Dagbog fra Nibe Festival – Dag 4 (Lørdag)

Tekst & Foto Anette Vedfald

Vores nye musikskribent er på Nibe Festival. Her kan du læse hendes dagbog fra fjerde dag på festivalen.

Efter lidt mere søvn end natten forinden, vågnede vi op til den mest skønne sommerdag med varmegrader på den helt rigtige side af de 20 grader. Så det krævede lidt omarrangering af garderoben, da det slet ikke var forventet. Men vi nød det bestemt. Dagen forløb lidt mere afslappende end de forrige, da selve kroppen allerede var ved at være godt brugt efter tre dages festival. Dagens koncerter bød blandt andre på: TV2, Gnags, Phlake og D.A.D. og Nibe Festivalen meldte desuden også udsolgt på billetter.

Inden aftenens koncerter var vi forbi Jægerhytten, hvor der virkelig var en fest af liv og glade dage. Der var 1 liters fadøl, festlige hatte og Vejgaard Tårnblæser Laug som kom forbi – og dem kan du læse mere om i mit interview senere her på APPETIZE. Vejgaard Tårnblæser Laug underholdte, så man fik helt ondt i lattermusklerne. Hvis man ikke allerede var i festhumør, så blev man det.

I Jægerhytten mødte jeg også to veninder, Rikke og Dinna fra Aabybro. De kendte hinanden fra KFF (Kvinder Får Fred) og var ”i deres bedste alder”, som de udtrykte det. De var på Nibe Festival for sjette gang i træk, og tog sammen afsted hvert år, men kun én dag! De gad nemlig ikke at ligge i telt osv. Så de blev hentet af Dinnas far, når dagen var slut. Dinna fortalte mig at både Rikke og hende hver især havde tre børn, og at de også var på festival med deres venner. Men der var dog ingen taxa-farmand til dem, for Dinna og Rikkes mænd var nemlig også på festival. ”Vi er i al fald ikke curling-forældre”, grinede de. ”Men vi vil for resten gerne lige sende en hilsen til resten af vores venner: de plejer nemlig at være her, men de er blevet for gamle”, grinede de begge og deres hilsen er hermed viderebragt.Om aftenen sluttede jeg af med nogle Sismofytter og Æblekage, som tilsyneladende var det helt store alkoholske hit på dette års festival. Jeg glædede mig over gensynet med en masse søde, sjove og dejlige mennesker fra sidste år, men nød også at have gjort mig nogle nye bekendtskaber.

Nibe Festival sluttede for mit vedkommende ca. omkring klokken fire søndag morgen, og jeg synes, at denne festival var yderst vellykket og festlig. Jeg kan i al fald varmt anbefale at besøge Nibe Festivalen næste år.