Aalborg i julehumør

tekst TINA SOFIE LAURITSEN | foto AALBORG CITY FORENING

Det er helt fantastisk og smukt. Julemarkedet på Gammeltorv i aftenbelysning og lys på Budolfi Kirke – og folk elsker det. Der opstår simpelthen en magisk stemning 

– Faktisk har Aalborg City besluttet, at i år skal det være et barn, der får lov til at trykke på den store røde knap på julemarkedet. Knappen der på en gang kan tænde al julebelysning i hele byen.

– Hvor sidder den knap?

– Jeg gemmer den, så I ikke kan finde den. Knappen sidder et hemmeligt sted på julemarkedet. Vi får lavet en forlængerledning, fortæller direktør Flemming Thingbak for Aalborg City med et glimt i øjet.

Om vi på APPETIZE en mørk og stormfuld aften følger forlængerledningen er uvist, men en ting er helt sikkert. Vi ønsker ikke at gå glip af hverken byens julebelysning med over en kvart million lys eller julemarkedet, der sidste år blev besøgt af 220.000 gæster i julehumør.

Autentisk og originalt

På en efterårsdag i solskin besøger vi Aalborg City i Lille Kongensgade, midt i byens smørhul, hvor vi med stemningsfulde farvefotos på begge sider af porten bliver ledt ind til et hyggeligt baghus med historisk sjæl og lavt til loftet. Kreative lokaler med plads til store tanker.

– Når Danmarks fjerde største by skal have et julemarked, så må det ikke være amatøragtigt. Det skal være sådan, at når vores gæster kommer ind til byen, tænker de. Hold da op. Det var da fantastisk og smukt, og der dufter jo af brændte mandler, æbleskiver, gløgg – og der er musik og en karrusel, der kører – og det koster ikke noget at komme ind, siger Flemming.

Han fortæller med et sandt engagement, der vidner om, at han mere end brænder for Aalborgs midtby og samtidig udfylder rollen som storyteller til topkarakter.

Jørgen S. Mortensen alias drillenissen Hilmar Halmkvist supplerer.

– Det handler om at få fortalt den gode historie. Alle folk fortæller historier til jul. Det er der, hvor december er fantastisk. Når skibet med julemanden ligger til ved Honnørkajen på Aalborg havnefront, står der ca. 3.500-4.500 for at tage imod, og som nisse er det super sjovt at stå foran så mange mennesker med en lille nisse af træ, der tager al opmærksomhed.

– Det, som Jørgen siger, understreger den seriøsitet, der er omkring det her. I det sekund man træder ind på scenen på Gammeltorv, så er man virkelig på. Og det gælder hele vejen rundt. Det er det, jeg er så fantastisk begejstret for. At alle går ind i rollerne. Det gør det autentisk og originalt, fortsætter Flemming Thingbak.

Juletræet på Nytorv

  • I år tændes juletræet traditionen tro af selveste julemanden den 24. november kl. 15.30
  • Det leveres hvert år af Fredriksstad i Norge, som har været Aalborgs venskabsby i 67 år
  • I år er det 57. gang at Fredriksstad leverer juletræet
  • Det tager cirka en uge fra det er fældet i Fredriksstad, til det står flot med lys på Nytorv
  • Træet er omkring 45 år gammelt, når det bliver fældet
  • I 2011 knækkede træet på grund af en voldsom storm. Et ny træ blev dog heldigvis fundet fra en anden dansk plantage

Julemand på amerikansk julemandsskole

– Julemarkedets julemand (Peter Gislund) er på den amerikanske julemandsskole i Michigan hvert eneste år fra engang sidst i oktober og to uger frem. Flere år er han kåret som årets julemand i Danmark – og han er helt fantastisk. Han har det originale skæg, får det farvet hvidt og også øjenbrynene. Han lever sig så meget ind i rollen i det sekund, han får kostumet på. Det samme med Jørgen, der lader skægget gro fra september, og hr. von Grangren, der spiller guitar og mundharmonika og er super god til at synge og improvisere.

– Hilmar Halmkvist driller julemanden og gemmer hans gaver. Hil- mar er en drillenisse, og børnene elsker det, fordi det er så autentisk. Vi har fat i dygtige skuespillere, gøglere, som har fingerspids-gefühl og de ved lige nøjagtigt, hvad der skal til. Og det er så vigtigt for mig at understrege, at det ikke er ligegyldigt, hvem vi har med til at lave sådan noget, som det her. De er håndplukket, og det er det, der giver det kvalitet.

– Hr. von Grangren og jeg har taget udgangspunkt i kravlenisserne. Danmark er ret unik i forhold til kravlenisser, som bladtegnere for omkring 150 år siden begyndte at tegne. De er ret sjove. En nisse der hænger på bogreolen i sin storetå. Og når jeg nu er cirkusartist og linedanser, er det oplagt at bruge en line, bryder Jørgen S. Mortensen ind, mens han tager jakken på og ganske kort efter forsvinder ud ad døren med et ”vi ses til jul”.

Professionel dekoration og hestekarrusel

– For sytten år siden hvor man havde tanker om at lave et årligt tilbagevendende marked, var det vanskeligt at løbe i gang, fordi danskerne og måske specielt nordjyderne har det sådan, at når det bliver fyraften, forsvinder de ud af byen og hjem for at se tv. Den hygge, der er på de tyske, svenske og norske julemarkeder, var svær at ramme. For eksempel i Tyskland får man efter fyraften lige et glas sammen for at sige tak for dagen, og vi ses i morgen. Ikke fordi man drikker sig fuld.

– Så det var vanskeligt. Vi prøvede at sætte hytterne op på en anden måde, prøvede alle mulige kunstner. Det krævede tålmodighed, udholdenhed og hårdt arbejde, fortæller Flemming Thingbak oprigtigt.

– Når det så er sagt, fik vi hul for omkring tolv år siden. For det første købte vi nogle nye hytter og brugte mange penge på professionel dekoration og indretning i samarbejde med knaldhamrende dygtige dekoratører. Vi kunne godt have fået nogle spejdere til at sætte hytter og juletræer op og pynte lidt, men det bliver ikke professionelt, blot et alibi for, at man har gjort noget. I 2006 skete der også det pudsige, at jeg var på Hjallerup Marked, hvor jeg faldt pladask for en hestekarrusel – og det viste sig, at det var en mand fra Kolding der ejede det, og at han også havde et pariserhjul. Så vi indgik en aftale – og det blev super smukt.

Fast kerne af hytteholdere

– Det store gennembrud var, at der blev en fast kerne af hytteholdere. Cirka 25 forskellige hytter har vi, og mange af dem har været med i ti år. Aalborg City har kæmpet for det, og nu er det i drift, og det betyder, at der bliver frigivet nogle kræfter til at forfine og udvikle det, fordi vi ikke skal kæmpe som gale for at få nogen ind i hytterne. Alle har nærmest sagt, da vi sluttede sidste år, at ”vi skal have den samme hytte igen næste år”.

– Det er vigtigt, at det er åbent hver dag. Man kunne godt som hytteholder fristes til at holde lukket mandag, tirsdag og onsdag, hvor der ikke er så mange mennesker i byen som op til weekender og fridage, men det er et helt klart krav fra os, at når man tegner en kontrakt, så skal man holde åbent hver dag. Der er ikke noget med at sige, at ”vi orker ikke i morgen eller på mandag”. For det første er der et hensyn at tage til kollegerne på julemarkedet, men selvfølgelig også for at markedet kan være en succes nu og fremover.

– Folk kommer fra Hjørring, Frederikshavn, Skagen, ja fra hele Nordjylland, og vi bruger rigtig mange penge på markedsføring. Det er efterhånden blevet en institution, og vi er den eneste Cityforening i Danmark, der laver et julemarked. Der er ikke andre detailorganisationer, der har formået at gøre det samme. Fordi det kræver så mange kræfter, og koster det hvide ud af øjnene.

– Cityforeningen betaler, og butikkerne har ansat Ida og jeg til blandt andet at få fat i nogle penge hos sponsorer, kommunen og samarbejdspartnere – og det lykkes heldigvis. Det kan være Nordjyske Bank, Wagner Ejendomme, Salling, Nordjyske Medier m.fl. Nogle af dem der gerne vil byen og dermed er med til at tiltrække kunder.

Service og oplevelse

– Der hvor detailhandlen kan differentiere sig, ved de fysiske butikker, er på oplevelsen. Den er ikke længere. Du har ikke andre muligheder for at konkurrere med internettet. Lad være med at konkurrere med prisen, for de er nok lige så billige. Det er nemt lige at klikke to klik med musen og få leveret i carporten i morgen.

– Så det hedder service og oplevelser. Hvis man kan komme ind til midtbyen og få en super god service i butikkerne og fornemme, at der
er et personale, der virkelig ved noget og vil én som kunde, og hvis man samtidig mærker hyggen og stemningen, så tror jeg på, naivt måske, at vi bliver ved med at trække flere og flere kunder til midtbyen. Og det skal ingen hemmelighed være, at det er hele missionen, jeg har med det.

Flemming Thingbaks mobiltelefon ringer, og han undskylder og besvarer den kort med besked om tilbagekald og en forklaring til os om, at han også er formand for en stor idrætsforening i Vendsyssel. Og så fortsætter han fortællingen om Aalborgs julebelysning.

Helt ny julebelysning

– Midtbyen har tradition for, at der hænger julebelysning, og at mange fejlagtigt tror, at det er kommunen, der betaler. Det er det ikke. I år har Aalborgs butikker investeret i en helt ny julebelysning. På et tidspunkt sidst i august under Aalborg i Rødt hang der to forskellige modeller, og på Facebook var der en afstemning, om det var guirlanden med fire eller to buer, der var den smukkeste. Det blev den med fire buer, smiler Flemming Thingbak, der også havde den som favorit.

– Tilbage i februar var jeg på julemesse i Frankfurt og kiggede blandt andet på ny julebelysning, og jeg sagde til firmaet, et fransk firma, at den skulle være tro mod den by, jeg kommer fra. De foreslog noget med istapper, der løber ned – og det støjede helt vildt i mit hoved. Det handler om, at vi har en smuk midtby med de mest markante ejendomme, som bare er så flotte. Jeg ville have en rigtig julebelysning, ligesom dengang Lille Per var med sin onkel Anders inde for at købe juletræ. Et touch af noget gammeldags, men i super høj kvalitet.

140 lys pr. meter

– Det er så vigtigt igen, at juleoplevelserne er autentiske. At de er originale og traditionelle. Og jeg må sige, at jeg glæder mig som et lille barn til, at vi får hængt den nye julebelysning op gennem samtlige gågader og fra John Bull Pub og hele vejen op gennem Boulevarden til John F. Kennedys Plads.

– Der kommer så mange lys, at man tror, det er løgn. Da jeg fik de her sælgere i Frankfurt forklaret, at jeg ikke skulle have nogle blinkende lys eller forskellige istapper, der lyser rødt og grønt og gult – men jeg skal have mange lys. 140 lys pr. meter.

– Så for hver meter er der 140 lys. Et lyshav uden lige. Så jeg glæder mig helt vildt til den 16. november, hvor vi tænder Julebelysningen. Ikke kun på julemarkedet, men i alle byens gader. Der bliver tændt over en halv million lys i alt, så det glæder jeg mig helt vildt til. Og jeg må bekende, at den nye julebelysning koster en million kroner, og at vi har fået absolut pæn opbakning fra Aalborg Kommune, men butikkerne har betalt langt det meste.

– Den tidligere julebelysning var ved at være gammel, på den måde at det var en kælling for hver by. Dem i Bispensgade havde istapper, der lyste blåt om natten, og i Algade hang en anden type. Jeg kunne næsten ikke sove om natten over den manglende synergi, smiler Flemming Thingbak.

– Mit ønske er, at det vue, man får, er en ensartethed og masser af lys med det røde hjerte i midten, som er rigtig smukt og et symbol på, at vi har hjertet med i alt hvad vi foretager os i Aalborg City.

Prikken over i’et

– Som prikken over i’et har vi investeret i nogle små højtalere, således at vi kan have en lille smule crooner julemusik, der bare står
 og kører i gågaderne, når man er på juleshopping. Det, forventer vi også, at folk synes er hyggeligt. Selvfølgelig ikke den samme melodi, så ville folk blive skøre – og det skal være noget, alle kan holde 
ud at høre på. Det er vigtigt for at understøtte oplevelsen.

– Jeg blev blandt andet inspireret et år, hvor jeg var i Disneyland i Paris og tog mig selv i at tænke ”her er da helt vildt charmerende”. Men det var jo fordi, jeg var gået ind i et univers, hvor der var Walt Disney overalt, samtidig med Disney musik, og så var der bare rent og pænt overalt. Jeg tænkte, at ”det skal jeg forsøge at implementere i Aalborg midtby”. Den der oplevelse af, at her er bare rart at være. Det er julemarkedet med til, og julebelysningen og den underlæggende musik. Og folk skal ikke være bange for, at hvis de bor i bygaderne, kan de ikke sove om natten. Sådan bliver det slet slet ikke. Det bliver bare sådan, at den lige er der, når folk er ude og juleshoppe.

– Så der bliver tænkt mange tanker og bliver gjort mange ting for at skabe nogle gode shoppingoplevelser – og som jeg har sagt før, så gør vi det ikke for vores blå øjnes skyld. Vi gør det for at holde liv i midtbyen, fordi aldrig har det været vigtigere end nu at lave de her gode oplevelser.

En bys DNA

– Man skal bare huske på, at når man handler i en fysisk by og dermed støtter den, så holder man for det første gang i nogle arbejdspladser. Det er den ene ting, og en anden ting er, at de mange ejendomme, som løbende bliver renoveret i midtbyen og står smukt – for eksempel Jensens Bøfhus i den gamle bank – virkelig har undergået den store renovering. Det gør man altså kun som grundejer og indehaver, fordi man kan leje en butik eller et lokale ud. Man restaurerer jo ikke lokaler for flere hundrede tusinde eller millioner af kroner, hvis man ikke kan leje ud. Og hvis man ikke har den der detailhandel som nu, hvor der er et udvalg af masser af ting og sager, så havde vi ikke haft det caféliv, som vi har nu. Cafélivet er jo kommet, fordi Aalborg midtby er en rigtig god shoppingby.

– Og det er jo helt vildt, hvad der er kommet af cafeer og restauranter. Det vokser bare. Og det er fedt, at man som kunde kan komme ind til byen og sætte sig på café Peace eller Rooftop eller en helt tredje. Når så det er sagt, havde vi ikke shoppingdelen og cafélivet, så havde vi heller ikke det populære studieliv. For så tror jeg, at de studerende havde tænkt, at Aalborg var lidt fesen.

– Så den fysiske detailhandel er vigtig for en bys DNA. Et er, at der er 8.000 ansatte her i butikkerne i midtbyen. 8.000 der møder ind om morgenen – og der bliver omsat for 8 milliarder om året. Så det er voldsomt og nogle helt vilde beløb, men det er med til at understøtte, at ejendommene kan blive ved med at stå flotte og trimmede – og restaurationslivet har kronede dage.

Hjertet brænder for midtbyen

– Alt det puttet ned i en gryde giver en shoppingoplevelse. Shopping i Aalborg City skal være all inclusive. Det skal være således, at når du kører hjem – ud af p-huset, så tænker du. ”Det her var en fed oplevelse. Vi fik en super god service, masser af fine gaver og alt flot pakket ind, og hvor var det smukt. Og sikke en hygge der var derinde.”

– Og det er det, vi arbejder på herinde på Citykontoret hver eneste dag. Og jeg håber, at I fornemmer, at vi har hjertet med, og vi virkelig tænker på, hvad vi går og laver. Den værste sætning, jeg kender, er ”pyt med det, det er der ikke nogen, der ser”. Vi skal være tilfredse og stolte med det, vi laver. Ellers dur det ikke. Det er nok noget OCD – men tingene skal bare være perfekte.

– Mit hjerte brænder virkelig for midtbyen, vores hjerter brænder, fordi vi gerne vil have, at midtbyen fortsat består – i mere end 1.000 år, slutter en glad, travl Citydirektør, Flemming Thingbak.

Julemarkedet 2018

Har åbent fra fredag 16. november til søndag 23. december 2018

Fredag 16. november
Julemarkedet åbner kl. 12.00 (til kl. 19.00) Officiel åbning kl. 17.00

Lørdag 17. November
Julemanden ankommer til Honnørkajen kl. 11.00 Og han er på julemarkedet til ca. Kl. 12.00

Deltagere på julemarkedet 2018

  • Spunky – Smykker og tasker, samt accessoires
  • Vaffelboden
  • Pandekagehuset
  • Brændte Mandler
  • Kandiserede æbler
  • Clickheat warm pocket accessories
  • Kunsthåndværkerhytten
  • Andres Cardenas – alpaca uld og sydamerikanske huer, vanter mm.
  • Tupperware
  • The Dutch Cheeseman
  • ROMeriet – alverdens rom
  • Ægte lammeskind
  • Bitten Slagter
  • Kaffeexpressen
  • Grillhytten – pølser grillet over kul
  • Julehytten – en verden af julepynt
  • Juletræsboden – køb dit juletræ