Anmeldelse af ’Katie Melua’

Tekst Anette Vedfald | Foto Bo Christensen (pressefoto.dk)

Den georgisk/britiske sangerinde Katie Melua spillede søndag aften klokken 20.45 en udsolgt koncert i den store sal i AKKC. Salen kan med sine 2173 m2 rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer eller 3250 stående.

Efter en fin gæsteoptræden fra sangerinden Keeva samt en efterfølgende lang pause, gik Katie Melua langt om længe på scenen. Hun kom bare ganske sagte gående ind med sin guitar og gav sig til at spille. Hun var iført en slags guldkjole og et par meget malplacerede bordeaux farvede kortskaftede støvler, der sikkert kunne få enhver stylist til at tilbyde hende gratis hjælp. Men ikke desto mindre så handlede det jo selvfølgelig om musikken, og det var da også mærkbart allerede fra starten af, at hendes fine lille stemme havde en kæmpe rækkevidde, der føltes som om den kunne rejse med lysår. Der gik heller ikke længe før hun leverede nogle af sine tophits, som f.eks. ’Belfast (Penguins And Cats)’ og ’Nine Million Bicycles’, og det gjorde hun i en lækker og drømmende akustisk live version. Generelt virkede Katie Melua som en genert og ydmyg kvinde af få ord, og hun skiftede faktisk oftere guitar end hun talte til sit publikum. Hun udtrykte dog undervejs, at hun holdte meget af at besøge Danmark, og særligt Aalborg. Hun syntes nemlig at vi her var nogle rare og varme mennesker, som altid tog så godt imod hende og fik hende til at føle sig godt tilpas. Da The Gori Women’s Choir gik på scenen som musikalsk støtte, blev det også svært ikke at blive berørt indimellem. For de hævede koncerten og satte ekstra trumf på Katie Meluas sælsomme stemme. Det gjorde sig blandt andet gældende på numre som f.eks. ’River’ og ’O Holy Night’.

Katie Melua fremførte også numre som blandt andre ’Diamonds Are Forever’ (Shirley Bassey, 1971), ’I Cried For You’, ’The Flood’ og ’Closest Thing To Crazy’. Men grundet hendes guitarspil – og nok også generte person – bevægede hun sig desværre ikke særlig meget rundt på scenen. Det kunne nok ellers have bidraget til at skabe en langt bedre visuel dynamik, og i mangel på bedre kom hendes baggrunde netop derfor meget mere i fokus. Det var desværre ikke mange af dem, som det var værd at skrive hjem om. Men jeg syntes dog, at musikvideoen til nummeret ’Perfect World’, som kørte i baggrunden imens, fungerede godt fordi det var en finurlig og fin lille video. Ligeledes følte jeg mig draget, da spotlighten blev indstillet således, at den nærmest blev til et skyggespil fra Katie og Co. mens de spillede ’Piece By Piece’. Koncerten sluttede af med ekstranumrene ’Fields Of Gold’ (Sting, 1993), ’Wonderful Life’ og ’What A Wonderful World’ (Louis Armstrong, 1967), og Katie Melua forlod derefter scenen i stående applaus fra publikum.

Jeg nød virkelig at lytte til Katie Meluas sælsomme måde at synge på. Det var nemlig som om, hun hviskede alle sine sange kærligt til mig samtidig med at hendes stemme gik klart og tydeligt igennem. Jeg var dybt imponeret over hendes enorme stemmekontrol, men dog lidt forundret over hendes brug af mange covernumre. Ikke fordi at de ikke var skønne i sig selv, men jeg skulle dog mene, at der burde være rigeligt af originalt materiale ud fra hendes årelange repertoire. Jeg ville f.eks. hellere have hørt hende fremføre ’Call Of The Search’, ’Crawling Up A Hill’ eller ’Spider’s Web’. Dog er jeg ikke i tvivl om, at de fleste publikummer følte, at det var en god koncert, hvilket det også var. Der manglede selvfølgekig lidt underholdningsfaktor på det visuelle plan, men ikke desto mindre anerkender jeg, at Katie Melua leverede en perfekt sangpræstation, der ender med at trække koncertoplevelsen op på hele 5 ud af 6 stjerner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*