Den musikalske arv

Nummeret ’How Do You Do?’ med Roxette ruller pludselig ud af bilens højtalere. Jeg bliver med ét taget tilbage til barndommen, hvor netop dén sætning var den første engelske sætning jeg udtalte. Jeg var omkring 4 år gammel, og jeg kunne ikke engelsk. Men jeg kunne teksten til flere af Roxettes numre, for det hørte mine forældre! Det var dog en anelse pinligt for mine forældre, når de skulle forklare andre voksne grunden til at jeg gik rundt og sagde ”How do you do?” efterfulgt af ”I’m Hotblooded“. Det var også i selvsamme periode, at jeg begyndte at gå med alle mine jakker nede om skuldrene, blot fordi Belinda Carlisle gjorde det i hendes musikvideoer på MTV (det var dengang MTV rent faktisk var en musikkanal, der spillede musik). Jeg syntes simpelthen at hun så fortryllende og sej ud, og det ville jeg også være. Så jeg var rigtig fremme i skoene nede i børnehaven, når det kom til trends og musik – men det forstod de andre børn bare ikke.

Men disse minder får mig faktisk til at tænke på, at man vel egentlig kan ”arve” en musiksmag. Ikke at man nødvendigvis følger direkte i eksempelvis sine forældres smags fodspor, men at det er naturligt at deres smag kan præge én. Nogle nok mere end andre. I mit barndomshjem blev der i al fald givet en kæmpe musikalsk skattekiste videre, og den takker jeg dem for. Som et barn af 80’erne elsker jeg næsten alt hvad der har med det årti at gøre: det vilde hårsprayede hår, neonfarverne, skulderpuderne, pailletterne, funky eyeliners, fondué, små parablyer i Campari-drinks og ikke mindst musikken og dens legender. Jeg synes simpelthen at det er en anden verden, som jeg husker som noget godt – hvilket for nogle nok er en kontrast, hvis de husker årtiet som fattig-80’erne med Schlütters Kartoffelkur. Men mine forældre var unge i 80’erne og hørte både deres idoler fra 70’erne, men også datidens 80’er musik. Min far sad ofte med høretelefoner i lænestolen og rockede til Meat Loaf, Toto, Guns’n’Roses eller Kiss, mens min mor hørte ABBA, T’pau, Fleetwood Mac og Roxette for fuld højtalerudblæsning. Alt imens blev der inde på min storebrors værelse spillet a-ha, Belinda Carlisle og Pet Shop Boys. Jeg elskede at høre og danse til deres musik, og da jeg i 4 års fødselsdagsgave fik en kasettebåndoptager (som jeg senere sled op) var lykken gjort. For min familie optog nemlig deres musik over på kassettebånd, således at ”festen” kunne fortsætte inde på mit værelse, når den blev ”slukket” inde i stuen. Jeg husker også særligt, hvordan vores ferier altid startede med Dodo and the Dodo’s ’Sømand Af Verden’ i bilen, og at den sang for mig således stadig repræsenterer en følelse af at rejse ud på eventyr.

Men hvad med mig selv… har jeg mon præget nogen med min musiksmag? Ja, udover at min ex-kæreste overførte det halve af mit store cd-bibliotek til sin computer, så er det faktisk gået op for mig, at jeg har videregivet en musikalsk arv til min lillesøster – helt ubevidst. Vi sad og snakkede forleden dag, hvor hun kunne nævne utrolig meget af det musik jeg hørte som teenager, og som hun efterfølgende tog til sig. Det var musik som Destiny’s Child, Gwen Stefani, Shakira, Evanescence, Christina Aguilera, Ace Of Base og Kelly Clarkson, som jeg blandt andet også øvede mig til. Jeg tænkte dog slet ikke over, at hun åbenbart sad inde på sit eget værelse og lyttede med på min musik igennem væggen. Men faktisk fortalte hun også at hun har fået et meget tættere forhold til f.eks. Spice Girls end de fleste af sine jævnaldrende, da hun husker det fra sin barndom på grund af at jeg spillede det som teenager. Det synes jeg jo er sjovt, og vigtigt! For Spice Girls var forud for deres tid og dannede grobund for mange af de kunstnere, som vi kender i dag. De gav med deres Girlpower hunkøn verden over en større stemme på den musikalske scene.

Men måske har jeg alligevel gjort et aktivt forsøg på at præge hendes musiksmag. For på et tidspunkt gav jeg hende faktisk en brændt cd med navnet ’Camillas Fede Fritterhits’, hvilket jeg hylede af grin over, da hun fortalte det. Jeg havde vitterlig glemt alt om det – eller hvordan jeg overhovedet kom på navnet ’Fede Fritterhits’ for den sags skyld. Men summa summarum så har jeg åbenbart fået stukket en musikalsk pind ind til min søster, som også har præget hendes smag og præferencer rent musikalsk.

Så selvom jeg kan takke mine dejlige forældre for meget, så takker jeg dem også for musikken. Jeg er lykkelig over, at de ikke var nogle halvgamle nisser, der bare sad og mimrede dansktop evergreens eller lignende. Men at de i stedet været nogen, som jeg har kunnet dele og høre fed musik sammen med. Så tak til min Far & Mor for den fantastiske musikalske arv!