En kulturel smeltedigel af mad, mennesker og kreativitet

tekst CHrISTINa SVENDSEN | foto LOuISE DybbrO | advertorial

Skitse af den nye facade (Tegning: KPF Arkitekter)

Nu kan aalborgenserne godt begynde at glæde sig. I efteråret 2017 vil et stort hus for mad, mennesker og kreativitet tone frem midt i Aalborg Vestby. Initiativtagerne er FOKUS Folkeoplysning, som har købt den store hvide ejendom på Strandvejen 19

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men en væsentlig renovering er sat i gang. Strandvejen 19 har engang været en del af C.W Obels Tobaksfabrik og senere et afsnit af Aalborg Universitet. Nu runger det af forandring i de gamle betonvægge. Med en væsentlig renovering og lidt tryllestøv vil byboere snart kende de i alt 3.600 kvadratmeter som et sted, hvor man kan spise godt, deltage i events, dyrke sine kreative evner eller prøve kræfter med yoga. Huset favner alt, hvad der associerer til kultur og fællesskab – helt som hus så ejer. Men hvem er ejer i grunden?

Vide rammer for fællesskab

FOKUS Folkeoplysning har et slogan, der lyder: ”Bevæger Aalborg”, og efterhånden spreder de sig over det meste af byen med både en aftenskole og en daghøjskole. Aftenskolen har kurser i alt fra sprog til haveliv, en kulturklub og bevægelseshold i flere FOKUS Fitnesscentre. Daghøjskolen er derimod en samling kreative talentforløb, afklaringsforløb og andre beskæftigelsestilbud, som jobcenteret kan henvise til. Tilbuddene giver mulighed for at søge om optagelse på kunstakademier eller videre ud i job og uddannelse. Selvom FOKUS er så mange ting, at man kan blive lidt forpustet, mener direktør Bjørn Salling, at nogle fælles værdier dominerer.

– Vi tror på fællesskabet og menneskers behov for at mødes med hinanden, og netop fællesskabet er et af nøgleordene for FOKUS og Strandvejen 19. Vi vil være dér, hvor folk har deres hverdag. Derfor har vi valgt at placere os et sted, hvor der kommer både studerende og mange, der har deres arbejdsplads i området, fortæller han og tilføjer, at flere af aftenskolens og daghøjskolens aktiviteter bliver rystet godt sammen i det nye hus.

Kulturkokkerier

Caféen KaffeFair, som flere måske kender fra tiden ved Hovedbiblioteket, får en central placering i huset. KaffeFair kommer til at boltre sig på 1000 kvadratmeter, fordi de får mulighed for at servere til fællesspisningsarrangementer i det store eventlokale, der løber i en naturlig forlængelse af caféen. Her vil FOKUS også koble madoplevelser med spændende kulturevents som ’En politisk varm kartoffel’, hvor nogle markante meningsdannere tager fat på et emne, som politikerne helst ikke vil røre ved, mens KaffeFair serverer et måltid, hvor kartofler indgår på en kreativ måde. Selve caféen vil blive det hyggelige mødested for kursister, mødregrupper og studerende med computeren under armen. Et sted hvor gode råvarer, økologi og bæredygtighed sikrer alle en god frokost eller middag i en rar og venlig atmosfære, og hvor tanken om folkekøkkenet genopstår i arrangementet ’Aalborg spiser sammen’.

Støtte fra Det Obelske Familiefond

At KaffeFair kommer til at spille så stor en rolle i det nye hus skyldes først og fremmest en flot donation fra Det Obelske Familiefond på næsten 5 millioner kroner. KaffeFair er nemlig mere end mad og events. Det er også et af Daghøjskolens afklaringsforløb og tæller i dag fem afdelinger fordelt over Aalborg og Aarhus. Det nye restaurantkøkken på Strandvejen 19 vil danne ramme om oplæring og afklaring af unge med en psykisk sårbarhed. Det Obelske Familiefond, som før har støttet KaffeFair, har gjort det muligt, at den socialøkonomiske cafévirksomhed igen får en central placering i byen med mulighed for at skabe et professionelt læringsmiljø for de unges personlige og faglige udvikling.

– Grunden til at vi støttede KaffeFair første gang og igen er, at de som socialøkonomisk virksomhed netop forsøger at adressere det, at folk, der har forskellige udfordringer kommer ind og bliver integreret som en del af en almindelig praksis og bliver herrer i eget liv. Det passer fint med vores profil og strategi på det sociale område, fortæller Christen Obel, der er formand for bestyrelsen i fondet.

Kulturelle ildsjæle i en oplevelsesby

Christen Obel, som selv er ud af tobaksslægten lægger ikke skjul på sin begejstring over, at det gamle tobakslager nu får nyt liv som epicenter for kultur og fællesskab.

– Kultur er enormt mange ting. Alle folk har forskellig lyst og behov, men der er ikke nogle mennesker, som lever uden kultur som en integreret del af deres liv; om så det er den popmusik, de hører tilfældigt i radioen, eller de selv er mere aktivt opsøgende. Jeg tror, at alle mennesker ville blive dybt ulykkelige og frustrerede, hvis der ikke var kultur på alle de måder. Men jeg tror desværre ikke altid, at vi er lige bevidste om, hvor meget vi bruger den, og derfor er det vigtigt, at der er mennesker, som tænder på – og drives af at levere kultur til os alle sammen, og det er vi meget glade for at støtte, fortæller han.

På Strandvejen 19 kommer FOKUS da også hele vejen rundt om kulturen og det gode liv. Foruden KaffeFair og kulturelle events vil huset præsentere et kunstværksted, hvor man kan være fælles om kreative udfoldelser, undervisningslokaler og ikke mindst et spritnyt yogacenter, hvor stemningen og faciliteterne helt og holdent helliges yogaen med den ro og det nærvær, der er en forudsætning for at få det fulde udbytte af det, der i dag både er en træningsform, men også en livsstil for mange.

Der er med andre ord nok at glæde sig til i efteråret 2017, hvor huset åbnes med en stor FooD & Friendship Festival, der med talks, food art og table dinners sætter fokus på det fællesskab og den kultur, der omkranser måltidet. Men først kommer en omfattende renovering, som gør bygningen parat til en ny æra som kulturel smeltedigel. En renovering der samtidigt afspejler byens udvikling fra industriby over studie- og vidensby til kultur- og oplevelsesby, – og derfor må aalborgenserne vente lidt endnu.

2 Comments

  1. Hej har i brug for flere yoga instruktører er jeg interesseret. Min yoga er meditation yoga. Hilsen Iben zacho

Kommentarerne er lukkede.