Bag om en musikanmelder

Selvom jeg har været blogger siden 2007, så er det nu lidt underligt at starte en ny blog et nyt sted. Jeg skal sådan lige have lidt hul på bylden… Så hvilken bedre måde end at starte ud med at forklare lidt om, hvordan jeg arbejder som musikanmelder?

Pladeanmeldelser

Når jeg anmelder musikalbums, så tager jeg mig god tid og lytter det igennem et hav af gange. Det gør jeg uanset om det falder i min smag eller ej. For jeg synes simpelthen, at jeg skylder kunstneren eller bandet bag at give deres arbejde en reel bedømmelse. Det mener jeg ikke man kan, hvis man kun har lyttet til enkelte numre eller blot lyttet pladen igennem én enkelt gang. Det er ikke at give pladen en fair chance. For noget musik tager sin tid før det når ind under huden på én, og jeg vil hellere have en interessant fortælling via et helt album end blot en masse mainstream hits – som der ellers er ved at blive en kedelig tendens til. Det lyder måske nok lidt gammeldags, men hvis man virkelig sætter pris på musikken – ud over kun de der catchy ørehængere – så forstår man sikkert hvad jeg mener. Man snyder i al fald sig selv af og til, hvis man kun lader hitlisterne diktere ens smag. For der kan sagtens være ét eller flere numre på en plade, som virkelig falder i ens egen smag som et hit, selvom det ikke lige gjorde det i andres.

Oftest sætter jeg pladen på og lytter igennem én gang. Dernæst lytter jeg den igennem igen og igen alt imens jeg gør rent, arbejder, cykler, træner eller noget helt andet. Sådan fortsætter jeg indtil jeg føler at jeg har en følelse af, hvilken rejse det er jeg er på. Så går jeg som regel i dybden med nogle enkelte numre, som særligt har fanget min opmærksomhed – om det så er for det gode eller mindre gode. Når jeg finpudser min anmeldelse, så lytter jeg det lige igennem en sidste gang, så jeg er helt sikker på min vurdering. Det har alt i alt fungeret rigtig godt, synes jeg.

Koncertanmeldelser

Når jeg anmelder en koncert, så tilsidesætter jeg min egen smag så meget som muligt for at kunne være så objektiv som muligt. Jeg bedømmer i stedet på lyden, energien og performance samt publikums reaktioner på det der foregår oppe på scenen. Kort sagt; helheden. Da jeg interviewede Folkeklubben, på Nibe Festivalen, forklarede de så rigtigt at dynamikken imellem performer og tilskuer er en duel, og jo flere der er en del af den, jo bedre. Det skal være en oplevelse og et øjeblik, som både publikum og band deler. Så hvis hele publikum er helt oppe at ringe, så må jeg lade det veje i min bedømmelse. For der er ikke noget mere provokerende end at komme hjem som publikummer efter en fantastisk koncert og så læse en dårlig anmeldelse af samme begivenhed. Så spørger man jo netop sig selv; var vedkommende mon overhovedet til stede, eller gik man bare efter et par numre? En koncert skal nemlig også have lov til at blive bygget op. Man kan selvfølgelig ikke få pladen fuld med stjerner, hvis det tager for lang tid. Men det kan jo sagtens være en ganske udmærket koncert, selvom den ikke lige fik hele seks stjerner.

Hvordan jeg finder musik at anmelde?

Oftest tager jeg tingene som de kommer, og som de passer ind i kalenderen. Jeg kan også godt lide at lytte til noget helt anderledes og ny genre, da jeg både finder det inspirerende og innoverende. Nogle, for mig ellers, ukendte kunstnere har virkelig overrasket mig positivt og har endda fået en plads på cd-hylden efterfølgende, mens andre mere kendte har skuffet. Men jeg giver sjælendt fuld plade af stjerner i debutudgivelser, selvom albummet ellers kan være rigtig godt. For hvis der ikke er plads til forbedringer, så bliver pladen svær at toppe for dens efterfølger, og det giver en stor forventning og pres til kunstneren næste gang. Så hellere give fem stjerner, og så er der stadig line at gå på.

Det blev så til lidt om, hvordan jeg som musikanmelder arbejder. Jeg glæder mig til at blogge mere her på siden, og håber at I fortsat vil følge med. Det var i al fald hvad jeg lige havde at skrive om i denne omgang, vi ses!