Dan Dream – Velkommen tilbage til 80‘erne

tekst nElly SandEr | foto Ida wanG

I Casper Christensens og Frank Hvams nye film bliver vi ikke kun ført tilbage til bristede elbildrømme, men også til negervittigheder, hustruvold og rendyrket jantelov

Hjemme i Ørum sønderlyng sidder 13-årige Frank Hvam i sofaen med sin mor og far og ser tv-avisen. Der klippes fra studiet til Forum i København, hvor holdet bag verdens første elbil, Hope Whisper, har samlet omkring tusind mennesker fra hele verden, der skal opleve frugten af mange timers hårdt arbejde. Så sker det. Tæppet, der har skjult Hope Whisper, trækkes højtideligt væk, og teknikeren i bilen sætter i gang. Men noget går galt. I stedet for at køre den planlagte sejrsrunde triller Hope Whisper efter få meters kørsel direkte ind i banderne med et brag.

– Vi sad der foran familiens tempel og så den ulykke, og jeg kan huske, at vi grinte og grinte og grinte. Min far og mor hylede af grin, de syntes simpelthen, det var så sjovt, fortæller Frank Hvam.     1

Frank river op i et gammelt sår

Knap så morsomt oplevede Frank Hvam det for et års tid siden, da han drejede op ad en villavej i Hadsund for at vise sin nye elbil frem til den nordjyske gren af familien.

– Jeg er jo så stolt af den her elbil. Men modtagelsen var egentlig ikke særligt begejstret. Og det undrede jeg mig lidt over, for de plejer at være meget glade for nye, spændende ting. Men så kom vi til at snakke om det, og så gik det op for mig, at den egn bærer rundt på et elbilstraume – det var ligesom om, at jeg rev op i et gammelt sår.

Og det skyldtes selvfølgelig, at netop Hadsund var hjemsted for Danmarks første elbil, der led så grum en skæbne i Forum.
Tilbage i hovedstaden talte Frank Hvam med samarbejdspartneren Casper Christensen om oplevelsen, og han huskede også tydeligt den berømte, korte køretur. Faktisk arbejdede hans far på det tidspunkt i Rådet for større Færdselssikkerhed sammen med faren til den mand, der sad bag rattet i Hope Whisper den skæbnesvangre dag. I Casper Christensens hjem blev der ikke grinet, han huskede snarere oplevelsen som pinagtig.

Samtalen udviklede sig.

– Vi var begge to meget fascinerede af historien om den her fantast, der går i gang med et voldsomt besværligt og stort projekt. Et projekt med kæmpe ambitioner, og det i en tid, hvor det at tænke stort og internationalt ikke lå i det danske blod, siger Frank Hvam.

Frankoglars5Store drømme i et lille land

Frøene var sået, og inden længe begyndte de at arbejde på manuskriptet til filmen Dan Dream, som ikke er en tro kopi af den virkelige historie.

– Vi har ladet os inspirere af selve begivenheden, og så digter vi ellers bare derudad, siger Frank Hvam, som spiller Knas, en lidt usoigneret og verdensfjern nørd, der har en stor interesse for batterier.

– Dan Dream er en folkekomedie – en film, man skal kunne se sammen med sine børn og sine forældre uden at krumme tæer, forklarer han.
Og de har bestræbt sig på at ramme ånden i den virkelige hændelse.

– Vi havde lyst til at lave en opbyggelig historie om nogle danskere, som nægter at ligge under for janteloven, og som tør forfølge deres drømme, og som ganske vist forulykker med deres projekt, men som det har tiden jo vist sidenhen – havde fat i noget, der var rigtigt.

Folkene bag elbilen i Dan Dream er en flok outsidere fra København, og de slår sig ned – ikke i Hadsund, men i en fiktiv provinsby, Bjerringsund. det er et helt bevidst valg at lægge afstand til den virkelige verden, forklarer Frank Hvam:

– Det kan godt være, at vi tager udgangspunkt i en situation eller en virkelig begivenhed, men derudover har vi taget os rigtig store kunstneriske friheder. Nu ved jeg for eksempel, at borgmesteren i Hadsund dengang var en meget driftig og visionær borgmester, og vi skitserer jo en retardo.

Denne retardo spilles af hans mangeårige samarbejdspartner Lars Hjortshøj, der i filmen er af en noget anderledes støbning end de storbyfantaster, der pludselig indtager hans by.

– Jeg er modvægt til de her tilflyttere, der kommer med store vidtløftige idéer og er kærester med mørke kvinder og holder vilde fester og så videre. Jeg repræsenterer den provinsielle tankegang, hvor at blive ved jorden tjener os bedst, og man ikke skal slå for stort et brød op, siger Lars Hjortshøj.FrankogLars2

Negervenner og hustruvold i firserne

Filmen tegner et vellignende billede af firserne med blandt andet Jolly Cola, Kliché, udestuer og SorBits-reklamer. Og selvom det er en familievenlig film, stikker fordomme og tabuer som små nåle gennem filmlærredet i et jævnt flow: jantelov, racisme, homofobi, utroskab, vold mod børn og hustruer, mobning, handicappede…

– Måske var vi ikke mere umoralske i firserne, men det er helt klart, at holdningen til for eksempel farvede og homoseksuelle har ændret sig voldsomt på de 35 år. Der har heldigvis været nogle skred, så når vi portrætterer det i ’83, så var det, sådan det var, siger Lars Hjortshøj.

Frank Hvam tilføjer, at danskernes horisont var lidt mere indskrænket tilbage i firserne:

– Dengang var vi jo for alvor en lille monokultur. Der var vi hundrede procent danske, og alle havde danske rødder. Og når man snakkede om folk med en anden hudfarve dengang, var det på sådan en overfladisk og også lidt uskyldig måde. Ingen kendte jo en mand fra Afrika dengang. Jeg kan huske, at min største drøm som barn var, at der ville starte en afrikansk dreng i klassen, som jeg kunne blive venner med, så jeg havde min egen negerven, altså som var min ven.

Et andet tabu lægger borgmesteren næve til: Han slår sin kone. Lars Hjortshøj er mere vant til sympatiske roller, og for ham var det en udfordring at skulle fremstille sin karakter som et dumt svin. Som manuskriptforfatter synes Frank Hvam, at det var et passende tema i beskrivelsen af firserne:

– Casper, Lars og jeg har snakket om, at vi alle sammen dengang havde kendskab til, at der, måske i omgangskredsen lidt ude, var en kvinde, der fik et par på låget engang imellem. Alle var forargede over det, men der var ikke nogen, der gjorde noget ved det. Det var noget, man klarede inden for hjemmets fire vægge. Nu kan man knap nok ryge i sit eget hjem.

Det er en af de ting, Lars Hjortshøj godt kan lide ved filmen – at den tager fat i datidens synder som en modvægt til den enorme tolerance, mange foregiver at have i dag:

– I Danmark er vi nærmest vendt tilbage til en grotesk nypuritansk, kønsforskrækket periode, så alle mener, de har ret til at føle sig krænket. Man kan jo fandeme ikke sige noget. Så den tolerance er noget, man vedvarende skal kæmpe for, ellers overtager angsten og den borgerlige pænhed. Det synes jeg også, at filmen handler om. at der kommer nogle og slår nogle slag i bolledejen og viser, at man kan leve anderledes, uden at jeg dermed bifalder hustruvold, det er slet ikke det, jeg mener. Det er især i forhold til racisme og homofobi og mødet med en anden kultur. Det er i den grad noget, vi er udfordret på i de her år, og der er jo ligesom to veje, man kan gå: enten at reagere med angst og så bygge nogle hegn eller på en eller anden måde at omfavne det.

Frankoglars4Det alenlange telefonnummer

Frank Hvam er ikke i tvivl om, hvilken passage i filmen der er hans favorit:

– Som komiker holder jeg meget af en scene, hvor vores hovedperson Thorkild ringer til Afrika, hvor han igen og igen forsøger at få fat på sin kone Grace. Vi er på et tidspunkt i filmen, hvor han er meget nede. Hans projekt er kuldsejlet, hans kone har forladt ham, og han har slået sig på flasken og sidder nede på den lokale bodega. Hans umiddelbare tanke er, at hun er taget ned til sin familie i Afrika. Han vil egentlig ikke ringe for at sige, at han elsker hende, og hun skal komme tilbage, han vil bare give hende en skideballe over, at hun har forladt ham. Og han sidder der med en telefon med en dårlig forbindelse og kræver at alle på bodegaen holder deres mund, så han kan høre, hvad der bliver sagt i den anden ende. Og så begynder han at ringe til det her alenlange nummer, der skulle til dengang, hvor der både skulle være en områdekode og en landekode og en verdenskode, og vi er måske ude i 20-cifrede numre, og det er på en drejeskivetelefon. Og alle, der har prøvet en drejeskivetelefon, ved, hvor lille en fejl, der skal til, for at det går galt, og hvor besværligt det var at ringe udenlands. Det er en rigtig fin comedy-scene, den er trukket i ørerne, så den både når at blive sjov, kedelig, sjov, kedelig og sjov igen. Det er svært at få en scene til at virke på den måde. det kræver tålmodighed og en vis portion mod.

Trompet-Bjørn i køkkenet

Lars Hjortshøjs favoritscene i filmen foregår i køkkenet hos Knas.

– Jeg kan rigtig godt lide den scene, hvor Frank står og skal lave den her romantiske middag, og trompet-Bjørn kommer frem.
Knas er kommet tidligt hjem for at forsøge at redde sit ægteskab, og han er ganske uvidende om, at hans kone Kirsten hygger sig med elskeren Bjørn inde i soveværelset. I forvirringen over at Knas pludselig står i køkkenet, og at elskeren også kommer derud, får Kirsten fremstammet, at hun får trompetlektioner to gange om ugen.

– Den er enormt godt skrevet og frem for alt usædvanligt godt spillet. Jeg synes simpelthen, der er sådan en fin timing og fortælling i den scene, den er virkelig morsom.

Frank og negervittighederne

Omvendt var der også en scene, Frank Hvam var lidt nervøs for. Holdets glasfiberekspert Vonsil fortæller gennem filmen negervittigheder i en lind strøm. Han kalder for eksempel Thorkilds kone fra Ghana for en sort læderstue med lyserødt for.

– Vi grinte jo alle sammen af de her vittigheder i firserne, men jeg
har det også sådan personligt, at nu synes jeg, de er lidt outdatede. Også fordi jeg selv efterhånden kender flere sorte mennesker. På
et tidspunkt mister de lidt deres gnist, de bliver irrelevante og også
en lille smule uhøflige faktisk. I filmen har vi så den her scene, hvor Magnus Millang (Vonsil) skal fortælle negervittigheder, til han kører træt i dem. Det var en svær scene, fordi vi gerne ville have, at publikum skulle opleve det samme, som han oplever, nemlig at han begynder at fortælle, men ganske langsomt selv kører træt i dem og mister interessen.

Vi viste vores film for flere testpublikums, og alle gange er det gået, som vi havde planlagt, på nær én gang, hvor en mand midt i salen blev ved med at grine ad vittigheder fra Afrika. Og han grinte højere og højere. Det havde til gengæld den interessante effekt i biografen, at folk begyndte at vende sig rundt for at se, hvem den galning var.Frankoglars3

Lars kæmper med maven

Der er også en udfordring, som står tydeligt for Lars Hjortshøj. Her er han selv i centrum i scenen.

– Det er på hotelgangen, hvor borgmesteren kommer ud og stopper Thorkild, og han har så dårlig mave efter at have spist rå kylling og laver noget, der kræver håndklæde. Den måtte vi tage rigtig mange gange. Den kæmpede Casper og jeg med. Fordi det er så dumt, at jeg står og skider i bukserne, mens jeg holder ham på skuldrene. det er usædvanligt, og jeg prøver ligesom at fastholde hans blik, det er bare en på alle måder usædvanlig situation. det er et lillebitte kammerspil mellem Casper og mig, men den knoklede vi lidt med, fortæller han.

Grimme Lars og manden med de tusind ens stemmer

Frank Hvam og Lars Hjortshøj har arbejdet sammen i mange år. De mødte hinanden i midt-halvfemserne på de forskellige standupklubber i København, og de har stor respekt for hinandens arbejde.

– Lars er jo en rigtig god, gammel både kollega og kammarat, som jeg har lavet rigtig meget sammen med i tidens løb, og som jeg har lært utroligt meget af. Lars er den, der har lært mig, at når man skal lave comedy, så skal man være parat til at være ikke bare grim, man skal være parat til at være rigtig grim. Der har Lars aldrig skånet sig selv. Han er nok, når han vil være det, det grimmeste menneske, jeg kender både i Danmark og uden for landets grænser, siger Frank Hvam.
Lars Hjortshøj er parat til at give ham ret.

– Med den form for comedy, vi laver, skal du krænge dig ud, for den perfekte overflade er sjældent særlig interessant. Så vi viser os på godt og ondt, som folk er flest. Og lidt til nogle gange, hvis det er nødvendigt.

Lars Hjortshøj vil også gerne give Frank Hvam et par ord med på vejen:

– Frank er jo bare på mange måder en klovn, og der hjælper hans udseende, som han udnytter groft. Han har det der karakteristiske svaj i ryggen og er lidt hulbrystet samtidig, og allerede der er han jo foran på point. Og så kan du altid høre, når Frank leverer en replik eller en punchline, du er ikke i tvivl om, at det er ham. Han har én stemme, og den bruger han til alt. Vi plejer at sige, at Frank han er manden med de tusind ens stemmer.

I filmen har både Frank Hvam og Lars Hjortshøj anlagt skæg. Lars Hjortshøjs røg af igen, så snart indspilningerne var i hus:

– Jeg ville lave en karakter, der var lidt højskole, lidt provinsiel og ja, det var ikke så populært derhjemme. Det var et par lange måneder, hvad det angik.

Frank bærer stadig rundt på en anseelig mængde hår i ansigtet.

– Det er dejligt om vinteren, det er nemt at holde varmen med skægget. Så har der også været kvinder i min omgangskreds, blandt andet min kone, der har sagt, at det klædte mig, og jeg er jo en sucker for den slags. Det er faktisk gået op for mig, at jeg har været utroligt grim uden skæg, altså de første mange år af mit liv, og det er selvfølgelig chokerende at finde ud af.

Frankoglars6

Aalborg – en by med fremdrift og selvtillid

Både Frank Hvam og Lars Hjortshøj har et forhold til – og en mening om – Aalborg, blandt andet fordi de begge har optrådt i byen ganske mange gange. Frank Hvam fortæller, at han har haft rigtig mange sjove byture i Aalborg, og derudover er han ikke i tvivl om, at byen undergår en stor udvikling i de her år.

– Jeg tror meget på Aalborg, det er en smuk by, en meget rå by sådan naturmæssigt, nede ved vandet med den tunge industri, der ligger der. Men også en by på vej frem med masser af kraft og energi, og en by, som ikke har lukket sig omkring sig selv. Aalborg er om ikke ret mange år Danmarks anden største by, det kan ikke undgås. Der er mange flere kræfter og vilje til sejr i Aalborg, end der er i Aarhus. Bare det at Aarhus ikke har en lufthavn, og at de ikke kan finde ud af at bygge én, det fortæller noget om, hvor meget de hygger sig, og hvor meget det skal være som i gamle dage. Det er, som om den gamle by er ved at æde hele Aarhus.

Lars Hjortshøj boede indtil seksårsalderen i Dall Villaby, mens hans forældre arbejdede på Aalborg Sygehus, og han vendte tilbage til Aalborg i et halvt års tid under optagelserne til tvillingerne og Julemanden. Også han nævner den store udvikling, Aalborg gennemgår og fremhæver, at der er kommet rigtig mange gode spisesteder.

– Aalborg er kommet rigtig godt med gastronomisk, hvor det førhen var lidt et bøfhus. Nu synes jeg, der popper flere og flere spændende steder op. Det går også stille og roligt fremad med havneområdet, for det har jo tidligere været et sted, hvor man var bange for at få en lussing, men det er lykkes meget godt, for eksempel nede omkring Musikkens Hus, som er et fantastisk sted at arbejde. Jeg synes, jeg kan fornemme, at byen har fået selvtillid. Og det klæder jer. Det er rigtig fedt.

Ikke Klovn

Et tip fra Frank Hvam til de mennesker, der skal i biografen og se Dan Dream.

– Der her er ikke Klovn, det er vigtigt at have det i baghovedet. Det er en film, der er lavet på en helt anden måde, hvor humoren ligger et andet sted. Den ser helt anderledes ud, og den lyder anderledes, så man skal ikke gå ind til den film og så regne med, at man inden for de første 10 minutter oplever noget dybt dybt chokerende, som man plejer at gøre i Klovn. Man skal helst opleve noget andet. Og så er det helt rart at se Casper i en sympatisk rolle for en gangs skyld.