Genre: Action
Premiere: 2. august 2018
Medvirkende: Tom Cruise, Rebecca Ferguson, Simon Pegg, Alec Baldwin, Ving Rhames, Henry Cavill, Angela Bassett, Vanessa Kirby
Instruktør: Christopher McQuarrie
Manuskript: Christopher McQuarrie
Længde: 147 min

Med Mission: Impossible – Fallout er det sjette omgang i manegen for agenten Ethan Hunt, og man kunne frygte, at han var ved at blive lidt træt. Men serien viser ingen tegn på svaghed.

Første gang vi mødte Ethan Hunt var i 1996, så Tom Cruise har spillet agenten i de sidste 22 år, hvilket er imponerende nok i sig selv. Appellen ved de fleste film har været de spektakulære stunts og den realistiske action. For Ethan Hunt er nemlig en menneskelig agent, der godt kan slå sig. Det kan Tom Cruise i øvrigt også. Det er meget omtalt, hvordan han brækkede foden under optagelserne til filmen.

I Fallout står Ethan Hunt endnu engang overfor terroristen Solomon Lane, som han ellers fik fanget i sidste film. Samtidig bliver han tvunget til at tage nogle valg, der enten kan betyde døden for hans nærmeste eller potentielt flere millioner indbyggere.

Der er noget på spil

Man har fornemmelsen af, at der er noget på spil og efter seks film, så er man (i hvert fald jeg) begyndt at holde af karakterer som de to faste teammates, Luther (Ving Rhames) og Benji (Simon Pegg), der har været med siden henholdsvis første og tredje film. Det er i høj grad sammenspillet mellem Benji, Luther og Etan Hunt, der giver filmen sin følelsesmæssige sjæl.

Jeg elsker actionfilm, men er typen, der får en pludselig lyst til at hente kaffe eller tjekke telefon, når helten er på endnu en biljagt gennem smalle gader. Det var overhovedet ikke tilfældet i denne film. De fleste stunts og biljagter var flot sat og op og derudover føles de alle, som om der var en grund til det, i modsætning til bare at være en god undskyldning for at fræse rundt i Paris’ smalle gader.

De fleste Mission: Impossible-film har haft et centralt stunt, der har været filmens udstyrsstykke. I den første film var det, da Ethan Hunt akrobatisk skal stjæle en fil fra et højtsikret computerrum. Mest kendt er dog i fjerde film, hvor agenten skal ud og kravle på verdens højeste bygning, Burj Khalifa i Dubai. I denne film springer Ethan Hunt og CIA-agenten August Walker (Henry Cavill) ud fra et fly i 7620 meters højde. De har begge masker på der dækker hele ansigtet og i det meste af springet består lydsiden udelukkende af deres dialog over radioen. Det gjorde scenen endnu mere spændingsfyldt, flot og kraftfuld.

Mission: Impossible er kort sagt en yderst vellavet actionfilm, hvor der er meget få fejltrin. Tom Cruise er i den grad stadig i topform, og et par timer i hans selskab i biografen er virkelig godt givet ud.