Anmeldelse: Blev revolveren fyret af i Romeo og Julie på Aalborg Teater?

Tekst Julie Keldorff | Foto Allan Toft/Aalborg Teater

Indenfor litteraturens verden lyder et gammelt mundheld, at hvis en revolver vises i en fortælling, er det et varsel, og så skal den også fyres af. Jeg er i tvivl, om den blev det til premieren på Aalborg Teaters åbningsstykke Romeo og Julie af Shakespeare d. 31.8.17.

Kærlighed som revolution

Når man tager en kendt klassiker som Romeo og Julie af William Shakespeare op til moderne fortolkning kræver det, at man påtager sig en pædagogisk opgave. En opgave om at gøre stykkets tema aktuelt for et nutidigt publikum. Her kommer teaterdirektør Hans Henriksens iscenesættelse efter min overbevisning lidt til kort i sit ellers ambitiøse udspil.

I en tid, hvor vi troede, at skarpe modsætninger efterhånden var bilagt med valget af den første sorte præsident i USA, en kvindelig statsminister i Danmark og regnbuefester, ser vi, at modsætningerne buldrer tilbage mod os. Fornuften er trængt: I København skydes folk ned fra knallerter under bandekrigens devise ”Loyal To Familia”. De gamle æresbegreber vender tilbage og trækker vold og had med sig. Derfor er det interessant, at årets tema på Aalborg Teater er kærlighed og mere præcist kærlighedens revolutionære potentiale til at bilægge konflikter mellem mennesker. Derfor er det også interessant at ville aktualisere Shakespeares tematik om had og kærlighed i en genopsætning af historien om familiefejden fra det antikke Italien. Slægterne Capulet og Montague har i en årrække bekriget hinanden og skudt på alt, hvad der truer familieæren. Det er interessant, fordi Romeo og Julie trods hver deres blodsbånd forelsker sig i hinanden og overkommer modsætninger i udødelig kærlighed. Altså har Aalborg Teater et klassisk mesterværk mellem hænderne, men hvordan virker det så konkret i teatersalen?

Følelserne kontrolleres af moderne teknik

Stykket åbner med Martin Ringmose i rollen som Fyrst Lorenzo. Fra en teltkonstruktion, der minder om en talerstol til politiske folkemøder, fortæller han om striden mellem familierne i byen Verona. Publikum bliver oplyst gennem et af demokratiets klassiske udtryksformer. Men scenografien vil mere på én gang. Bag fyrsten er en væg af kantet glas og en flytbar væg med små lysdioder a la Hollywood. Senere optræder glimtende cocktailglas i hånden på Julies far, en Capulet der spilles af Jørgen W. Larsen. Alle er bevæbnede med pistoler frem for sværd. Det associerer til bandekrig og italiensk mafia i New York.

Shakespeares kendte balkonscene er et stillads iklædt koboltblåt plast. I den nære dialog mellem den unge Romeo og Julie, der spilles af de to talenter Stanley Bakar og Nanna Skaarup Voss, bliver et kys erstattet af en fælles tale i en mikrofon. Det bringer godt nok deres ansigter tættere sammen, men får ikke publikum til at række ud efter lommeletterne i tasken. For det er det ”noget”, der ikke fyres af. Det er som om instruktionens plads til selve kærligheden kun forbliver udvendig trods en imponerende replikbeherskelse og ægte tårer i Nanna Skaarup Voss’ øjne. Man fornemmer skuespillernes potentiale til at få publikum til for alvor at mærke de store følelsers brus, men de holdes i stram snor af de tekniske virkemidler og af den tydelige magttematik, som pistolerne understreger ved deres konstante nærvær i alles hænder. De små forstyrrelser, der skabes med disse virkemidler, får desværre den effekt på mig, at jeg ikke lever mig ind i århundredes kærlighedshistorie. Jeg tror ganske enkelt ikke på kærligheden som det revolutionære potentiale, der diskuteres i stykket.

For mange løse skud

Under pausen overhører jeg en ca. 9-årig pige fortælle begejstret til sin bedstemor: ”I begyndelsen kunne jeg slet ikke forstå, hvad de sagde.” Underforstået, det gør hun nu. Og den ros skal opsætningen have. Selvom Shakespeares ombearbejdede vers har fået et lidt rodet udtryk og hos visse skuespillere fremføres for hurtigt, så behersker de sproget og krydrer det med ordspil. Romeos ven Mercutio den lovende skuespiller Ferdinand Falsen Hiis’ sexoptagede tirader bringer humoren ind i stykket og får selv børn til at grine. Men det balancerer på en knivsæg, for det blandede udtryk af højstemt operamusik, 80’er kostumer, klassiske jakkesæt og moderne tøj får ikke associationerne til at nå sammen. Snart irriteres jeg af, hvorfor jeg ikke kan blive rørt, snart overvejer jeg, om teatersædet altid har været så ubekvemt. De små forstyrrelser leder mine tanker hen på en instruktionsform som vandt frem i 60’erne nemlig Bertolt Brechts politiske teater. Her var den fornemste vision at gøre folket bevidste om, at de netop befandt sig i et teater, i en illusion. Der blev arbejdet med en ’underliggørelse’ som vendte tingene på hovedet og satte gang i publikums refleksion med den hensigt at få dem til at tage politisk stilling.

Tilbage til premieren på Romeo og Julie kan jeg ikke blive klog på, om iscenesættelsen vil vise kærlighedens potentiale eller kærligheden som illusion. Uanset synes jeg, at vi mangler først at blive overbevist om håbet. Håbet om at kærligheden er så stærk, at den kan trumfe magt og had. Her er det som om følelserne ikke kaster gnister og kan optænde den kærlighedens styrke, der er så stor en del af Shakespeares oprindelige historie. Måske er stykket trods smukke passager og dygtige skuespilpræstationer ikke helt lykkedes med sin pædagogiske opgave: At vække associationer hos publikum, få dem til at overveje kærlighedens potentiale i en samtid fuld af skarpe modsætninger og relativitet. Og måske er de scenekunstneriske virkemidler så mange og kunstlede, at revolveren trods løse skud ikke affyres endeligt i en opsætning, der giver mening for folket. Romeo og Julie stagnerer et sted i spændingsfeltet mellem fornuft og følelse. Min pakke med lommeletter er ikke rørt. Min hjerne er varm af intellektuelt kastespil i stedet for at være sat i gang af det, jeg rent faktisk kunne have følt dér på scenen i rummet mellem to dygtige unge talenter.

Kort fortalt: Forestillingen opfordrer til refleksion om kærlighedens potentiale i vores tid. Desværre forløses den ikke helt. Derfor giver jeg den 3 stjerner

Romeo og Julie vises på Store Scene på Aalborg Teater frem til d. 3. Oktober.

1 Trackback / Pingback

  1. Mød vores nye teateranmelder – appetize.dk

Kommentarerne er lukkede.