– (og verdens bedste sommersalat)
For et lille stykke tid siden var min Lars og jeg til ‘forpremiere’ på TV Nord-programmerne ‘ Dirch Passers datter – En del af noget større’, hos Zita Hvid og hendes Per. Solen bragede ned og vi blev forkælede kulinarisk i overflod med den smukkeste maleriske forårssalat fyldt med laks og artiskokhjerter, tærte og caprese (store svulmende solmodne tomater med tykke mozarellaskiver), smukke lune laksewraps, krydret hummus, bulgur fyldt med granatæblevitaminer og den bedste guacamole på den nordlige halvkugle efterfulgt af en tiramisukage, der sendte universet i rene lykkesvingninger. Og vi blev forkælet med omsorg og varme og glæde. Af omsorgsfulde, varme, kærlige, kloge og humoristiske mennesker
Tidligere på året blev min kæreste og jeg fulgt igennem et stykke tid af Zita og hendes dejlige og dygtige kollega TV2-fotografen Søren Broust. Jeg havde sagt ja til at åbne op indtil hjertekulen. Ind til den Josefine jeg ER. En del af noget større – med en skæbne og en rygsæk fyldt med kærlighed.
Jeg sidder lige nu og leder lidt efter ordene. Min rygsæk indeholder jo meget mere end kærlighed. Jeg er jo ikke lavet af ren lagkageglasur og Disneymusik, men jeg kan ikke holde fast i ordene. De popper op og forsvinder igen som fine regnbuefarvede sæbevandsbobler. Sorg, tab, angst, eventyr og grå hår. Ordene vil ikke blive i rygsækken … måske fordi jeg virkelig allerede har givet slip. Måske fordi det bare ER, der jeg er. Med en rygsæk der kluk-ler af kærlighed til et levet liv fyldt med op- og nedture, og en nysgerrighed og glæde til resten af det liv, jeg måtte have tilbage.
At åbne op ind til hjertekulen betyder, at vi tvinges til at reflektere over vores liv. Det kræver mod og styrke at gøre det helhjertet. Lige gyldigt hvilket liv du ser i spejlet. Der er ingen smutveje, når vi reflekterer. Ingen hvide løgne når vi vælger at nærlæse, og ikke mindst forstå og acceptere hvem vi er. På godt og mindre godt. Vores helt igennem autentiske jeg. Vores Yin & Yang.
Jeg er for det meste god til at reflektere, synes jeg. Men jeg har ikke altid været god til at handle på mine refleksioner. Jeg er gang på gang faldet for fristelsen til at pakke mig ind i syntetiske kåber af ligegyldigheder, når kulden indeni og de tavse råb blev for larmende til, at jeg kunne være i dem. Jeg kunne ikke finde hvile i mig selv. Jeg kunne ikke finde vej.
Men det var min gamle, meget tunge, rygsæk. Det meste indhold er blevet smidt til storskrald.
Det kan være rigtigt svært at være autentisk. At være den samme person ligegyldigt hvor og hvornår. At være den ægte udgave af os selv både overfor vores omgivelser, men især også overfor os selv. Men jo før vi finder ud af det, jo før kan vi hvile i os selv, både når vi er glade, bange, sorgfyldte, skræmte, rasende og forelskede. Det har taget mig rigtigt mange år at nå der til. Jeg har brugt oceaner af mit liv på at skabe egne billeder og luftkasteller i hovedet af, hvad jeg troede, jeg skulle være. Ikke hvad jeg var. Men hvad jeg troede, jeg skulle være, eller hvad jeg ville ønske, jeg kunne have været. Indtil jeg en dag satte mig ned og tog en fire timer lang snak med mig selv… vi græd, skreg, rasede og lo og fandt ud af, at når jeg engang skal her fra, skulle det være som den ægte vare. All inclusive af Shit & Chanel. Så det er den, jeg forsøger at være i dag. Shit & Chanel.
Jeg forsøger i dag at leve mit liv som en lillebitte Buddifine, som en del af noget meget meget større. Og i starten af maj gik min kæreste og jeg all in og bad om ”tilflugt” i Buddhismen hos Lakha Lama i København. For mig er det ikke en religion i klassisk forstand. Overhovedet ikke. Det er min livsfilosofi og min grundfilosofi, helt nede i maven, til livet. Som en del af noget større i Universet med udgangspunkt i det jeg tror, vi i bund og grund alle ønsker. At behandle alt levende, alle andre og os selv med kærlighed og respekt. Og derfor vil jeg gerne sige et rungende stort tak til min nye hjemstavn. Til Nordjylland. Tusinde tak for den måde I har taget imod mig på. Med en favn SÅ stor fuld af kærlighed. Tak fordi I kan rumme en fjumsehjerne som mig. Tak for den varme og den omsorg og den respekt jeg har mødt fra nær og fjern. Fra utal af smukke mennesker og sjæle, hvor de fleste kun kender mig fra mine klummer og de nyligt viste TV-udsendelser. Tusinde tak. Jeg føler mig i den grad som en del af noget større ❤ TAK.
…
Som lille gik jeg troligt rundt i agurketiden med min sorte panter Rosa under den ene arm, min sutteklud under den anden arm og med en nøje udvalgt bog fra boghylden i børnehøjde.
Emil fra Lønneberg, Konen der blev så lille som en teske, Nanette – den forslugne pelikan eller Frække Caroline. Bøger var hele familiens passion.
Sommerknæene var, som altid, blomstrende af tykke sårskorper fra utallige fald over egne fødder og der var iskold Majdrik i de dyre designerglas.
Jeg satte mig under det store æbletræ eller på trappetrinnene op til den smukke gamle terrasse med ædle franske skulpturer af nøgne kvinder med svaner og blomsterranker i sten. Jeg sad på min uundværlige dyne og kiggede ud i haven og faldt i staver over livet.
Ventede på min far kom fra filmoptagelser, så vi kunne nå en times tid liggende i arm i den store grønne seng. En time hvor jeg bare kunne få lov til at ligge musestille og lytte til hans hjerte slå, imens han slappede af med en knaldroman af Alistair Maclean, inden han skulle afsted på Bakken og spille Cirkusrevyen.
Eller jeg hoppede ind til vores nabo, hvis jeg kunne høre stemmer fra haven på den anden side af den 3 meter høje hæk. Nyde endnu mere kølig Majdrik og spise den lækreste rugbrødsmad med den bedste hjemmelavede sommersalat på det fine, Ostindiske porcelæn og med det tunge 3 tårnede sølvbestik.
Det var sommer i Ryvangen.
Kærlig hilsen Josefine
Fru Ingses sommersalat
Frisk lækker Fynsk rygeost
Lidt god mayonnaise
Masser af grofthakkede radiser
Masser af grofthakkede agurketern
Klip klip af havens smukke purløg
Groftkværnet peber & strø af havsalt
…og rør det hele sammen!
