Genre: Komedie
Premiere: 9. august 2018
Medvirkende: Diane Keaton, Candice Bergen, Jane Fonda og Mary Steenburgen
Instruktør: Bill Holderman
Manuskript: Erin Simms og Bill Holderman
Længde: 104 min
I mange år forsvandt (specielt kvindelige) skuespillere fra Hollywoods radar, når de ramte en vis alder. Det er heldigvis ved at ændre sig og gudskelov for det. Der kommer flere og flere film med det grå guld og Book Club er endnu en i rækken.
Filmen handler om Diane (Diane Keaton), der har fundet sig til rette med enkerollen, men døjer med sine døtre, der gerne vil flytte hende hjem til dem. Vivian (Jane Fonda) svømmer i mænd, men har på ingen måde lyst til at lukke en mand en i hendes følelsesliv. Sharon (Candice Bergen) er aldrig kommet videre efter hendes skilsmisse og Carols (Mary Steensburgen) ægteskab er blevet så meget rutine, at hun får ørepropper i årsgave. Det er fire stærke kvinder, men deres liv er gået i stampe og de trænger til at blive rusket i. De bliver alle rusket godt og grundigt, da de begynder at læse den frække roman 50 Shades of Grey. Det kommer til at ændre livet for dem alle.
Vinder på charmen
Jeg havde bange anelser, da filmen startede og man fik kvindernes historie gennem irriterende dårligt photoshoppede billeder i sort/hvid. Det gentog sig flere gange igennem filmen, hvor det lignede, at det var optaget med bluescreen og baggrunden derefter kunstigt sat ind. Der er meget, man kunne kritisere ved denne film, men jeg hyggede mig simpelthen så godt i selskab med de fire skønne kvinder, at det blev lidt ligegyldigt for mig. Den samlede charme blandt hovedrolleindehaverne må være en drøm for de fleste filmproducenter. Man har bare lyst til at tilbringe tid sammen med dem. Så er det næsten ligegyldigt, hvad de laver.
Historien er meget letbenet og bliver til tider en tand for fjollet. For eksempel da den dygtige dommer Sharon (Bergen) vælger at udsætte en retssag, fordi hun skal spionere på eksmanden på de sociale medier. Det giver ikke mening at fortælle, hvor professionel hun er det ene øjeblik, for derefter at lade hende opføre sig som en teenager det næste. Men historien minder os også på, at livet ikke stopper, bare fordi dåbsattesten er blevet ældre. Kernepublikummet er helt klart voksne kvinder, der burde tage deres mor under armen til en hyggelig aften.
Når det er sagt, så kunne det også være rart, at se de fire prisvindende kvinder i roller, hvor de har større mulighed for at udfylde deres talent. Men et stort hurra for en film, der hylder moden kærlighed. Der stadig er liv efter de 60 år!
